Hvad er egentlig en grøn, bæredygtig computer?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den grønne omstilling er i rivende udvikling og har også nået tech-branchen. Behovet er stort, for produktionen af teknologiske produkter og en omfattende supply-chain. Dertil har logistik et massivt CO2-aftryk og en enorm påvirkning på miljøet. Alene har e-waste et årligt CO2-aftryk svarende til 3,5 procent af de samlede aftryk om året.

Vi kan ikke løbe fra det store aftryk – på samme måde som bilen er en nødvendighed for det moderne samfund, så kan vi ikke klare os uden smartphones og computere.

I it-branchen har vi længe været i gang med at iværksætte initiativer, som forholder sig til vores aftryk på vores klode. Derfor udarbejder vi supply chain-tiltag, logistikforbedringer, materialeændringer og forandringer i produktet til at forlænge dens levetid. Alt sammen for at skabe produkter med et mindre miljømæssigt aftryk.

Men hvordan kvantificeres og kvalificeres vores tiltag? Hvordan inspireres virksomheder til at tage de rette grønnere tiltag, og hvordan filtrerer forbrugere marketingjargon og floskler fra oprigtige, bæredygtige tiltag.

Kort sagt: Vi mangler standardising – men hvor begynder vi?

Hvorfor vi har brug for standarder

”Kan vi ikke bare lave nogle flere bæredygtige produkter,” vil nogen nok råbe højt. ”Så behøver vi vel ikke standarder?” For det første er bæredygtig tech en selvmodsigelse og paradoks: Tech kan ikke være bæredygtigt i sig selv. Der er altid en omkostning ved at lave nye produkter, og særligt tech kommer ikke uden en pris. Og det er netop de klimamæssige omkostninger, som vi skal bestræbe os på at reducere.

Derfor skal fokus i stedet ligge på at mindske aftrykket via produktforbedringer, aktive dialoger og krav til forsyningskæden samt mere skånsomme materialevalg.

Og imens den type tiltag sker for vores fælles bedste og vores planet, mangler vi stadig kasser, hvor det kan passe ind i. Det lyder lidt ansvarsfralæggende, men det er tværtimod det modsatte: For kan tiltagene måles og sammenlignes – og særligt over for forbrugerne – giver det også incitament hos virksomhederne til at efterleve, innovere og igangsætte mere bæredygtige initiativer. Fælles standarder, sætter fælles retningslinjer, så vi alle kan løfte sammen.

Vi er nødt til at lære af andre brancher

Jeg har tidligere været en del af debatten om dette, hvor jeg savnede en fælles standard eller mærkning for forbrugerelektronik, der er mere miljøvenlige end andre. Vi er nødt til at lære af andre brancher og lande, så vi sammen kan løse problematikken og for at indføre en fælles praksis for udviklingen og fremstillingen af grønnere alternativer.

Det kunne være at der sættes et højere krav til garanti, så den lød på fire år – eller at læne sig op ad hvidevarebranchen med f.eks. energimærkning af produkterne eller lignende mærkater i andre brancher.

Kigger vi mod andre lande, har man eksempelvis lavet et officielt Repairability Index, en oversigt af produkter inden for fem forskellige kategorier (tv’er, smartphones, vaskemaskiner, græsslåmaskiner og bærbare computere) i forhold til reparationsvenlighed. Her giver man alle testede produkter en score eller en karakter baseret på, hvor lette produkterne er at reparere.

Det er en liste, som virksomhederne selv melder ind til – med tilhørende myndighedskontrol for sandfærdighed – som er offentlig tilgængelig for alle. Det hjælper med en fælles definition på, hvad der stilles krav til fra et samfundsperspektiv.

Reparationsvenlighed og bæredygtige tiltag er vigtige for at reducere miljøbelastningen, men de er ikke altid øverst på forbrugernes prioriteringsliste. En af grundene til det, tror jeg, er, at det kan være svært at finde information om, hvorvidt et produkt er bæredygtigt eller reparationsvenligt. Derfor er det vigtigt, at vi får sat bæredygtige initiativer i system, så forbrugerne nemt kan træffe de rette valg.

En løsning vil kræve, at vi alle – alle os producenter og forhandlere, politikere og forbrugere aktivt tager en dialog om, hvordan vi sætter skub i processen. Kun sammen kommer vi i mål.