Den musikalske ledelse er et opgør med knokleparadigmet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi skal tage et opgør med ”det gamle knokleparadigme”.

Det er der behov for, fordi vi ”fortsat lever i en verden, hvor økonomisk overskud og succes er de eneste reelle parametre, vi har for at lykkes, som menneske og som leder”.

I stedet bør fremtidens ledelse tage udgangspunkt i en ”tankegang med mere nærvær, mere langsomhed, sammenhængskraft og forbundethed – mere hjerte”.

Dette slog ledelsesrådgiver Louise Sparf fast i et Berlingske-indlæg den 27. november, hvor hun også noget nedslået konstaterede, at ”alle taler om de nye tendenser, men få sætter handling bag ordene”.

Det tyder alt sammen på, at der er behov for et nyt sprog, når vi snakker om ledelse. For den ledelse, der føles utidssvarende, er lige præcis den, der italesættes med gårsdagens sprog. Som eksempelvis ”knokleparadigmet” – som Sparf kalder det – der formidles via begreber som effektivisering, profitmaksimering og konkurrencedygtighed.

Som direktør for et orkester – snarere end eksempelvis en industrivirksomhed – er mit syn på ledelse selvfølgelig noget farvet af min musikalske faglighed. Men når vi snakker om tidssvarende ledelse, tror jeg med hele mit væsen på, at det mest givende og inspirerende sprog, vi kan gøre brug af, netop er det musikalske sprog.

Hvor knokleparadigmet er så entydigt fokuseret på slutresultatet – som var hver arbejdsdag en sportskamp – så er musikken helt naturligt fokuseret på alt det, der sker undervejs. På harmonien. På samspillet.

Jeg ynder at påpege, at selvom man har verdens bedste musikere, så betyder det ikke nødvendigvis, at man får verdens bedste sammenspil. Der er nemlig andet og mere på spil end blot de individuelle musikeres talenter.

Denne erkendelse er guld værd, fordi den tvinger én til at fokusere på det samlede hele og den musik, der bliver skabt – både i bogstavelig og overført betydning. Den udvikler både lederens og medarbejdernes evne til at opfange disharmonier og til at spotte, hvor sammenspillet kan optimeres.

Forståelsen for, at det er mennesker, man har med at gøre, får langt mere plads i den musikalske ledelse end i knokleparadigmet. For i sidstnævnte bliver individuelle afvigelser blot en kæp i hjulet på det store kapitalistiske maskineri.

I den musikalske ledelse prioriteres det psykologisk trygge rum, hvor man tør begå fejl. Dette viser sig gang på gang givtigt – for øget tryghed er lig med øget spilleglæde.

De fleste ledere ved nok godt, at det har en vis værdi, at medarbejderne er glade for deres arbejde. Men også her gør sproget en altafgørende forskel.

Den musikalske leder skaber arbejdsglæde ved at sikre harmonien og sammenspillet, fordi det at gå på arbejde og udføre selvsamme arbejde i så høj grad er baseret på sociale interaktioner.

Knoklelederen tror – ofte fejlagtigt, vil jeg vove at påstå – at medarbejdernes motivation først og fremmest opstår via årsresultaterne, kundekontrakternes størrelser og hvor meget bedre, man klarer sig end konkurrenterne.

Det allersmukkeste ved den musikalske ledelsesfilosofi er, at udøvelsen af den ikke sker på bekostning af noget. Tværtimod medfører harmonien, sammenspillet, trygheden og den øgede spilleglæde medarbejdere, der tager større ejerskab, og som har mere lyst til at blive i deres jobs.

Samtidig får man hermed fundamentet for at lægge bæredygtige strategier, som også kan give et flot økonomisk afkast. Måske ikke lige så stort og hurtigt, som det knoklelederen kan frembringe. Men til gengæld bliver der parallelt hermed skabt værdi på en lang række af de bundlinjer, der tæller endnu mere end den økonomiske: Nemlig de menneskelige.

Så når Louise Sparf spørger, hvad god ledelse anno 2023 er – ja, så er mit svar hermed givet: Den gode ledelse er musikalsk – og når vi italesætter ledelsesudfordringerne med de rette ord, bliver det også markant lettere at sætte handling bag dem.