Hvorfor er det stadig kun pris, der får lov til at afgøre udbud?
Det er uholdbart, at prisen stadig er det altafgørende parameter, når udbuddene skal i hus. For at nå i mål med den grønne omstilling af samfundet, få bedre kvalitet og flere innovative løsninger, er det nødvendigt at bruge udbudspolitikken som et redskab til mere bæredygtighed.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I en tid hvor kloden koger og bæredygtighed i stigende grad står højt på den politiske dagsorden, så smitter det politiske fokus desværre ikke af på hverken de kommunale, regionale eller statslige udbud. Pris er stadig i alt for høj grad det afgørende parameter – og i alt for mange tilfælde det eneste parameter - når der skal vælges en vinder af et udbud.
Det gælder for eksempel den historisk store aftale, et flertal af Folketingets partier indgik før sommerferien om udbudsrammen for op mod 14 GW havvind. Aftaleparterne blev godt nok enige om at stille en række adgangskrav til virksomhederne, før de kunne få lov at afgive deres tilbud, men når først buddene var afgivet, så endte prisen endnu en gang med at være det eneste parameter.
Pist væk er fokus på kvalitet, bæredygtighed eller langsigtet økonomisk holdbarhed.
Det er en skam, når politikerne blot behøvede at kigge syd for grænsen for at lade sig inspirere. Vores tyske naboer vedtog sidste år en ny udbudsmodel for havvind, som åbnede for, at der indgår en række kvalitative tildelingskriterier, heriblandt om løsningen mindsker CO2-udledningen.
Selvfølgelig kan man ikke bare ignorere pris. Enhver, der har handlet i et supermarked eller en detailbutik, ved, at selvfølgelig har pris betydning. Men vi ved også alle sammen godt, at som regel hænger pris og kvalitet sammen. Og at hvis man køber for billigt, kan det hurtigt blive dyrt på den lange bane.
Det ved tyskerne også godt. Og derfor er pris også stadig det vigtigste parameter i den nye tyske udbudsmodel, da 60 pct. af pointene bliver givet i forhold til pris, men det er altså også muligt at tage andet end kun prislappen på et projekt med i betragtning.
Udbudsloven giver vide beføjelser i forhold til at stille grønne krav i udbud. Det fremgår blandt andet af den strategi for grønne offentlige indkøb, som den tidligere S-regering lancerede i 2020. Problemet er bare, at de vide beføjelser ikke bliver brugt tilstrækkeligt, hvilket mildest talt er tankevækkende. Hvorfor tør vi ikke gå nye veje på udbud?
Det offentlige køber hvert år ind for mere end 400 milliarder kroner fra den private sektor, og Økonomistyrelsens Charter for godt og grønt indkøb påpeger, at de indkøb som staten, kommunerne og regionerne foretog i 2021, resulterede i hele 16 millioner ton CO2-udledninger, så der er i hvert fald masser af potentiale...
Vi har ganske enkelt ikke råd til et så effektivt redskab samler rust i værktøjskassen i en tid, hvor den ene varmerekord efter den anden bliver overgået; hvor vi ved, at manglen på arbejdskraft truer, og der er behov for at være innovative; og hvor store investeringer i forsyningsinfrastruktur, som skal holde i mange år, venter forude.
