Fortsæt til indhold

Havvind og brintproduktion er afhængige af det: Invester nu i infrastruktur

Christiansborg bør afklare spørgsmålet om finansiering af den fremtidige brintinfrastruktur hurtigst muligt, hvis Danmark skal gøre sig gældende som brintnation og gøde jorden for attraktive havvindsudbud.

Debat
Tejs Lausten Jensen og Ulrich BangHhv. direktør i Brintbranchen og underdirektør i Dansk Erhverv

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Tejs Lausten Jensen og Ulrich Bang

Vi har sagt det længe. Det haster med en afklaring om finansiering af den fremtidige brintinfrastruktur i Danmark. For uden infrastruktur bliver der ingen brintindustri i storskala i Danmark. Det vil medføre, at vi misser muligheden for tusindvis af grønne arbejdspladser og et grønt eksporteventyr, men også at Danmark bliver et markant mindre attraktivt land at opføre havvind i.

Det betyder i sidste ende, at værdien af de danske havarealer smuldrer.

Men nøglen til at indfri en storskala-brintproduktion og vellykkede havvindsudbud er en dansk brintinfrastruktur. Og vi venter forsat på, at politikerne får afklaret spørgsmålet om, hvordan infrastrukturen skal finansieres. I Tyskland og Nederlandene er staterne villige til at investere i brintinfrastruktur. Andre af vores nabolande ser også på muligheden for at etablere et brintrør til det store tyske marked. Lande rundt om os rykker nu, og vi skal gøre det samme i Danmark, hvis den grønne førerplads skal bevares på området.

Samtidig er det besluttet, at der skal udbydes 9 gigawatt (GW) havvind i 2024. Både for at tilgodese det grønne, danske energibehov og skabe grobund for regional udvikling, og fordi det store danske vindpotentiale kan bruges til at sikre Europas energiuafhængighed.

Tiden er knap. Så lad os her i årets første måned komme i arbejdstøjet og få en politisk aftale om finansiering af brintinfrastrukturen.
Tejs Lausten Jensen og Ulrich Bang

Sagen er bare, at hvis det danske vindpotentiale skal udnyttes, er der brug for en brintinfrastruktur og afklaring om finansiering af denne.

For ved etableringen af brintrør, lokale såvel som med internationale forbindelse, forbedres muligheden for at afsætte de grønne elektroner. Det gavner dermed forretningsmodellen for havvind samt øger værdien af havvindarealerne. Det svarer lidt til at byggemodne din grund og dermed opnå en højere pris ved salg.

Helt konkret kommer der flere penge i statskassen ved udbygning af havvinden, hvis der er truffet beslutning om finansiering af en dansk brintinfrastruktur. Det er simpelt, godt købmandskab, og noget politikerne bør gøre sig helt klart, når de skal tage stilling til finansieringen.

Politisk er det allerede aftalt, at havvindsudbuddene skal finansiere omkring 9 mia. kr. af udgifterne til Energiø Bornholm. Det er penge som kan være vanskelige at få realiseret i en periode, hvor havvindsindustrien er udfordret af høje omkostninger og renter. En manglende beslutning om finansiering af dansk brintinfrastruktur medfører, at dansk havvind får endnu dårligere kår.

Havvindsudbuddene skal være afsluttet i 2024. Hvis staten vil have så attraktive udbud som muligt, er der behov for, at der snarest kommer en afklaring om finansiering af brintinfrastrukturen.

I Brintbranchen og Dansk Erhverv er vi os bevidste om, at brintrør vil koste mange milliarder kroner. Men gevinsterne er meget større. Både i form af job, regional udvikling, eksportmuligheder og muligheden for at indfri Danmarks havvindspotentiale, hvis vi får en infrastruktur, der er billig at anvende.

Det er derfor afgørende, at staten træder til og hjælper med, at røret bliver finansieret på en måde, så den danskproducerede grønne brint bliver konkurrencedygtig. Derfor bør politikerne vedtage, at der ydes en statsgaranti i kombination med et tarifloft - ligesom der blev givet statsgarantier ved byggerierne af Storebælt og Femern-forbindelserne.

Og tiden er knap. Så lad os her i årets første måned komme i arbejdstøjet og få en politisk aftale om finansiering af brintinfrastrukturen.

Artiklens emner
Den grønne omstilling
Politik