Hvad rækker din formue egentlig til?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Flere og flere danskere bliver i dag velhavende i økonomisk forstand. Formuer på både 10 og 20 mio. kr. er mere normalt end tidligere, og som formueforvaltere for især private formuende personer støder vi også oftere og oftere på personer med endnu større formuer.

Mange – og især dem, der drømmer om en stor formue – spørger tit til, hvor stor en formue der egentlig skal til, for at man kan stoppe med at arbejde og leve af sine penge.

Det er der selvsagt ikke ét svar på. Det afhænger først og fremmest af alder og ønsker til levevis og forbrug – og regnestykket er herefter en større optimeringsøvelse, hvor der tages højde for det komplekse sammenspil mellem opsparingsmiljø, investeringsvalg og skatte- og pensionsregler.

Og så er der alligevel nogle simple tommelfingerregler – dem kommer jeg tilbage til senere – for hvis man vil vide, hvad rækkevidden er af ens konkrete formuestørrelse og individuelle forhold, så er der kun én vej: at få lagt en detaljeret formueplan.

En sådan plan er nøglen til at navigere gennem de komplekse regler og fremskrivninger – hvor målet er at finde en balance mellem ens konkrete nuværende og fremtidige ønsker til forbrug. Først herefter oplever vi, at man kan sove roligt om natten, vel vidende at der er taget højde for alt.

Det er imidlertid med planlægning som med så meget andet: Nogen elsker det, mens det for andre er en byrde, der er svær at få taget hul på.

En langsigtet formueplan
Men som det så ofte siges: »If you fail to plan, you’re planning to fail.« (citat: Benjamin Franklin). Det gælder også i dette tilfælde.

Når det angår en meget langsigtet plan for ens formueforhold, så gør det det bestemt ikke nemmere, at der er tale om meget komplekse fremskrivninger og regler.

Det vil tit handle om spørgsmål som: Skal pengene blive i holdingselskabet? Hvor ofte og hvor store udbytter skal der udbetales til forbrug – både så det rækker til de ønsker og behov, man har nu og i fremtiden, men så det samtidig harmonerer gunstigt med skatte- og pensionsregler? Hvordan skal pengene investeres? Må der være store udsving og højt forventet afkast, eller må formuen bare aldrig komme i risiko for at miste værdi. Og skal børn og børnebørn tilgodeses? Bør man tidligt udnytte gavereglerne i relation til skat?

At jonglere med kompleksiteten i en formueplan er en specialistøvelse. Selv at gå i gang med manøvren er for de fleste ikke en farbar vej. For mange velhavende personer trækker formuen tråde til en succesfuld erhvervskarriere – ofte relateret til egen virksomhed.

For de personer gælder det ofte, at viden og excellensen ligger i en særlig branche – og ikke i at investere og jonglere med opsparingsmiljøer, skat og pension.

Der skal derfor hentes hjælp, og vi oplever stort set altid den samme effekt, når planen er lagt sammen med dem: lettelse, overblik og tryghed. Man ved nu, hvad man kan tillade sig at bruge af penge hvert år, og man har ro i sindet over at vide, at planen tager højde for alt frem mod alderdommen.

Uden en plan og navigation sejler man i blinde. Man vil hverken vide, om man bekymrer sig unødigt for, om pengene rækker til det, man ønsker, eller om man burde sætte mere tæring efter næring i nuet.

Tommelfingerregel for 45-årig
Og så tilbage til tommelfingerreglen: Hvad skal der egentlig til, for at man kan trække stikket fra jobbet og leve af sine formue?

Er du 45 år i dag og ønsker et årligt forbrug på 1 mio. kr. målt i dagens købekraft frem til din 85-års fødselsdag, så kræver det, at du har en formue på godt 40 mio. kr.

Antagelserne bag eksemplet er ret simple: Formuen ligger i et holdingselskab og investeres derigennem. Der betales selskabsskat på 22 pct. og derudover skat af udbetalt udbytte (i virkelighedens verden er formuen ofte fordelt på selskabsmidler, friværdi i bolig og sommerbolig, frie midler og pensioner). Halvdelen investeres i aktier og halvdelen i obligationer, hvor afkastet følger Rådet for Afkastforventningers prognoser. Der tages højde for fremadrettet inflation.

Til sidst kan det oplyses, at vi rent faktisk ikke særlig tit oplever, at personer, der selv har haft succes i erhvervslivet og tjent en stor formue tidligt, helt stopper med at arbejde. Mange finder stadig glæde og tilfredsstillelse ved at arbejde inden for dét, de er gode til. Arbejde er for dem blevet en livsstil og identitet.

Helt som i sportens verden. En tennisspiller indstiller heller ikke karrieren efter et par indbringende Grand Slam-sejre.