Brugsen – ikke bare en forretning?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Danmark er en brugsforening. Det mente i alt fald historiefortælleren Palle Lauring. Sammen med Buster Larsens kommentarer til dagligdagen i Lorteland indrammede citatet af Lauring tv-serien Gamle Danmark (1983), der var baseret på Paul Hammerichs Danmarkskrønike.

Det var dengang. Brugsen var til langt op i det 20. århundrede lige så dansk som rødgrød med fløde. Men brugsen var ikke bare en gemen dagligvareforretning. Brugsen var en bevægelse – en institution i velfærdsstaten. Som man var medlem af folkekirken, var man medlem af brugsen.

Med en aktiv oplysningsvirksomhed bestræbte brugsforeningerne sig på at gøre kunderne til bevidste forbrugere med en aktie (andel, undskyld) i det gode liv. I strategiplanen fra 2014 heder det: Vi tror på det gode måltid som en kilde til det gode liv, fællesskab mellem mennesker og øjeblikke, hvor vi oplever det særlige i det almindelige.

Thisted Arbejderforening, den første brugsforening, blev stiftet i 1866 på initiativ af pastor H.C. Sonne. Navnet til trods var foreningen en klassisk brugsforening. Ved udgangen af 1800-tallet var der i Danmark flere end 1.000 brugsforeninger. Brugsforeningerne var en del af andelsbevægelsen, der udviklede sig eksplosivt i årene efter krigen i 1864.

Det, der siden kom til at definere brugsforeningsbevægelsen, var dannelsen i 1896 af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB). Initiativtager til foreningen og dens første formand var uddeleren i Vester Nebel Brugsforening, Severin Jørgensen.

Overvejende var brugsforeningerne beliggende på landet; kun et par procent af dem havde adresse i købstæderne. Men i 1900-tallet begyndte brugsforeningerne at dukke op i bybilledet. I 1916 dannedes Hovedstadens Brugsforening (HB) ved en fusion af en række københavnske brugsforeninger. HB var en del af arbejderkooperationen, der er tæt forbundet med Socialdemokratiet; landbrugserne og HB var ikke netop to alen af et stykke.

HB ekspanderede voldsomt midt i 1900-tallet – fra Kalundborg til Ålborg – og stod i 1967 for mere end en tredjedel af brugsforeningernes samlede omsætning. HB insisterede på, og fik, mængderabat ved køb hos FDB, der i 1964 ændrede sine vedtægter, så brugsforeningernes indflydelse på Fællesforeningen nu blev bestemt af deres varekøb. Der stemtes ikke længere efter hoveder; bevægelsens solidaritetsprincip var kommet under pres. »Det primære er at drive forretning, derefter at være demokratisk«, som formanden for FDB’s repræsentantskab udtrykte sig i 1982.

Men også HB skulle komme under pres. Kapitalgrundlaget og likviditeten kunne ikke holde trit med væksten. I november 1971 måtte HB’s dynamiske formand, Kaj Nielsen, gå bodsgang til FDB. Kassen var tom; der var ikke penge til den sædvanlige dividende. HB måtte lade sig overtage af FDB.

Hvor heldigt, at FDB med en vedtægtsændring blot et halvt år forinden havde fået mulighed for at drive egne butikker. Ambitionen var Danmarks Brugsforening – en samling af alle brugsforeningerne under FDB’s paraply. På hovedkontoret i Albertslund havde det længe givet anledning til ærgrelse, at mens butikkerne ejet af FDB stod for 2/3 af den samlede omsætning, så sad de selvstændige brugsforeninger på 2/3 af kapitalen.

I 2002 fusionerede FDB med sine skandinaviske søsterorganisationer. Motiverne var forskellige. FDB’s motiver var tvivlsomme. Man håbede, at man med fusionen kunne indfange de selvstændige brugsforeninger, så en større del af bevægelsens samlede kapital kunne bringes i spil ”i den nationale eller internationale strukturkamp”, som formanden i 1997 udtrykte det. Og man håbede – med ”cross lending” parterne imellem – at kunne styrke FDB’s ansvarlige kapitalgrundlag!

FDB og søsterorganisationerne i Sverige og Norge indskød deres dagligvareforretninger i Coop Norden. Tilbage sad FDB’s medlemsorganisation med en ejerandel på 38 pct. i Coop Norden. Fusionen var ilde gennemtænkt. Efter blot fem år måtte samarbejdet opgives. FDB placerede i 2007 de danske forretninger i Coop Danmark A/S. FDB ændrede ved same lejlighed navn til Coop amba. Igen et af disse uforståelige herresving i brugsforeningsbevægelsens nyere historie. Coop!

Coop amba måtte opgive kontrollen over datterselskabet tidligere i år. Med et kapitalindskud på 1 milliard kroner erhvervede energiselskabet OK amba en stemmemajoritet i Coop Danmark A/S. 40 pct. af energiselskabet ejes, ironisk nok, af de selvstændige brugsforeninger, der har fundet tiden inde til at engagere sig i strukturkampen. Selv ejer Coop amba i øvrigt 20 pct. af OK.

Deres ærbødige blev i sin tidlige ungdom uddannet som kommis i en vestjysk brugsforening. Kommentaren er i øvrigt inspireret af Kristoffer Jensens bog om Brugsen (2016).