Fransk valg vækker gamle gældsspøgelser

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Valget til Europa-Parlamentet medførte i Frankrig et sviende nederlag til den siddende præsident Emmanuel Macrons parti En Marche! Det kunne i den grad tolkes som en mistillidserklæring til Macron og den siddende regering fra de franske vælgere. Det tog Macron konsekvensen af og udskrev allerede samme aften valg til det franske parlament, Altså ikke et præsidentvalg, men et valg, hvor franskmændene kan vælge nye medlemmer af parlamentet.

Her ser nederlaget ud til at kunne blive endnu større. En Marche! ser ud til at kunne blive kraftigt decimeret i parlamentet og tabe flertallet. Til gengæld ser højrefløjspartiet Rassemblement National (RN) ud til at overtage en stor del af sæderne i parlamentet. Lige nu ligner det et relativt flertal til RN og Marine Le Pen.

Det vil efterlade dem med hovedparten af magten i Frankrig, og det har givet anledning til rystelser på markederne, hvor de franske aktier faldt, mens renterne steg. Euroen blev svækket, og prisen for at forsikre sig mod en fransk statsbankerot steg mærkbart. Lige præcis sådan en markedsreaktion kan godt give nervøse trækninger hos dem, der kan huske den europæiske gældskrise i begyndelsen og midten af 10’erne, da netop dét var rygmarvsreaktionen hos investorerne, når bekymringerne for euroen og de enkelte landes statsfinanser blussede op.

Bekymringerne skyldes en kombination af høj fransk gæld og RN’s relativt vidtrækkende valgløfter, der indeholder reduktioner i alt fra skatter til afgifter og pensionsalder. Det er højest tvivlsomt, om alt kan gennemføres, men kan og vil Le Pen og co. bare gennemføre dele af det, kan det slå et stort hul i en allerede ganske udfordret statskasse. Ja, faktisk nærmer franskmændene sig 50 år i streg med underskud på statsfinanserne. Det betyder også, at franskmændene har en gæld på omkring 100 procent af BNP.

Det er derfor med rette, hvis det giver panderynker hos nogle investorer med udsigten til en EU-kritisk og populistisk fransk regering. En stor sejr til RN kan sagtens gøre situationen værre, og bekymringerne kan sprede sig på de europæiske finansmarkeder og til andre lande. F.eks. Italien. Det har vi set tegn på, og lige netop Italien og Frankrig er allerede blevet indlemmet på en liste hos EU-Kommissionen, hvor underskuddet på statsfinanserne overvåges.

Heldigvis er institutionerne og sammenhængskraften i EU stærkere end tidligere. Det er også vigtigt at påpege, at det på ingen måder står lige så slemt til i fransk økonomi, som det f.eks. gjorde i den græske for 10 år siden. Den politiske og økonomiske situation i Frankrig er derfor på ingen måde alarmerende, men det er heller ikke uden grund, at panderynkerne har sat sig fast hos investorerne.

I relation til økonomien er gælden i Frankrig godt nok langt mindre, end det var tilfældet i Grækenland. Men i absolutte termer er gælden i Frankrig langt større. Og selvom man i andre af livets anliggender kan diskutere, om størrelsen betyder noget, kan jeg med sikkerhed fastslå, at når det kommer til gæld, betyder størrelsen noget.