Fortsæt til indhold

Pjat, Brügger. Din konklusion på TV2-dokumentar er skæv

Den stærkt omtalte og kontroversielle TV2-dokumentar er en journalistisk kraftpræstation. Men man kan ikke bruge den til at så tvivl om vores samfundsmodel eller alle landets advokater og revisorer.

Mads Brügger tager fejl i sine konklusioner efter dokumentaren "Den Sorte Svane". Foto: TV2/Dokumentar.
Debat

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Simon Bendtsen, ansvarshavende chefredaktør på Finans

TV2 og Mads Brügger står både bag årets mindste afsløring – og den største.

Den sorte svane, den omstridte nye TV2-dokumentar, som afdækker, hvordan rockere og erhvervsfolk samarbejder om svindel og hvidvask, er allerede nu en af årets allerstørste historier.

Det er dog langt mere tvivlsomt, om dokumentaren virkelig afdækker råddenskab i toppen af Danmark, eller om den blot afdækker kriminelle, der laver, ja, kriminalitet.

Hvad der ikke er tvivl om, er dog, at det omfattende arbejde er en journalistisk kraftpræstation, hvor hele holdet bag har skullet balancere meget svære menneskelige, etiske og juridiske dilemmaer.

Selvom alle mulige journalistiske smagsdommere nu står i kø for at fælde dom over de – indrømmet – stærkt grænsesøgende metoder, så er der al mulig grund til at rose hele holdet bag for et exceptionelt stykke journalistik. Uanset hvilke veje historien og historien om historien tager den kommende tid.

Den sorte svane er en af årets mindste afsløringer, fordi det er kendt viden. Vi har altid vidst, at kriminelle eller korrupte bagmænd har haft brug for hjælpere. Altså advokater, revisorer eller andre, der kan være med til at vaske sorte penge hvide, til at åbne og lukke forretninger, til skatteunddragelse og så videre. Specialiserede håndlangere har altid været en forudsætning for kriminalitet.

Men når dokumentaren så på den anden side er en kæmpe afsløring, så er det for det helt unikke indblik, vi som seere får ind i en ellers lukket verden. Hvordan foregår økonomisk kriminalitet helt præcist? Hvordan omgås kriminelle hinanden? Spiser de også wienerbrød og krammer hinanden? Ja, åbenbart.

Dokumentarens helt store fortjeneste er dette hverdagsindblik i en – for de fleste af os – totalt fremmed verden, hvor man uden problemer joker og taler om vold og økonomisk kriminalitet, som vi andre taler om kantinemenuen eller søndagens fodboldkamp. Vi ser det sprog, kriminelle bruger, og det er forbløffende tæt på dit og mit, krydret med pludselige indskudte sætninger om nakkeskud og tortur.

Det er på mange måder fuldstændig bizart, og man tror jo ikke sine egne øjne. Derfor er det også fuldt fortjent og helt berettiget, at dokumentaren er samtaleemnet på både Christiansborg og over landets middagsborde.

Men hvad kan man så konkludere ud fra dokumentaren, når politikerne er færdige med at hidse sig op og score billige point på at tage afstand fra det indlysende? Faktisk meget lidt.

I flere interview har Mads Brügger, der er vært på udsendelserne, selv forsøgt sig med en analyse.

I et interview med Finans’ graverjournalist Magnus Boding sagde han mandag, at afsløringerne giver ham »kvalme over sit land«, og konkluderede: »Vi lever på en selvgod løgn.«

I torsdagens udgave af Dagbladet Børsen går han skridtet videre og siger, at dokumentaren skaber en grundlæggende tvivl om, hvorvidt vores system fungerer.

“Når vi gang på gang klarer os godt som land i korruptionsmålinger, handler det jo udelukkende om befolkningens tillid til systemet: At vi tror på, at systemet fungerer, at man betaler sin skat og overholder reglerne, og at det bliver opdaget og sanktioneret, hvis man ikke gør. Men jeg har virkelig tænkt meget over i løbet af den her produktion, om den tillid har nogen bund i virkeligheden, og for mig er der virkelig faldet nogle skæl fra øjnene. Og det er jo virkelig skræmmende. Det skaber tvivl om hele vores samfundskontrakt,” konstaterer han.

Det er altså noget pjat. Og sådan kan man på ingen måde konkludere på baggrund af dokumentaren.

Lad os lige dvæle ved, hvad der egentlig er blevet afsløret:

En topadvokat fra advokatfirmaet Horten, der er blevet fyret. Det rådgivende ingeniørfirma Cowi, som indirekte er blevet trukket ind i sagen. En kvindelig advokat, der nu er blevet politianmeldt for mulig hjælp til hvidvask og udlevering af fortrolige oplysninger. En ukendt smart-i-en-fart forretningsmand med charmeklud og stærkt anløben moral. En lokal erhvervsmand fra Køge, der nu har trukket sig fra alle sine poster. Og så en række kriminelle, der opfører sig præcis sådan.

Så nej. Den sorte svane har ikke afsløret systematisk råddenskab i Overdanmark. Den har afsløret brodne kar blandt advokater og erhvervsfolk. Og den har afsløret kriminelle, der begår kriminelle handlinger.

Misforstå mig ikke. Det er et stærkt stykke journalistik. Og et unikt og uset indblik i et helt særligt miljø. Økonomisk kriminalitet og de mennesker, der muliggør dette, er bestemt et væsentligt og stort samfundsproblem.

Men konklusionen på baggrund af den dokumentation, der lægges frem, er forkert. Dokumentaren afslører ikke systematisk korruption og råddenskab i Overdanmark. Eller afslører alle landets advokater og revisorer. At afsløre kriminelle og deres håndlangere sår grundlæggende ikke tvivl om vores samfundsmodel, hvor masser af advokater og revisorer hver dag samvittighedsfuldt passer deres arbejde. Men mindre kan jo også gøre det.

Den sorte svane har med rette vakt opsigt. Den kommende tid er det vigtigt, at alle meningsdannere og politikere holder tungen lige i munden og hovedet koldt, inden de drager alt for bombastiske og generaliserende konklusioner på dokumentaren.

Artiklens emner
den sorte svane
TV 2