Bilindustrien har akut brug for flere modige kvinder
Bilbranchen hænger bogstavelig talt i bremsen, når det gælder kønsbalance i industrien. Hos Polestar nægter chefen at tage ubalancen for givet og opfordrer flere kvinder til at være modige og søge ind i bilindustrien.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
For blot to årtier siden var det næsten umuligt at finde kvindelige ansatte hos bilforhandlere, og i salgslokalerne så det ikke meget anderledes ud. Bilbranchen har historisk været domineret af mænd, og tallene indikerer, at udviklingen mod en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder i branchen går for langsomt.
Det er ikke godt nok.
Vi står midt i en brydningstid med elektrificeringen af bilparken, der betyder, at eftermarkedet i dag ser fundamentalt anderledes ud end for få år siden. Bilbranchen har taget konsekvensen af en forandret industri og henvender os derfor meget mere og direkte til kunderne, der stiller nye krav til, hvordan vi strukturerer os, både på forretnings- og detailsiden og ikke mindst i vores arbejdsstyrke.
Det er langt fra godt nok, at kvinder kun udgør omkring hver syvende ansatte i den danske bilbranche og har gjort det de sidste fem år. Udviklingen hen imod en mere ligelig fordeling går den rigtige vej med 7,9 pct. flere kvinder i branchen i dag end for fem år siden, omend stadig alt, alt for langsomt.
Men selvom flere kvinder er ansat i branchen i dag sammenlignet med fem år tidligere, er andelen af beskæftigede kvinder faldet hos bilforhandlerne ifølge Autobranchen Danmark. Det er en ærgerlig udvikling.
Jeg er overbevist om, at for at branchen kan udvikle sig og trives på langt sigt, er det afgørende at tiltrække forskellige kompetencer og sammensætte en så divers og mangfoldig arbejdsstyrke som muligt. Både i form af køn, kompetencer, erfaring og baggrund.
Derfor har vi også sat nogle nye og ambitiøse mål for diversitet og inklusion i vores organisation på globalt og lokalt plan, hvor vi inden 2025 har sat som mål at have en kvindelig repræsentation i 50 pct. af alle nye rekrutteringer. På globalt ledelsesniveau er det målet, at 40 pct. skal være personer, der identificerer sig som kvinder.
Hos Polestar i Danmark har vi helt generelt haft stor succes med at ansætte atypiske profiler, der ellers ikke før har beskæftiget sig med biler, men som kommer med resultater og indsigter i, hvordan man går kommercielt til værks i et foranderligt marked. Ikke at profiler fra bilbranchen ikke er i stand til dette, men erfaringer og nuancer fra andre brancher har vist sig at være nyttige hos os.
Min påstand er, at modet til at træffe atypiske valg går begge veje. Det ville klæde resten af bilbranchen at gå mere modigt til værks i rekrutteringen af profiler. Både i form af køn og kompetencer.
Men de modige profiler bør også kigge i mere atypiske retninger. Mange kvinder, jeg kender, er f.eks. langt mere modige og kreative i deres karrierevalg end mange mænd i min omgangskreds. Jeg vil undlade at nævne navne, men jeg kan sige så meget, at hvor intet vover, intet vinder.
Så hermed en opfordring til alle kvinder om at vove pelsen og søge job i bilbranchen. Vi har brug for jer.



