Politikerne risikerer at skabe nye problemer for sig selv med offentligt lønløft
Når offentligt ansatte begynder at stemme med fødderne, er der ingen vej uden om at se på den pakke af løn- og arbejdsvilkår, de bliver tilbudt. Men politikerne skal tænke sig godt om i forhold til hvordan de gør det.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Sygeplejersker, SOSU’er, pædagoger og fængselsbetjente. Det er de fire udvalgte grupper af offentligt ansatte, der har udsigt til mere i lønningsposen – omkring 2.500 kr. ekstra om måneden – hvis regeringens forslagbliver til virkelighed.
Forslaget har fået bølgerne til at gå højt i den danske debat. For hvorfor skal politikerne blande sig i, hvem der skal have hvor meget i løn? Og hvad er en fair løn for en offentligt ansat?
Det ville utvivlsomt være bedst, hvis politikerne kunne blande sig uden om løndannelsen udenfor overenskomstforhandlingerne. For hvis politikerne først begynder at dele løngaver ud til enkelte medarbejdergrupper, kan de være sikre på, at andre grupper vil se det som en invitation til også at kræve mere i løn.
Det er måske en af grundene til, at politikerne hidtil har ”bundet sig til masten” ved at de indgåede overenskomster i mange år har haft en såkaldt reguleringsmekanisme indbygget, som sikrer, at lønstigningerne aftalt i de offentlige overenskomster reguleres op eller ned, så de følger lønvæksten i det private overordnet set.
Men i praksis har den metode vist sig at være for ufleksibel til at kunne tilpasse lønnen for specifikke grupper af medarbejdere.
Hvis der er for få sygeplejersker, der vil ansættes i det offentlige, er det et kraftigt tegn på, at den samlede pakke, som de bliver tilbudt, ikke er god nok. Løn er kun ét element af den samlede pakke, men dog et vigtigt element.
Omvendt kan det også være, at lønstigningerne for andre grupper har været højere end nødvendigt.
Det er derfor et godt princip, at de offentlige lønninger og generelle arbejdsvilkår skal sikre, at man kan ansætte dem, som det offentlige har brug for. Men virkeligheden er bare ikke helt så simpel, for den offentlige løndannelse sker netop ikke på et frit marked.
For hvem skal bestemme, hvad der er det rette niveau for den offentlige løn, uden at politikerne åbner op for at andre faggrupper også vil kræve mere i løn, fordi de kan se, at det virker?
Hertil kommer, at der lige nu er en generel mangel på arbejdskraft både i det private og det offentlige – og det kan blive overordentligt dyrt at forfølge et mål om, at der selv ikke på toppen af en højkonjunktur må være nogen mangel på arbejdskraft i det offentlige – både for de offentlige kasser og for konkurrenceevnen, når de private virksomheder skal forsøge at følge med.
Det ville være skønt, hvis man kunne undgå de udfordringer ved i stedet at fastsætte en fair løn for offentligt ansatte ud fra objektive kriterier som uddannelseslængde, ledelsesansvar og erfaring.
Denne tilgang, som også blev anvendt af den såkaldte lønstrukturkomité, der har kulegravet lønningerne i det offentlige, har den fordel, at man rent faktisk kan regne på, hvad lønnen skal være. Men i mødet med virkeligheden kommer metoden hurtigt til kort, hvad Lønstrukturkomitéen også var helt bevidst om.
For beregningerne belyser kun en del af virkeligheden, og de siger ikke noget om, hvilken løn der kan tiltrække nok medarbejdere til at fylde de ledige stillinger op.
Der er derfor ingen nemme løsninger på, hvordan man fastsætter lønnen i det offentlige. Politikerne har et akut problem med at tiltrække arbejdskraft til flere jobfunktioner, der er kritiske over for den offentlige sektors funktion. Men ved at uddele lønstigninger til enkelte grupper risikerer de at skabe nye problemer for sig selv.
Når løndannelsen i det offentlige har vist sig for ufleksibel til selv at løse tiltrækningsproblemerne, er det fair at tænke i nye veje – men man skal tænke godt over, hvordan man gør det, så man minimerer risikoen for at skabe nye problemer på sigt.
