Målsætning for klimaet nås ikke primært via køledisken

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

2030 nærmer sig med hastige skridt, og dermed kommer vi også tættere og tættere på målstregen i forhold til indfrielse af 70 procent-målsætningen i den danske klimapolitik. Det betyder, at afklaringen på de sidste udeståender snart skal findes. Derfor imødeses ekspertgruppens anbefalinger til håndtering af landbrugets udledninger med særlig spænding.

Uanset hvordan kabalen lægges, er 70 procent-målsætningen et nulsumsspil. Reduktioner, der ikke realiseres i én branche, skal simpelthen realiseres i andre brancher. Tidligere har IDA haft AE-Rådet til at beregne konsekvenserne for industrien, hvis man, i et tænkt scenarie, ikke kommer i mål med landbrugets reduktioner. Regningen lyder på ca. 3.500 tabte arbejdspladser, heraf godt 1.600 i industrien.

Der er mange veje til reduktionsmålet, men de er ikke lige effektive. Eksempelvis vil en afgift på CO2e-intensive forbrugsgoder, som f.eks. kød og mælk, mindske forbruget af de pågældende varer, og dermed også nedbringe CO2e-aftrykket i Danmark. Det er den metode, der populært kaldes for at placere regningen i køledisken.

Det attraktive ved den model er, at det rammer både indenlandske og udenlandske producenter lige hårdt, og dermed rammes det indenlandske erhvervs konkurrenceevne ikke. Men samtidig betyder det også, at den del af den indenlandske produktion, der går til eksport, friholdes for afgift.

Af andre grunde er modellen til gengæld mindre attraktiv. For det første kan man i et system med forbrugsafgifter, undgå afgiften ved at eksportere sine produkter i stedet for at sælge dem på det indenlandske marked. For det andet er modellen mindre attraktiv, da den er upræcis i den forstand, at den ikke sender klare og entydige signaler til den enkelte producent, som derved vil have færre incitamenter til at gøre sin bedrift mere klimavenlig.

I relation til 70 procent-målsætningen er der derfor ingen tvivl om, at det er afgifter direkte på den enkelte udledning af CO2e, der kan sikre indfrielsen af 70 procent-målet mest effektivt. Signalet til den enkelte udleder er meget tydeligt. Du udleder så og så meget CO2e i forbindelse med din produktion, ergo skal du betale en politisk fastsat afgift af en given størrelse. Her står det helt klart, hvad regningen er ved at udlede CO2e, og dermed er der også klare incitamenter til at nedbringe sine udledninger.

I min bog er det ret oplagt, at klimamålsætningen ikke kan nås gennem køledisken alene. Hvis man vil nå en reduktion på 70 procent, er det helt nødvendigt med afgifter direkte på udledningen. Så kan forbrugsafgifter eventuelt bruges som supplement – om end det altså er en betydeligt mere indirekte måde at nå i mål på.