De finansielle markeder skal være robuste i en urolig tid

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Forrige fredag gik vi på weekend med en del uvished om, hvad weekenden ville bringe. Nogle amerikanske bankregnskaber tegnede ikke så lovende, regnskabssæsonen leverer ikke på så overvældende vis som tidligere, og oveni gik efterretningerne på, at Iran var lige oppe over med et angreb på Israel. En klar eskalering af den i forvejen urolige og anspændte situation i Mellemøsten.

Det fik allerede markederne til at skælve en del den fredag, og weekenden igennem blev der opbygget forventninger om, at noget endnu værre var i vente, hvis Iran gjorde alvor af truslerne. Og det gjorde det. Et drone- og missilangreb blev gennemført og afværget, men skabte naturlige overvejelser om, hvorvidt noget større var under opsejling.

Men da vi vågnede mandag morgen, stod vi op til stigende markeder i plus. Hvorfor nu det? Fordi de finansielle markeder er rustet til lidt af hvert. Fordi robustheden er bygget op over tid, og fordi det retfærdigvis skal siges, at eskaleringen ikke endte så voldsomt som frygtet. Det var ikke denne weekend, tredje verdenskrig brød ud, og hvor USA blev en del af krigen, ej heller her vi blev vidne til en fuldblods regional krig for den sags skyld.

I forvejen var april årets hidtil dårligste måned på de finansielle markeder efter fem måneders uafbrudte stigninger. November og december gav en formidabel afslutning på 2023, og januar, februar og marts gav en lige så lovende start på 2024.

Derfor er det ikke helt underligt, hvis april lander lidt skævt i forhold til de forgangne fem meget stærke måneder. Det skal man altså lige skrive sig bag øret, inden man forfalder til de mest alarmerende tanker, selvom vi skal forvente os en mere volatil tid end det seneste halve års tid.

De relativt beskedne reaktioner siger en del om, at der skal rigtig meget til for at ryste investorerne p.t. Vi ved, at geopolitiske events kan påvirke markederne, om det er så krige, handelskrige eller noget helt tredje, men i det her tilfælde skal der rigtig meget til.

Overordnet set står vi et godt sted på de finansielle markeder trods de uhyrligheder, vi ser andre steder i samfundet.

Markederne er først og fremmest rentedrevne. Der skal med andre ord mere til. Indtil videre er urolighederne og den tragiske situation i Mellemøsten isoleret hertil. Så længe det er sådan, driver faren efter alt at dømme over, hvis man alene ser det med de finansielle markeders kyniske briller.

Medmindre der sker noget med olieprisen i opadgående retning. Selvom vi langsomt er ved at frigøre os fra olieafhængigheden, har olieprisen stadig stort potentiale til at forværre inflationen over hele kloden og skubbe de forventede rentesænkninger længere ud i fremtiden og måske endda gøde jorden for nye renteforhøjelser.

En kraftigt stigende oliepris vil puste gang i inflationen igen og vil derfor være skidt for markederne. Så har vi balladen, for så kan centralbankerne ikke bruge de pengepolitiske værktøjer til at skrue på knapperne. Og endnu er vi ikke helt i mål, hvad angår inflationen, og de længe ventede rentesænkninger er derfor udeblevet indtil videre.

Det kan man sagtens anskue negativt, men den positive vinkel er, at krudtkassen er intakt, indtil behovet opstår.

Man skal som sagt også lige have med i betragtningen, at de seneste fem-seks måneder har budt på stigninger i et væk på aktiemarkedet, så at de kommer lidt ned på jorden, er mest af alt normalt. Selvom aktiemarkedet stiger over tid og historisk altid har gjort det, er det jo ikke ensbetydende med, at det stiger uafbrudt uden afbrydelser.

Der kommer perioder med fald og negative markeder. Der er stort set ingen år, hvor aktiemarkederne ikke falder 10 pct. inden for en given periode. Det skal man ikke lade sig slå ud af, da langt de fleste år alligevel ender positivt. Her er 2024 i forvejen godt på vej med et 1. kvartal, der på blot tre måneder leverede langt over, hvad man normalt kan regne på så kort en periode. Derfor skal vi også være beredt på mere volatile markeder det næste stykke tid.

Endnu en god nyhed er, at vi i modsætning til æraen med minusrenter nu igen har masser af ammunition, hvis økonomien skulle gå i stå. ECB’s styringsrente ligger på 4 pct. og er det højeste nogensinde i ECB’s historie. Dermed er det pengepolitiske våbendepot fyldt godt op, til den dag rentesænkningerne bliver nødvendige.

Vi har næsten bekæmpet inflationen på europæisk grund og er tæt på 2 pct.-målet. Nu skal vi bevise, at vi kan skabe en positiv og stabil vækst. USA har det modsatte ”problem”. Her er væksten i den grad intakt, mens inflationsnøden er sværere at knække. Det kan udsætte rentesænkningerne på den anden side af Atlanten.

Imens må vi bare krydse fingre for, at den anspændte geopolitiske situation i Mellemøsten ikke kaster alt for meget grus i maskineriet.