Fortsæt til indhold

DSV-medstifter tager Torben Østergaard i forsvar

Efter Bent Jensens kradse kritik af milliardæren Torben Østergaard-Nielsens ageren i Nordic Waste-sagen imødegår medstifter og tidligere topchef i DSV Leif Tullberg kritikken.

Debat
Leif Tullbergtidligere topchef i DSV

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Leif Tullberg

Dette indlæg er dedikeret til Bent Jensen, selv milliardær og skaberen af Linak-koncernen, der hos Finans er meget skarp i sin kritik af ”kollegaen” Torben Østergaard-Nielsen, den ultimative ejer af Nordic Waste.

»Hvis man ejer så mange milliarder, gør det så noget at bruge 2 mia. kr. på at rydde op efter sig?«, udtaler Bent Jensen til Finans.

Det er en letkøbt populistisk kommentar, som er portofri for Bent Jensen, efter at fire ministre og statsministeren har være på udskammetur. Tydeligt uden at sætte sig ind i sagen, dette er den største skandale.

Bent Jensen kan jo bare komme til lommerne og købe konkursboet og så rydde op. Det ville sætte hans moralske fordømmelse i et mere positivt relief. Torben Østergaard har tabt stort på Nordic Waste.

Her er manden, der sikrede sig et tocifret millionbeløb: Nemlig David York. Købet udviklede sig imidlertid til et mareridt, da jordskredet i den gamle lergrav kom ud af kontrol.

Den 19. december 2023 opgav Nordic Waste at inddæmme jordmasserne og overlod arbejdet til kommunen. Angiveligt fordi jorden væltede ud over flere naboparceller. Og et privatejet firma som Nordic Waste kan ikke operere lovligt på andre parceller, end der hvor de har gældende miljøtilladelser til. Indtil da havde virksomheden ifølge oplysninger til skifteretten brugt 32 mio. kr. på at hyre rådgivere og entreprenører.

Da Miljøstyrelsen i januar 2024 krævede en sikkerhedsstillelse for oprydningsarbejdet, erklærede Nordic Waste sig selv konkurs. Det er selskabet forpligtiget til i henhold til selskabsloven, når selskabet ikke kan opfylde deres betalingsforpligtigelse - og udløste samtidig et politisk stormvejr over, at milliardæren på den måde efterlod regningen til skatteborgerne.

USTC-koncernen oplyser til Finans, at den har investeret over 100 mio. kr. i Nordic Waste og DSH Recycling, Men ingen ved om der er overvejelser om at foretage sig noget i forhold til den tidligere ejer David York.

»Nordic Waste var et selvstændigt selskab, som gennem vores korte ejerskab tilhørte en af USTC-koncernens forretningsdivisioner. Selskabet var formelt ejet af et datterselskab i USTC-koncernen. Hverken familien Østergaard-Nielsen eller øvrige ansatte i USTC var repræsenteret i selskabets bestyrelse og ledelse og har derfor heller ikke haft direkte kendskab til den daglige drift samt ledelsesmæssige beslutninger,« hedder det blot i en skriftlig udtalelse.

Artiklens emner
Investbranchen
Nordic Waste