Er den grønne trepart et nybrud i dansk politik?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Flertalsregeringen afskaffede i fjor store badedag (bededag, undskyld) som en helligdag. Det førte til en farlig ballade med fagbevægelsen. Mette Frederiksen (S) brugte sit flertal, men fik sig en forskrækkelse og tabte modet. Det samme gjorde Venstre – tabte modet altså. Under forhandlingerne i 2022 om regeringsgrundlaget havde Jakob Ellemann-Jensen (V) kækt forpligtet partiet til at medvirke til en CO₂-afgift på landbruget.

Men den daværende formand havde et øjeblik glemt, at i Venstre tages de store beslutninger ikke af folketingsgruppen, men af baglandet – en kreds af stovte bønder, der repræsenterer 3 pct. af partiets vælgere.

Treparten blev det figenblad, som regeringen – og Venstre – kunne gemme sig bag. Aftale om et Grønt Danmark kom til verden den 24. juni efter trepartsforhandlinger, der ses anvendt, når væsentlige samfundsinteresser er i spil. Klassiske trepartsforhandlinger på arbejdsmarkedet er forholdsvis ufarlige for omverdenen. Lønmodtagerne og arbejdsgiverne, der i alt fald på kort sigt har modsatrettede interesser, holder hinanden i skak; det går aldrig helt galt.

Med den grønne trepart var det anderledes. Parterne i forhandlingerne var Landbrug & Fødevarer (L&F) og Danmarks Naturfredningsforening; regeringen deltog som opmand – og sponsor. Der var dog også andre med i trekanten (treparten, undskyld). Kommunerne, Dansk Industri, Dansk Metal og Fødevareforbundet var med, men de var henvist til rollen som sekundanter eller vidner.

Reelt blev det overladt til to forholdsvis beskedne organisationer at indgå en meget vidtrækkende aftale, som regeringen nu vil bære ned i Folketinget. L&F repræsenterer 7.500 heltidslandmænd, medens Naturfredningsforeningen repræsenterer 135.000 medlemmer.

Altmuligminister Lars Løkke Rasmussen (M) takkede ved aftalens fremlæggelse Naturfredningsforeningen og L&F, for at det var kommet til en aftale. Heller ikke L&F var i tvivl om sin rolle. I Landbrugsavisen kunne man den 5. juli læse, at »Landbruget har taget ansvar, i og med at det lykkedes at blive enig med Danmarks Naturfredningsforening om en CO₂-afgift og udviklingen af den danske natur«.

Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, og L&F-formand Søren Søndergaard fandt hurtigt hinanden. Gjerding vil have mere natur. Det får hun. Der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjorde og randarealer, og der skal etableres 250.000 hektar skov. Alt det kan Søndergaard levere. Pris: 30 mia. kroner.

Gjerding glæder sig over, at vi nu kan gå i gang med at omlægge landbrugsarealer til natur. Måske får vi storken tilbage, jubler hun. Søndergaard er ikke mindre fornøjet. »Der er ingen tvivl om, at det, vi har fået, er større end det, vi har givet,« udtalte han den 4. juli ved åbningen af dyrskuet i Herning.

Men hvem skal nu betale? Det skal skatteborgerne repræsenteret ved Folketinget, der har været henvist til at læse i avisen om de grønne forhandlinger. Der bør være en voksen med ved bordet, næste gang regeringen forhandler med L&F, en meget effektiv lobbyorganisation. Det er ikke nok med landbrugsministeren, der opfatter sig som hjælperytter for erhvervet.

Men hvad med CO₂-afgiften? Kommer der en afgift? Ja da. Der indføres i 2030 en afgift på 300 kr. pr. ton CO₂ stigende til 750 kr. i 2035, men med et bundfradrag på 60 pct. Regeringen sætter afgiften på CO₂, som Novo sætter prisen på Wegovy i USA; der skal være plads til klækkelige rabatter. I øvrigt føres afgiften tilbage til erhvervet, og den enkelte landmand har mulighed for med en hensigtsmæssig adfærd at styre helt udenom afgiften.

Landbruget vil med aftalen blive tilført yderligere tilskud. Når der nu skal udtages lavbundsjord, vil en del af prisen for jorden repræsentere den kapitaliserede værdi af offentlige tilskud. Der er en fin ironi heri – en ironi, der leder tanken hen på Ebberød Bank.

Treparten har været vidt omkring. Det er således aftalt, at regeringen skal arbejde, for at der indføres en ”slagtepræmie” for grise, der opfedes og slagtes i Danmark. Danske slagterier har ondt i konkurrenceevnen, og halvdelen af produktionen af smågrise eksporteres til udlandet. På nyfødte grise skal der således indføres en produktionsafgift, som – for svin, der slagtes i Danmark – føres tilbage til erhvervet. Men en halvering af antallet af svin, der fedes op til slagtning i Danmark, er vel en fordel? For klimaet og for miljøet. Har vi ikke netop et (for) stort ”svineri”?

Ligeledes vil regeringen søge den maksimale transporttid for slagtedyr begrænset til otte timer. Det er nok slagteriarbejdernes snarere end dyrenes velfærd, der har ligget aftaleparterne på sinde.