Er sikkerhedspolitikken gået i fisk?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Som man nærmede sig jul, besluttede Færøerne og Rusland under en fiskeriaftale af 1977 at aftale kvoter for næste år. Fiskeriaftalen indebærer, at færøske rederier kan fiske torsk og kuller i Barentshavet, medens russiske rederier kan fiske pelagisk fisk, navnlig blåhvilling, i færøske farvande. Alt sammen i et omfang, der aftales årligt.

Færøerne har, som Norge, valgt at videreføre aftalen med Rusland om en udveksling af kvoter. I øvrigt har russiske fartøjer, der fisker i Nordatlanten, hidtil omlastet fangsten i færøske havne, hvor de også har kunnet bunkre og proviantere, ligesom de har kunnet lade foretage reparation af skibene. Men Færøerne har i det væsentlige indført samme sanktioner imod Rusland som EU.

Det vakte opsigt, da en nordisk tv-dokumentar tidligere i år kunne oplyse om den meget betydelige trafik af russiske skibe på færøske havne. Bedre blev det ikke af, at der om bord på et par af skibene af de norske myndigheder blev fundet overvågningsudstyr, der angivelig kunne bruges til at overvåge andet end fiskenes vandring.

Høgni Hoydal, færøsk landsstyremand i udenrigsanliggender, kunne beroligende oplyse, at færingerne er »fuldt ud kapable til at vurdere, hvad der sker i vores område«.

Efter at have set dokumentaren besluttede Hoydal dog at reducere trafikken af russiske fiskefartøjer med 75 pct. Det sker ved, at adgangen til færøske havne forbeholdes fartøjer omfattet af den bilaterale fiskeriaftale.

Fiskeriaftalen har været en sten i skoen. I det færøske landsstyre – og i København. Landsstyrepartierne var i 2022, da de endnu sad i opposition, imod en forlængelse af aftalen med Rusland. Men nu danner de landsstyre, og så er det en anden sag. For en kort bemærkning suspenderede landsstyret det repræsentative demokrati for at lytte til folkets (og redernes) stemme.

Stemmen gik klart igennem. Oligarkiet havde talt.

I København grundede man over, hvordan fiskeriaftalen forholder sig til EU’s sanktioner imod Rusland. Men fiskeriaftalen er næppe en handelsaftale, og fødevareforsyninger er i øvrigt undtaget fra sanktionerne. Det er imidlertid åbenbart, at fiskeriaftalen kan være forbundet med en sikkerhedspolitisk risiko, som dokumentaren om Skyggekrigen illustrerede. Og sikkerhedspolitik (også på Færøerne) er efter hjemmestyreloven et dansk anliggende. Regeringen kunne således godt have vist forlængelsen af det færøsk-russiske fiskerisamarbejde større opmærksomhed.

Men nej. Udenrigsministeren skulle ikke have noget klinket hos Hoydal, der ønsker en aktiv rolle for Færøerne i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik i Nordatlanten. »Som jeg tidligere har sagt, træffer Færøerne egne beslutninger på fiskeriområdet. Som jeg også har sagt, så kan det ikke udelukkes, at en sådan beslutning vil blive bemærket – også uden for Færøerne,« udtaler udenrigsministeren.

Far er ikke vred, far er skuffet.

Danmark lider af berøringsangst over for Færøerne. Den er så udtalt, at den står i vejen for et ligeværdigt samarbejde mellem to ulige parter. Forholdet går helt tilbage til de tidlige efterkrigsår, da Færøerne fik hjemmestyre (efter først at have stemt for løsrivelse).

Berøringsangsten fik for alvor næring i 1955, da Danmark med 120 bevæbnede politibetjente lod sig trække ind i en triviel færøsk strid om, hvem der skulle være læge i Klaksvík.

I klar erindring står den færøske bankkrise, som i 1990’erne førte til en farlig ballade, der ikke ville tage nogen ende. Først da Folketinget i 1995 nedsatte en undersøgelseskommission, der skulle placere ansvaret for den ganske misere – i København – sænkede roen sig over Tórshavn.

At regeringen i forhold til Færøerne undertiden bevæger sig lidt usikkert, skal i øvrigt ses i sammenhæng med, at de færøske medlemmer af Folketinget fra tid til anden sidder med de afgørende stemmer.

Ved vedtagelsen af finansloven for 2024 faldt der fra Wammen 50 mio. kr. af til de to færøske folketingsmedlemmer. Her er en bette skilling, I kan ta’ med hjem. Til formål, de havde aftalt med Wammen. Det er en provokation af det færøske lagting. For hvorfor i alverden skal man sidde i København og afgøre, hvad man på Færøerne skal bruge penge til?

Og det er en begmand til landsstyrekoalitionen, der ønsker det danske bloktilskud beskåret med 25 mio. kr. om året. Og hvad gør regeringen? Den sender 50 mio. kr. den anden vej. Skal Færøerne fastholdes i økonomisk afhængighed af Danmark? Eller hvad er meningen? Ofte ser man i øvrigt personer blive ramt af en pludselig og ubændig trang til at udvise stor godhed. Personer med ansvar for andre folks penge synes at være særligt udsatte.

GLÆDELIG JUL

Jørn Astrup Hansen var i 1993-2005 direktør i Føroya Banki (nu BankNordik).