Den bløde landing er nær: Centralbankerne står ved en skillevej

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Der er blevet talt rigtig meget om blød landing eller en hård økonomisk recession, efter at inflationsspøgelset siden 2021 har vist sig frem. Kunne centralbankerne efter mange år med lempelser på lempelser vende skuden og med renteforhøjelser tøjle den buldrende inflation, som de på lange stræk selv havde skabt med deres egen lempelige pengepolitik?

Nu står vi midtvejs i 2023 og kan gøre midlertidig status: Noget tyder heldigvis på, at den bløde landing er nær, og at vi undgår den voldsomme økonomiske nedtur, som mange har spået og forudsagt i mere eller mindre alarmerende grad.

Der er længe blevet sukket efter en blød landing i økonomien, og de seneste europæiske væksttal giver håb om, at det kan lykkes, selv om Europa nu officielt er i teknisk recession, men den er så beskeden, at den næsten er til at overse. Også i USA er væksten på vej ned i et mere overskueligt tempo, der giver håb om, at det lykkes at tæmme inflationen og samtidig undgå et alt for dramatisk økonomisk fald.

Man kan altid diskutere, hvad der så er held og forstand. I USA er Fed netop gået på rentepause, men samtidig med en melding om, at man ikke skal vide sig sikker på, hvad der sker på næste rentemøde i juli. Det vidner om, at det selv på den øverste hylde i centralbankerne er nyt territorie, vi bevæger os rundt efter mange år med ultralave renteniveauer.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan centralbankerne i USA og Europa tolker situationen, og om de beslutter at gå linen ud med renteforhøjelser eller ej. I USA er det som nævnt nu åbent for tolkning, om der er flere forhøjelser på vej, mens vi i Europa – der næsten altid sakker bagud på den konto – formentlig har en mere i ærmet, så gabet til USA ikke bliver alt for stort.

Også i Danmark har vi set inflationen aftage mærkbart. Det betyder ikke, at priserne nu falder, men at prisstigningerne ikke længere er nær så voldsomme, og det er sket syv måneder i træk. Det er en indikation af, at den økonomiske aktivitet er for nedadgående. Kerneinflationen, der renser for energi og fødevarer, har også fået et tryk ned, men dog ikke i nær samme grad.

Nu bliver kunsten at undgå, at økonomien i den vestlige verden dykker alt for kraftigt med for store konsekvenser til følge, men pointen er, at en vis økonomisk nedgang er uundgåelig, hvis vi skal have bekæmpet inflationen og få den bragt ned i et spiseligt leje igen – og det skal vi.

Vi er ved at gøre klar til indflyvningen på en svær landingsbane, hvor både ønsket og håbet er en blød landing. Indtil videre er indflyvningen gået relativt smertefrit i forhold til, hvad man kunne frygte. Forhåbentlig kan centralbankernes balancerede tilgang sikre, at det lykkes med den indflyvning, der gør den bløde landing mulig.

Men der udstikkes som bekendt ingen garantier her i livet, og for investorerne kan vi sagtens gå en volatil tid i møde, men omvendt er der god grund til at hæfte sig ved, at 2023 har artet sig langt mere mindeligt end det skæbnesvangre 2022, da der var tab over hele linjen. Både på aktier og obligationer – og endda værst på obligationer, som normalt regnes for en sikker og stabil aktivklasse. Der har vi heldigvis fået lagt pæn afstand til 2022.

Overordnet er der dog grund til at glæde sig over, at inflationen er bragt mærkbart ned uden, at økonomien er tippet.

Vi er ikke der, hvor vi kan krydse målstregen og juble over, at missionen med sikkerhed er lykkedes, men vi er måske der, hvor vi så småt kan begynde at aflyse de allerværste dommedagsscenarier, og det har også sin værdi. Det skaber nemlig ro på bagsmækken og lidt mere stabile investeringsvilkår for vores alles investeringer og opsparinger – og i sidste ende vores købekraft, der har været hårdt presset pga. de voldsomme inflationsniveauer.

Efter at centralbankerne har stået på mål på for meget berettiget kritik for at have ført os ud i dette uføre i første omgang, fortjener de vel så også lidt ros for at have navigeret os igennem det seneste halvandens år inflationsmareridt med nogenlunde sikker og fast hånd med bratte renteforhøjelser og hvad der ser ud til at være en opbremsning i tide.

Man skal ikke være i tvivl om, at der nok er blevet svedt lidt i centralbankerne ved tanken om, at missionen glippede, og det ikke lykkedes at tøjle inflationen. Det kunne have udartet sig til noget rigtig grimt, og uden at tage munden for fuld tyder meget på, at vi formår at vige uden om worst case-scenariet.