Her scorer de offentlige overenskomster selvmål
De kommende etårskandidater skal efter planen have samme løn i det offentlige som dem, der læser en toårig kandidatuddannelse. Det lyder jo godt for etårskandidaterne, men realiteten er, at det ikke bliver særligt attraktivt for en offentlig arbejdsgiver at ansætte dem.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
De netop indgåede offentlige overenskomster har blandt mange vigtige emner også taget stilling til, hvor de kommende etårige kandidatuddannelser skal indplaceres. Etårskandidaterne bliver indplaceret på samme løntrin som de eksisterende toårskandidater. Det kan ligne en sejr på lønningssedlen for de kommende etårskandidater. Men sejren kan vise sig at give et uforudset bagslag.
En central del af universitetsreformen fra 2023 var en markant omlægning af kandidatuddannelserne på universiteterne. Her blev det besluttet, at 30 pct. af kandidatstuderende i fremtiden ikke skal have en toårig kandidatuddannelse som hidtil. I stedet skal 10 pct. optages på en kortere kandidatuddannelse på 1¼ år (etårskandidater i det følgende), og de resterende 20 pct. skal optages en såkaldt erhvervskandidatuddannelse, som strækkes over længere tid, og hvoraf en del vil svare i indhold til en etårig kandidatuddannelse.
For en nyudklækket etårskandidat lyder det attraktivt at få samme løn som en toårskandidat. Men set fra den offentlige arbejdsgivers perspektiv fremstår det knap så fordelagtigt. For hvis valget står mellem to kandidater, der skal have den samme løn, hvor den ene har et års viden mere med i bagagen, så virker valget af toårskandidaten oplagt.
Men kan etårskandidater ikke være lige så gode som toårskandidater? Det forekommer usandsynligt. Etårskandidaterne blev oprindeligt foreslået af den såkaldte Reformkommission med økonomiprofessor Nina Smith i spidsen. Reformkommissionen regnede også med en lavere produktivitet fra etårskandidaterne end fra toårskandidaternene.
Man kan have et fromt håb om, at det såkaldte kandidatudvalg, der lige nu tænker over, hvordan universitetsreformen omsættes til praktik kan forbedre kandidatuddannelserne, så læringstabet ved kortere kandidatuddannelser minimeres. Men enhver løsning her vil også udfordre os til at spørge: Hvorfor ikke bruge disse løsninger til at forbedre de eksisterende toårskandidater? Dette efterlader en uundgåelig kvalitetsforskel.
Konsekvensen af overenskomsten kan nemt blive, at etårskandidaterne bliver presset ud i den private sektor. Der kan de utvivlsomt også gøre gavn, men det ændrer ikke på, at man får en dårligere fordeling af arbejdskraften på tværs af offentligt og privat, når man lægger snubletråde ud for etårskandidaterne i den offentlige sektor. Og man får også en større lønudgift i det offentlige end nødvendigt, når man ikke kan få etårskandidaterne til markedspris.
De offentlige overenskomster indeholder en kattelem: Kandidatudvalget skal kunne godtgøre at etårskandidaterne er lige så gode som toårskandidaterne, førend de endeligt kan indplaceres på samme løntrin. Den opgave virker svær, hvis ikke umulig. Man kan derfor håbe, at kattelemmen bliver taget seriøst og brugt som en åbning til at få den nødvendige fleksibilitet ind i de offentlige lønaftaler, så arbejdsgiverne ikke afskriver etårskandidaterne på grund af lønnen. Det vil nemlig være et tab for både den offentlige sektor og for de kandidater, det berører.
