Fortsæt til indhold

It-branchen skriger efter specialister – og det skygger for løsninger

Ingen kan efterhånden være i tvivl om, at der mangler kvalificeret arbejdskraft i it-branchen. En febrilsk jagt på specialister spænder dog ben for at finde de generalister, vi i høj grad har brug for.

Debat
Jesper Nørding PedersenDirektør i Forte Advice

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jesper Nørding Pedersen

Bliver det nogensinde muligt at opstøve nok kvalificerede medarbejdere til den danske it-branche? Enten nu eller i fremtiden? Det spørgsmål presser sig efterhånden på, efter at vi en årrække har diskuteret udfordringen uden at finde de virksomme, nødvendige løsninger. I hvert fald dem der sikrer, at vi kan følge med den kolossale efterspørgsel på digitale løsninger fra erhvervslivet og det offentlige.

De seneste tal fra EU og IT-Branchen sætter da også store, tykke streger under problemerne. Her lyder vurderingen, at der kommer til at mangle 200.000 it-specialister i Danmark. Samtidig anser 71 procent af it-leverandører manglen på kompetencer som største vækstbarriere. Og næsten hver anden har opgivet at besætte stillinger.

Problemet er allerede udtalt og synes kun at blive værre år for år. I den forbindelse kommer debatten ofte til at handle om virksomheders mangel på it-specialister som udviklere og data scientists. Dem mangler vi helt sikkert også mange flere af, og vi gør selvfølgelig klogt i at uddanne flere og gøre os attraktive som branche. Men et udtalt – næsten ensidigt – fokus på specialister gør, at vi overser generalisterne – og dem har vi i den grad brug for, hvis vi skal komme manglen til livs. Eller i hvert fald i bestræbelserne på at mindske problemets omfang.

Generalister som strategiske rådgivere, leverance- og projektledere er også en mangelvare, og de spiller væsentlige roller i at sikre, at projekter bliver gennemført på bedst mulig vis, og at produktet skaber værdi for kunden. Og her bør puljen af kandidater alt andet end lige være større for både leverandører og internt i virksomhederne.

Alligevel bliver generalisterne ofte overset. En af årsager er for mig at se, at selve ordet specialist anses som noget særligt fint, mens generalist har negative konnotationer. Dermed bliver vores opfattelse meget nemt, at generalister kan lidt af det hele uden at udmærke sig på noget. Og det rimer bare dårligt på at leverancer med kvalitet, effektivitet og værdiskabelse.

Med generalistens evne til at forstå teknologi, forretning og organisation er der større chance for, at det digitale produkt fungerer i praksis for den enkelte bruger – og reelt fungerer som løsning.
Jesper Nørding Pedersen

Det er dog lige præcis, hvad generalister kan være med til at sikre. For mens de måske ikke mestrer SQL eller udvikler Azure-applikationer i deres fritid, udmærker de sig ved at organisere hele teamet, sikre forankring i forretningen og prioritere effektivt, hvilket er helt afgørende for at levere et godt produkt og sikre, at det giver værdi.

Med deres brede forståelse for mange fagligheder er generalister specialister i forhold til at lede udviklingsteams og samarbejdet med virksomhedens organisation. Netop den færdighed mangler i overraskende mange danske virksomheder, og det gør, at de slider med at drive effektive udviklingsprojekter. Løsningerne ender muligvis med at fungere rent teknisk, men implementeringen halter i organisationen, fordi der er skepsis mod forandring, lange beslutningsprocesser og dårlig organisering.

Med generalistens evne til at forstå teknologi, forretning og organisation er der større chance for, at det digitale produkt fungerer i praksis for den enkelte bruger – og reelt fungerer som løsning. Vigtigheden af at have netop dén person i et team oplever jeg, at mange underkender. Det får i hvert fald slet ikke nok opmærksomhed i den brede debat om manglen på it-professionelle.

Generalistens unikke rolle bliver i stedet overladt til en i organisationen eller teamet, som har andre opgaver eller er specialist på udvikling eller design. Resultatet bliver også derefter.

Min mistanke er, at det sker, fordi alt for få har overblik over, hvad der reelt skal til for at sikre den gode leverance. De er måske gode til at lede projektet i forhold til budget, tid og omfang. Men det er en brøkdel af opgaven.

Det handler i lige så høj grad om at lede mennesker gennem ændringer i markedet og organisationen samtidig med, at man træffer velovervejede og hurtige beslutninger. Og det er krævende. For hver person i et team eller en organisation har sine unikke prioriteter og motiveres på forskellige vis. Derfor er der også behov for en projektleder, som forstår de enkelte kompetencer og får dem til at arbejde sammen gennem tydeligt definerede opgaver og forventningsafstemning.

Får vi øjnene op for den rolle, generalisterne spiller og kan spille, kommer vi til at se bedre løsninger og mere effektive udviklingsteams. Særligt hvis vi også er villige til at investere i at udvikle deres tekniske kompetencer gennem videreuddannelse. Og netop derfor er det så væsentligt, at vi ikke overser dem i en febrilsk jagt på specialisterne.

Artiklens emner
It-industrien
Konsulentbranchen