Hvor er heltedyrkelsen i Danmark?
Hvis vi ikke bliver bedre til at dyrke fremtidens erhvervsikoner, risikerer vi at stå med et one-man-band, der skal drive den danske vækst. Og det er en farlig strategi for Danmark.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det er svært ikke at blive imponeret over Novo Nordisks vækst. For et par uger siden slog Novo Nordisk markedsværdi rekord, da selskabet rundede 3.000 milliarder kroner i børsværdi.
Dermed overhalede Novo Nordisk værdi resten af de 10 største danske virksomheders værdi – tilsammen. Til sammenligning lød Danmarks samlede BNP for 2022 på omkring 2.823 milliarder kroner. Og havde det ikke været for Novo Nordisk vækst alene, var Danmark ifølge Nationalbanken gået fra en BNP-vækst på 0,9 pct. til en reel recession i 2023.
Novo Nordisks betydning for Danmark er ikke til at tage fejl af og er et virksomhedseventyr, vi kun kan være stolte af. Men det er et enormt skrøbeligt erhvervsmæssigt setup for Danmark. For kan vi tillade os at være så afhængige af én enkelt virksomheds succes som afgørende for hele Danmarks vækst?
Vi skal have flere søjler at stå på
Hvis vi som land skal stå stabilt i al slags økonomisk vejr, er det vigtigt, at vi kan læne os op ad flere end én erhvervssucces og branche. En oplagt branche at kigge mod, hvis vi skal finde fremtidens oplagte erhvervsikoner, er tech-branchen.
De danske erhvervshelte findes allerede derude. Lad os dyrke dem, så de kan vokse endnu mereNatasha Friis Saxberg
Ifølge verdensbanken står den digitale økonomi i dag for mere end 15 pct. af verdens samlede BNP og er vokset 2,5 gange hurtigere over de seneste 10 år, end BNP skabt i den fysiske verden. I USA står tech-industrien allerede for 10,5 pct. af BNP – kun overgået af Healthtech med 17,7 pct.
Det er samtidig den branche, der forventes at påvirke verdensøkonomien mest over de næste år. Digital Cooperation Organisation DCO vurderer f.eks., at den digitale økonomi allerede i 2030 vil stå for 30 pct. af det globale BNP og have skabt over 30 millioner nye job.
Udfordringen er, at vores tech-søjler søger væk
Danmark mangler da heller ikke tech-iværksættere med succes. Ser man bare på de 50 mest værdifulde dansk startede it-virksomheder, har de en samlet markedsværdi på over 500 mia. kr. Desværre har halvdelen af disse i dag deres hovedkvarter udenfor Danmark. De fem største danske it-virksomheder, der har en samlet værdi på 275 mia. kr. og har skabt over 20.000 arbejdspladser, er alle rejst til udlandet. Dermed er vi gået glip af både vækst, arbejdspladser og skatteindtægter.
For nyligt meldte endnu en succesfuld dansk it-iværksætter, David Heinemeier Hansson, at han også flygtede fra Danmark. Han savnede noget mere vildskab, højere til loftet og ambitioner, der rækker lidt længere, end de gør i dansk erhvervsliv. Han rejste derfor tilbage til USA, hvor der er mere risikovillighed og mod på at afprøve ny teknologi og nye udviklingsplatforme.
David er ikke den eneste talentfulde iværksætter og it-specialist, der forlader landet. Af de næsten 2.000 udenlandske it-specialister, der kom til Danmark i 2021, var 1.500 rejst ud af Danmark igen inden for et år. Hvordan kan vi skabe fremtidens digitale flagskibe, der skal sikre, at vi har mere end blot én søjle at stå på, hvis vores talenter forsvinder stor set lige så hurtigt, som de dukker op?
Vi mangler risikovillighed, skøre tanker og idoldyrkelse
Skal vi høste den oplagte vækst, som it-branchen kan skabe, og få dygtige talenter til at blive i Danmark, er vi nødt til at tage et opgør med vores konforme og konsensussøgende kultur. Vi skal turde at hylde de skøre og anderledes – ikke bare i ord, men også i handling, med kapital og rammevilkår der støtter frem for at skade, som f.eks. lagerbeskatningen.
For det er dem, der tør tænke anderledes, dem der bryder vanerne og tør gå skridtet længere, der også ender med at forandre verden. Tænk bare på Elon Musk med Tesla, Steve Jobs med Apple og Larry Page med Google. Folk, der med vilde ideer flere gange er blevet dømt ude af det etablerede erhvervsliv, men i dag står for tre af de syv amerikanske tech-selskaber der bidrog med godt 75 pct. af afkastet i aktieindekset S&P 500 i første halvdel af 2023. En vækstrejse Danmark bør være med på!
Skal vi skabe fremtidens digitale erhvervssucceser, der ligesom Novo Nordisk kan blive globale ledere, skal vi begynde med at være der, når vores startups søger kapital til at vokse globalt. Her er det oplagt at kigge på ATP. Vi danskere betaler årligt 137 mia. kr. ind til pensionskasserne i forventning om, at de forvalter vores penge bedst muligt. Men ATP har primært placeret sin formue i obligationer, hvilket i 2017 sikrede et afkast på 3-4 pct. af den samlede formue på 769 mia. kr.– på trods af at de største it-selskaber gav et afkast på ca. 20 pct.
At investere 1 pct. af de bugnende pengetanke betyder uendeligt lidt for pensionsfondene, men vil betyde en verden til forskel for de mange danske vækstvirksomheder med potentiale til at vokse – og vil samtidig give et bedre afkast til os alle.
De danske erhvervshelte findes allerede derude. Lad os dyrke dem, så de kan vokse endnu mere, så vi går fra et vækstmæssigt one-mand-band - til et dansk succesfuldt orkester.



