At være professionel er ikke en kerneværdi for mig

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jeg tror, at jeg ville være blevet millionær, hvis jeg havde fået en krone for hver gang, jeg har hørt ordene ”at være professionel” i professionelle sammenhænge.

Jeg har hørt dem fra bestyrelsesformænd, ledere og andre, der sidder i topposter, og essensen har været, at man i arbejdsammenhæng altid skal agere professionelt.

Ordene er ikke nødvendigvis faldet, fordi nogle oplevede, at jeg ikke personligt var professionel, men fordi de opsummerer en altoverskyggende tilgang i business Danmark, hvor ’professionel’ er et kæmpe plusord. Det er en måde at italesætte, at man holder sig indenfor normerne og sætter virksomheden eller sagen før sig selv.

I den ideelle verden bør det at være professionel i mine øjne handle om at være tydelig i sin kommunikation. At kommunikere med respekt. At være reel og at overholde aftaler.

Problemet er imidlertid, at begrebet bruges langt bredere end dette og også på en måde, hvor det virker fremmedgørende og skal negligere tilfælde, hvor værdier overskrides til fordel for et såkaldt ’fælles bedste’.

Lad mig have lov at uddybe sidstnævnte.

Min udfordring igennem årene har været, at begrebet professionel og professionalitet nemt bliver enormt fremmedgørende og koldt. Det bliver ofte anvendt i sammenhænge, hvor flere af parterne har følelser i klemme eller måske endnu vigtigere har en mavefornemmelse af, at noget ikke er helt rigtigt her.

Det må man imidlertid lægge til side, for man skal jo være professionel.

Af fortrolighedshensyn kan jeg selvsagt ikke gå ind i de konkrete tilfælde, jeg har oplevet. Nogle har været i egne virksomheder, mens andre har været i situationer, hvor folk i mit netværk enten har delt deres historier, eller jeg har siddet i bestyrelser og andet. Derudover ønsker jeg ikke at udlevere enkeltpersoner, men vil agere professionelt med formidlingen af dette. Apropos indlæggets tema.

Jeg vælger ikke desto mindre at italesætte dette, fordi jeg har mødt i snart tusindvis af mennesker, som har givet udtryk for en dyb frustration, men også en angst for at stå frem med det. Hvad kunne konsekvenserne blive af det, og vil de blive opfattet som uprofessionelle?

Min egen frygt for dette er begrænset. Nok også fordi det for mig er vigtigere at være menneske, før man er forretningsmenneske.

Det vigtigste for mig er ikke at være professionel, men at være mig selv og stå op for mig selv. Det at være professionel er ikke en værdi for mig, som jeg vist nok fik sagt i en vis ophidselse på et bestyrelsesmøde på et tidspunkt.

Jeg var kommet op i det røde felt, fordi jeg havde oplevet en organisation, hvor folk var enormt stressede og endda blev syge af det, men alligevel fastholdt bestyrelsen, at man skulle fortsætte med at vækste og skære ind til benet på samme tid. Der skulle jo leveres til investorerne, men selvfølgelig ikke på bekostning af de ansatte.

Sådan lød budskabet i den pæne og professionelle udgave i hvert fald, men det var tydeligt, at intentionen var at sikre væksten. Empatien og omsorgen for den enkelte var det narrativ, der skulle gøre resten spiseligt.

I sådanne situationer er det at være tro overfor mig selv og mine værdier som menneske den altoverskyggende værdi. Ikke at være professionel.

Jeg giver ikke meget for en såkaldt professionel tilgang til forretning, hvis den indebærer at bruge sproglige konstruktioner og metaforer for at camouflere, hvad der egentlig ligger bag.

Metaforer har det også med at skabe en virkelighed, ligesom sprog gør, når vi eksempelvis gentager budskaber som ”tid er penge”. Her får vi reduceret den absolut vigtigste ressource, vi har som mennesker – vores korte tid her på jorden - til noget så banalt som penge. Den slags udtryk skaber virkelighed og ubevidste værdier.

Jeg har igennem mine efterhånden 20 år som iværksætter mødt i hundredevis af succesfulde iværksættere og ledere. Det har eksempelvis været topchefer eller stiftere i virksomheder som Airbnb, Microsoft, Spotify, Canva etc., som alle har været så venlige og gavmilde at bidrage med insigter og artikler til mine forskellige bøger.

I løbet af disse spændende samtaler er det gået op for mig, hvorledes en kæmpe andel af disse produktive og iderige mennesker starter ud med nogle store drømme og idealer, men at de ofte må gå på kompromis med dem undervejs for så, hvis de ender med den kæmpestore exit, at prøve at finde tilbage til idealerne og ofte kaste sig ud i velgørenhed samt en selvrefleksion over, hvordan de kom så langt væk fra de mennesker, de oprindeligt var.

Det fører til dyb selvrefleksion. Nogle gange store livskriser, depressioner, etc. Jeg har ikke tal på de antal gange, jeg efterhånden har haft de svære snakke med kendte founders og ledere.

Det har gjort det krystalklart for mig, at der stadigt er meget arbejde at gøre, når vi taler om og udlever vores professionelle arbejdsliv. Selvfølgelig advokerer jeg på ingen måde for en ren legestue, eller at man bare altid skal give udtryk for sine følelser eller bevidst søge konflikter og konfrontationer. På ingen måde.

Ej heller ønsker jeg en arbejdskultur, hvor man skal krænge sin sjæl ud hver eneste dag, eller hvor man totalt udvisker skillelinjen imellem privatliv og professionelt liv.

Mit budskab er derimod det, at det at være professionel ikke er den afgørende værdi for mig på arbejdet, fordi det allervigtigste i mine øjne er at være tro imod sig selv som menneske. Mål, deadlines og metrics er vigtige, men vi er ikke produktionsmaskiner eller AI-robotter. Vi er mennesker.

Kan den tilgang betyde, at man indimellem deler vandene eller ’slår sig’ på andre? Ja, det er en risiko. Vil det gøre, at du ser tilbage på dit arbejdsliv med stolthed og med en følelse af, at du turde være tro mod dig selv og stå op for dine kerneværdier som menneske? Ja, det vil jeg påstå og anbefale at gøre, og derfor er professionel ikke en kerneværdi for mig.