En turist tager hævn

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Der findes i Danmark en ø, der har form som en åleruse. Ikke fra naturens hånd – formen er menneskeskabt. Når man kører fra færgen, nudges, puffes og skubbes man til at følge en rute, der tilfældigvis ender ved et bryggeri.

Andre danske øer har ruter, der tilfældigvis ender ved et gårdbutiksglaspusterilakridskeramikvingårdskaramellammerullepølseosteudsalg. Eller fører omkring gårdbutiksglaspusterilakridskeramikvingårdskaramellammerullepølseosteudsalget på en måde, så man som turist opdager, at øen er blevet designet som en åleruse.

Dette er en opfordring:

Hvis du er turistchef på en dansk ø, så ifør dig solbriller, tysk accent og udlejningsbil og kør en tur ad åleruseruten. Oplev med en turists øjne og ører. Prøv at mystery-shoppe de varer, som din ø har valgt at udnævne til lokale og autentiske. Den særlige pølse. Den lokale øl fra det lokale mikrobryggeri med den lokale historie. Den økologiske is med smag af enebær, lyng og økologisk gummigranulat. Prøv alt. Fra færgelejet og fremefter.

Følte du dig forført, eller følte du dig fanget i en åleruse?

Turister skulle, efter hvad jeg har hørt fra branchefolk, være lige så vilde med at føle sig forført, som de ikke kan li’ at føle sig fanget.

Det er derfor, at de vil have fisk, når de er omgivet af vand. Som man jo er på en ø. De VIL have fisk, selv om der ikke ER nogen fisk i det vand, de er omgivet af.

Mange af dem VED godt, at der er omtrent lige så mange fisk på bunden af Østersøen og Limfjorden som i p-kælderen under Lyngby Storcenter. Men det blå vand forfører, så om natten kommer kølebiler fra Hirtshals og Hanstholm med havkat, kulmule og pighvar.

De lokale tjener penge på at sælge og servere fisk til turister, mens de selv lever af svinemørbrad, kylling og kødsovs. Alle er glade. Det er god forførelse.

Dårlig forførelse er, turistchef, at sætte åleruser op, der ender i gårdbutiksglaspusterilakridskeramikvingårdskaramellammerullepølseosteudsalg.

Tag det ikke personligt. Du har det sikkert ikke nemt, når de lokale spørger dig, om man egentlig ikke kunne klæde en pensionist ud som fisker og opfordre øboere til at svare ”tohujer” i stedet for tohundrede, når turister spørger om prisen på 50 gram lakrids eller-en pølse med tørret vildrose, anrettet på et bræt af drivtømmer. Bare for autencitetens skyld, som de lokale siger. Jeg tror ikke, at det er nemt at være dig og skulle svare nej, og at en ø også kan blive for autentisk.

Men mon du skulle sige mere nej? Mon du skulle sige til de lokale, at du gerne vil se dem i øens forsamlingshus, når turistsæsonen er slut for i år?

Og så viser du billeder fra andre danske øer. Af deres is med-smag af lyng og økologisk gummigranulat. Af deres mikrobryggeri. Af deres svar på Torgeir og Inger Kristiansen, der en morgen vågnede og opdagede, at de var kunstnere og skabt til at bo på en ø og siden har haft galleri på åleruseruten med salg af egne værker og hånddyppede lys.

Tror du så ikke, at der bliver stille i lokalet? Jeg tror det. Måske vil Torgeir og Inger Kristiansen tage ordet og spørge, om det var en idé, at de tog frosset rensdyrkød ind i sortimentet. Det ville stå godt til Torgeirs norsk inspirerede værker.

Men måske vil en af de lokale rejse sig og sige, at hun er enig med dig, turistchef. Hun har aldrig været vild med autencitetshalløjet. Hun synes, at øen har udviklet sig til en parodi på sig selv. Hun har hørt klager. Fornærmelser.

En turist blev så træt af at være fanget i en åleruse, at han hævnede sig. Han påstod over for de lokale, at bryggeriet for enden af rusen fik sit øl fra Polen, som herefter blev omdøbt og omdeklareret til øbryg. Han sagde til dem, at priserne i den lokale butik var sådan, at han ville have sparet penge ved at købe ind i en Irma på Frederiksberg.

Han var dødtræt af, at pølser med tørret vildrose blev solgt som autentisk lokale, når de lokale spiste kødsovs og svinekoteletter, ikke vildrosepølser.

Alt det sagde hun. Til turistchefen. Og tilføjede, at turisten for to år siden havde skrevet om museet Skarregaard på Mors og fremhævet, at den venlige dame i billetsalget ikke havde prøvet at sælge ham noget. Hverken keramikkrukker, mjød, gummigranulat eller postkort.

Og turisten havde følt det befriende. Som at være sted, der var – autentisk.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.