Fortsæt til indhold

AI skal sprænge bobler – ikke lave dem

Desværre medfører digitale ekkokamre, at vi i højere grad kommer til at opbygge lukkede meningsbobler, hvor vores egen virkelighedsopfattelse kun bliver bekræftet og aldrig udfordret.

Debat
Natasha Friis SaxbergDirektør for IT-Branchen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Natasha Friis Saxberg

Vi lever i stigende grad i vores egne ekkokamre, hvor vi kun bliver eksponeret for de personlige nyheder og reklamer, der interesserer os selv, og hvor vi kun taler med dem, vi på forhånd ved, vi deler verdensopfattelse og holdninger med.

Alt sammen digitale mekanismer der er indført for at gøre os mere effektive, mere glade og ikke mindst mere aktive på de forskellige platforme. Skabt for at få os til at fokusere vores tid på det, der rent faktisk har betydning for os, og lukke alt det ligegyldige ude.

Desværre betyder de selvsamme mekanismer, at vi i højere grad kommer til at opbygge lukkede meningsbobler, hvor vores egen virkelighedsopfattelse kun bliver bekræftet, men aldrig udfordret.

Og det er et problem. Ikke bare i forhold til vores evne til at kunne forholde os til fakta og deltage i de nødvendige demokratiske diskussioner, men også i forhold til vores kommunikation med hinanden og vores evne til at tænke nyt.

Netop fordi vi har en tendens til at leve i vores egne små virkeligheder, ender vi også med at have nogle vidt forskellige opfattelser af virkeligheden.
Natasha Friis Saxberg

Heldigvis kan teknologien og især kunstig intelligens (AI) være med til at sprænge boblerne, få os op af kaninhullet og igen se verden, som den i virkeligheden er. Og det skal vi udnytte.

Stop med at reagere på antagelser

Bevæger man sig på sociale medier som Facebook, X eller Linkedin, kan man hurtigt få den opfattelse, at der kun er én ting i universet, der er hurtigere end lysets hastighed: tiden, der går fra, at vi læser noget på SoMe, til vi har reageret på det.

Vores koncentrationsevne er faktisk faldet med 25 pct. inden for de seneste år og er nu på blot otte sekunder. Til sammenligning er en guldfisks på ni sekunder. Så ikke noget under, at vi har en følelse at skulle reagere hurtigt, når vi glemmer tingene efter otte sekunder.

Alt for kort tid til at tjekke, om det, man lige har læst, nu også er faktabaseret og sandt – men nok tid til, at vi har sendt nyheden videre eller har fortalt alle andre om vores holdning til den.

Vi er med andre ord blevet en nation, der reagerer på antagelser i stedet for fakta.

Næsten halvdelen af os fortæller da også, at vi nåede at tro på en falsk historie, inden vi fandt ud af, at den var fake. Og vi er faktisk også blevet ligeglade. 60 pct. mener ikke længere, at folk går op i fakta om politik og samfundet generelt. De vælger bare at tro på det, de vil.

Måske har vi i stedet brug for, at teknologien hjælper os med at finde fakta, at bruge lidt mere tid og lige overveje vores ytringer en ekstra gang, inden vi deler med alle andre.

Det kunne være et pop up-vindue, der spørger, om man nu også er sikker på, at man vil dele sine synspunkter. Eller løsninger som f.eks. Googles Fact Check Explorer, der hjælper dig med at finde ud af, hvad der er fakta i din nyhedsstrøm.

Vi skal genskabe demokratiets stemmer

At 65 pct. af danskerne afholder sig fra online-debatter på grund af den hadefulde tone, er for mig bekymrende for vores demokrati. Især unge, kvinder og minoriteter er udsat for verbale angreb online.

Det gør, at alt for mange trækker sig tilbage til de bobler, hvor de kun taler med andre, som de allerede ved, de er enige med. Hvis de da overhovedet deltager i reelle digitale samtaler mere.

Vi må ikke acceptere, at teknologien skaber ekkokamre, fake news og bias.
Natasha Friis Saxberg

Netop fordi vi har en tendens til at leve i vores egne små virkeligheder, ender vi også med at have nogle vidt forskellige opfattelser af virkeligheden. Og det er farligt, når vi skal diskutere, perspektivere og finde fælles fodslag.

Jeg er selv lige kommet hjem fra en rejse i Asien, hvor dækningen af konflikten mellem Israel og Palæstina var anderledes end den, vi ser i de danske medier. Ikke at jeg skal konkludere, hvad der er rigtigt eller forkert i sagen. Men det fik mig til at tænke mere nuanceret over tingene, hvilket altid er sundt.

Vend min vinkel

Hvorfor bruger vi ikke teknologien til at tvinge os til at få et 360-graders syn? At stille krav om, at teknologien skal gøre os mere oplyste – ikke mindre – og igen gøre os nysgerrige på andres perspektiver?

Hvis vi bare en gang imellem tvinges til at få vendt vores vinkel, at se verden fra et andet standpunkt, tror jeg også, det vil styrke vores evne til at tænke nyt og være mere innovative og inkluderende.

Vi må ikke acceptere, at teknologien skaber ekkokamre, fake news og bias, men skal i stedet stille krav til, at den skal bruges til at sprænge boblerne, sikre fakta og forbedre dialogen. Det har vi brug for som samfund, som demokrati og som mennesker.

Artiklens emner
Kunstig intelligens
It-industrien