Fortsæt til indhold

Hvem lytter dine børn og unge til, når det angår penge og investeringer?

Finfluencerne er kommet for at blive. Kunsten er at navigere mellem dem og være kildekritisk.

Debat
Lone Kjærgaardadm. direktør i Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lone Kjærgaard. Foto: Anne Kring

Følger du med i, hvor dine børn eller måske børnebørn får deres viden fra, når det kommer til penge og investeringer? Og får de et retvisende billede af, hvad investering er?

I arbejdet med formueforvaltning og investeringsrådgivning møder vi flere og flere, der er bekymrede for, om deres børn og børnebørn har nok viden om investering og økonomi.

Det er forståeligt. At få grundlagt en basisviden om penge og investeringer tidligt i livet kan være yderst gavnligt. Jo tidligere man kommer i gang med at gøre de rigtige ting, jo bedre. Så skal man heller ikke senere i livet ærgre sig over, at man kunne have gjort ting anderledes.

På skoleskemaet er det begrænset, hvad der er at hente af viden om investeringer og privatøkonomi – og i så fald er det først rigtigt, hvis man bevæger sig ind omkring en finansiel uddannelse. Hvis man ikke selv opsøger information aktivt, har man en tilbøjelighed til let at blive påvirket af sin familie og venner. Sådan har det i hvert fald været, men de sociale medier har i høj grad overtaget denne rolle.

Om man kan lide det eller ej, er det nemlig et faktum, at det vrimler med ’finfluencere’ på de sociale medier. ’Finfluencer’ kommer af ’financial influencer’. I Danmark har en ung mand på Youtube knap 70.000 følgere på sin kanal, Daniels Pengetips. En af videoerne har titlen ”Sådan bliver du millionær som 25-årig”.

Titlen lyder nok umiddelbart til den friske side, men man skal passe på med at dømme den ude for hurtigt.

Tilgangen har nemlig et sundt fokus på at have jobs, få en uddannelse og spare op og opnå flere forskellige typer af indkomster – herunder også passive indkomster fra aktier og fast ejendom.

Daniel er således et eksempel på, når finansielle influencere primært bidrager med noget godt:

  • Unge lytter hellere til unge og er vant til, at tingene skal serveres i hurtige budskaber.
  • De bidrager til den generelle læring omkring de finansielle markeder.
  • De underbygger ofte deres budskaber med konkrete metoder og tilhørende faldgruber.

Daniels popularitet er dog intet i forhold til de mest populære finfluencere i verden. Her taler vi tocifrede millioner af følgere, visninger og likes.

Men som med alt andet er mangfoldigheden indenfor finfluencere stor – med mange, der lover store gevinster på rekordtid. De bevæger sig ofte i afdelingen for enkeltaktier og kryptovaluta, hvor det mere minder om spekulation end investering. Krypto har som bekendt bølget op og ned. Det er et ureguleret marked, og flere kryptobørser er i år gået konkurs.

Der er således ikke alene store risici ved at købe krypto, men også ved at have penge stående på de platforme, hvor de kan handles. Det er ikke banker, og der er ingen indskydergaranti.

Der er alenlangt til legendariske Warren Buffets råd om at finde stærke virksomheder, holde dem på den lange bane og undlade dagligt at fokusere på den ’støj’ i form af kortsigtede bevægelser i virksomhedens aktiekurs, der altid vil være på den korte bane.

Med millioner af følgere påvirker finfluencere rigtig mange børn og unge. Faldgruberne er når:

  • Unge lytter til ’de forkerte’, som ikke har den nødvendige viden eller kvalifikationer til at bakke deres rådgivning op.
  • Når ’rådene’ er spekulative, kortsigtede og virker ’for gode til at være sande’ uden at forklare, hvilke risici der er forbundet med en sådan strategi.
  • Influenceren er betalt af en virksomhed, der ønsker at sælge et produkt eller en service, og det ikke fremgår tydeligt som en reklame.

Finfluencerne er kommet for at blive. Kunsten er at navigere mellem dem og være kildekritisk.

Mange af dem tjener som gode forbilleder for andre unge, men den mere dybdegående viden er der ikke altid tid til. Komplekse emner bliver ofte oversimplificerede for at gøre budskaberne mere ’spiselige’ og dermed appellere til en større målgruppe. Det skal man passe på med, fordi man ofte overser vigtige risikofaktorer.

De mange smarte overskrifter og hurtige videoklip, der lover, hvor hurtigt man kan blive rig og tjene penge, kan give et fejlagtigt billede af, hvad der i virkelighedens verden oftest er tilfældet: At der sjældent er en hurtig vej til millionen.

Jeg har gennem tiden mødt en hel del velhavende mennesker. Der har blandt dem været meget få, der er kommet hurtigt til deres penge. For langt de fleste er formuerne opbygget gennem årtier. Ofte via egen virksomhed, lange karrierer og kombineret med fornuftige investeringer.

Ting tager som regel tid – investering er et maraton og ikke en sprint.

Jeg synes, det er dejligt, når min egen teenagesøn en gang imellem får iver efter at købe en bestemt aktie eller sætte penge i kryptovaluta. Så ved jeg, at et eller andet menneske har ramt ham og vækket hans interesse for noget vigtigt. Det giver en kærkommen lejlighed for at tage en lidt mere dybdegående snak med ham om tingene.

Artiklens emner
Lone Kjærgaard