Fortsæt til indhold

Bolden ligger hos arbejdsgiverne

Regeringen er under pres fra arbejdsgiverorganisationerne, som kalder på forringelser, der skal øge den strukturelle beskæftigelse i 2030. Men arbejdsgiverne har selv et stort ansvar for at sikre, at der er tilstrækkeligt med hænder og hoveder på arbejdsmarkedet.

Debat
Ole JustCheføkonom i HK

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Ole Just

Regeringen er opsat på at levere på løftet om at øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000. Godt presset af arbejdsgiverorganisationerne, der står klar med de sædvanlige forringelser af velfærden.

I forbindelse med regeringens 2030-plan blev der gjort status over, hvor langt regeringen er kommet med sine reformplaner. Med gennemførte reformer, en skatte- og en SU-reform på vej og lidt hjælp fra den supplerende beløbsordning, som blev gennemført under den tidligere regering, mangler regeringen 16.000 fuldtidspersoner.

4.000 af dem planlægger man at finde ved at reducere og omlægge erhvervsstøtten. For de sidste 12.000 tyder det på, at regeringen vil afprøve nogle mere utraditionelle reformer, der ikke lige kan passes ind i et regneark.

Den tidligere S-regering havde forslag på tegnebrættet om uddannelse og opkvalificering, lavere sygefravær og opmuntring til seniorer for at få dem til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Men det er fugle på taget, lyder kritikken.

Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri foreslår i stedet at svække seniorpensionen, retten til tidlig pension, efterlønnen og seniorjob. Med andre ord vil man forringe eller helt afskaffe ordninger, der alle giver lønmodtagere tryghed i de sidste år på arbejdsmarkedet.

Samtidig er der også ønsker om at forringe førtidspensionen og gøre det endnu lettere at hente udenlandsk arbejdskraft.

Men fremfor hele tiden at kræve reformer og forringelser af Christiansborg burde arbejdsgiverne se indad. De er selv en del af problemet – og løsningen. Det mest oplagte er at fastholde nogle af de ca. 100.000 personer, som det ifølge Finansministeriet er lykkedes at få i job, og som kan forsvinde, når konjunkturerne vender, og den faktiske beskæftigelse igen nærmer sig den strukturelle beskæftigelse.

Det er lykkedes inden for de seneste år at trække nye grupper på randen af arbejdsmarkedet ind og fastholde de ældre medarbejdere. De erfaringer må arbejdsgiverne kunne bygge videre på.

Arbejdsgiverne har også et ansvar for at sikre et arbejdsmiljø, så medarbejderne ikke risikerer liv og lemmer ved at gå på arbejde. En analyse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at arbejdsulykker koster 26.000 fuldtidsstillinger i arbejdsudbud om året. Og for nyligt viste beregninger fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at danske arbejdspladser årligt går glip af knap 62 mio. arbejdstimer pga. arbejdsrelateret stress. Det svarer til mere end 37.000 fuldtidsstillinger.

Bolden ligger hos arbejdsgiverne, og det er på tide, de leverer.

Artiklens emner
Arbejdsmarked