Kære banker, har I kontrol med jeres udlån?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I en tid, hvor de makroøkonomiske nøgletal vidner om en mere robust økonomi end frygtet, og bankernes forventede tab på udlån løbende bliver reduceret, kunne det tyde på, at alt er fryd og gammen i bankerne. Men har bankdirektørerne egentlig for alvor styr på deres udlån?

Den frygtede krise har heldigvis ikke vist sig på ryggen af den kraftige stigning i inflation og renter, men der er fortsat en række usikkerhedsmomenter foran os, f.eks. strukturelle økonomiske skift: Grøn omstilling, klimarisiko, teknologisk udvikling og en ny geopolitisk verdensorden.

Hvis bankernes kreditrisikostyring ikke er god nok, ender man med for mange dårlige lån på bøgerne og tab til følge. Det er derfor nu, at bankchefernes fornemste opgave bliver at sørge for, at der er styr på penalhuset i hele organisationen.

Her er de vigtigste spørgsmål, bankerne bør stille sig selv:

Det er vores erfaring, at danske og nordiske banker generelt har fornuftige kreditstandarder, og at deres kreditpolitikker er velbalancerede i forhold til risici og vækstambitioner. Det har detaljeret regulering som vækstvejledningen og kreditværdighedsvurdering også bidraget til.

Problemstillingen for mange af bankerne ligger i efterlevelsen af de fornuftige kreditstandarder, altså at gøre det, man har aftalt med sig selv i sin kreditpolitik.

Der er populært sagt slør i rattet.

Vi ser ofte, at kvaliteten i kreditsagerne i banksektoren varierer i alt for høj grad. Det medfører, at mange lån bliver bevilliget til kunder, der reelt set er uden for risikoappetitten. Noget bliver fanget i de interne kontrolprocesser, mens andet aldrig bliver opdaget.

I begge tilfælde kan det være for sent. Kreditten er givet, og banken risikerer at tabe på udlånet - og en kunde kan muligvis have sat sig i en uholdbar økonomisk situation. En hovedårsag til fejlene er typisk en høj grad af manuelle processer i bevillingen, hvor rådgiveren måske ikke får beregnet rådighedsbeløb eller andre væsentlige nøgletal korrekt – og kompleksiteten i sagshåndteringen er steget markant over de seneste 10-15 år.

Bedre systemunderstøttelse af den slags nøgleelementer vil sikre ensartethed i sagerne, og rådgiveren vil kunne fokusere på gode kundeoplevelser og på at sikre en god argumentation for sagerne. God systemunderstøttelse er med andre ord en forudsætning for at efterleve bankens politikker.

En anden stor udfordring er at opdage økonomisk eller socialt sårbare kunder i tide. Det er vigtigt at håndtere de kunder hurtigt, så problemerne ikke vokser sig store og uoverskuelige. Det handler ikke kun om at minimere bankernes risiko for tab, men også om at sikre, at sårbare kunder får den rette håndtering.

Bankerne står ofte med store mængder data, men de udnytter dem ikke tilstrækkeligt til at identificere kunder med potentielle svaghedstegn. Derudover har rådgiverne ofte fokus på salg og får måske nedprioriteret arbejdet med svage kunder

Endelig er der bankernes operationelle kapacitet til at håndtere en stigning i antallet af svage kunder, hvis der kommer en afmatning i økonomien. Bankerne havde senest en stor stigning i svagkundehåndteringen for snart 15 år siden i kølvandet på finanskrisen. Dengang som nu er det manuelt tunge processer.

De medarbejdere, der håndterede sagerne dengang, er måske ikke længere i banken, og erfaringen fra finanskrisen var, at medarbejderstaben til håndtering af svage kunder og inkassosager hurtigt skulle fordobles eller tredobles eller endda nogle steder seksdobles.

På den korte bane skal bankerne have lagt robuste planer for opkvalificering af medarbejdere og allokering af ressourcer på kort tid, hvis der pludselig kommer et stort træk. Herefter bør bankerne få genbesøgt deres svagkundeprocesser, så de er tidssvarende og systemunderstøttede.

Så, kære banker, brug jeres tid nu på at sikre, at I er i kontrol og parat til hvad end landing, der kommer.