Konjunkturmodløbende boligskatter - det er sagen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I disse spalter har jeg tidligere skrevet om vigtigheden af at have konjunkturmodløbende boligskatter. Det mener jeg fortsat er vigtigt. Det ændrer cirkusset om de nye boligskatter ikke på.

Det at boligskatterne er konjunkturmodløbende er med til at sikre stabile boligpriser. Skatterne tager med andre ord brodden af de konjunkturudsving, boligmarkedet rammes af.

En af de mest nænsomme og effektive måder at regulere et marked på er ved at gøre det via regler, der virker automatisk. Fremfor håndholdte løsninger. Når reglerne virker automatisk, er man ude over problemer ved diskretionær regulering, hvor det er en menneskelig handling, der skal stramme eller liberalisere reglerne.

I sådanne situationer, er der en tendens til, at man misser timingen. Der går noget tid, før man opdager, at der er brug for handling. I mellemtiden tilpasser markedet sig mere eller mindre alt efter, hvor velfungerende markedet er. Ofte opstår der også et doseringsproblem. Man kommer enten til at lempe eller stramme for meget.

Stabilitet på boligmarkedet er samfundsøkonomisk godt, idet det sikrer mobilitet i vores økonomi. De unge kan i højere grad komme ind på markedet og de ældre kan nemmere komme ud. Det betyder, at man kan flytte sig efter arbejde, tilpasse sin boliginvestering efter livsfaser og behov mv.

På den måde kan boligmassen udnyttes mest effektivt. Man bliver ikke fastlås som følge af store udsving i boligpriserne. Siden skattestoppet blev indført i 2001, har vi ikke haft konjunkturmodløbende boligskatter. Det er en af forklaringerne på, hvorfor boligpriserne siden er steget ganske meget og i nogle tilfælde mere end indkomsterne.

Det nye boligskattesystem, der træder i kraft 1. januar 2024, løser i sin intention disse problemer. Fremadrettet bliver det sådan, at man skal betale mere i boligskat, når boligpriserne stiger, og mindre når boligskatterne falder.

Det bliver godt at få denne automatiske regel tilbage. Princippet her er nemlig godt og som beskrevet ganske fornuftigt.

Vejen derhen er imidlertid ganske bumlet. De gode egenskaber ved de nye boligskatter er udfordret af overgangs- og indefrysningsordninger.

Det betyder, at vi får mindre glæde af egenskaberne, end vi kunne have fået. Tilsvarende klinger det hult, når netop de gode egenskaber ved det nye system bliver brugt som argument for, at man har sendt foreløbige vurderinger på gaden, velvidende at der var udfordringer.

Det er naturligvis altid nemmere at være bagklog, men man burde nok have ventet med at implementere de nye skatter, indtil fundamentet var støbt. Fundamentet her er et nyt vurderingssystem, idet det gamle var brudt sammen. Umiddelbart er det et rimeligt krav, at man ved hvad man beskatter, før man går i gang med at beskatte.

Det næste er timingen i det hele, som er supervanskeligt. Der kan både tales for og imod den timing, vi ender med at få. Vi står imidlertid et sted, hvor boligpriserne er til den høje side. Derfor kan det diskuteres, om det er et godt tidspunkt at indføre skattelettelser til fire ud af fem boligejere for cirka 10 mia. kr. En skattelettelse vil alt andet lige løfte boligpriserne yderligere.

Netop for at sikre, at skatterne ikke vil stige som følge af nye og mere retvisende (læs: markedsnære) vurderinger, har man sat satserne ned i beskatningen. Dermed kan man sikre sig, at der ikke kommer flere penge ind, selv om vurderingerne bliver højere.

Det er kendt, at særligt etagebyggeri skal betale mere i grundskyld. Det betyder, at grundskyldspromillerne i kommuner med særligt mange ejerlejligheder er sat betydeligt ned. Nogen steder til under en femtedel af den hidtidige sats.

Her begynder det nærmest at blive mærkværdigt. De geografiske områder, hvor der er flest lejligheder, er ofte også de områder, hvor boligpriserne er mest konjunkturfølsomme. Dermed kan det virke pudsigt, at Varde kommune – en kommune hvor man ikke har så mange lejligheder – ender med en boligskat, der er mere konjunkturmodløbende end kommuner som København og Frederiksberg, der har mange lejligheder.

Rent skattepolitisk kan man også undre sig over, hvorfor man netop har været på jagt efter, at etagebyggeri skal betale mere i grundskyld. Økonomisk set burde der være en skatterabat til de borgere, der udnytter den knappe ressource - nemlig jord - bedst muligt. Jorden vil være bedst anvendt, jo flere der bor på den.

Sidst men ikke mindst betyder indefrysningsordninger, at de skattestigninger der måtte komme af stigende priser, som følge af konjunkturudsving kan gemmes til den dag, ejendommen skal afhændes. Dermed kommer ekstrabetalingen ikke nødvendigvis til at falde på det tidspunkt, hvor man ønsker at træde på bremsen og stabilisere markedet.

Aktuelt har vi ikke et særligt velfungerende ejendomsskattesystem. Vi er heldigvis på vej mod et bedre, der dog hviler på et fundament med revner og sprækker.

Systemet med sin kompleksitet og sine mange fejl kommer med en pris, der har kostet på skattemyndighedernes troværdighed, og som har skubbet til ubalancerne på boligmarkedet. Set i lyset af, hvor lang tid det har taget at komme hertil, bør man nedsætte en boligskattekommission, der kan kigge på at forenkle de kommende regler.

Et beskedent juleønske – der evt. kan implementeres i 2030.