Fortsæt til indhold

SMV’er bør række ud efter mulighederne i kunstig intelligens

Danmarks små og mellemstore virksomheder har nu mulighed for at udvikle sig. For den digitale udvikling stiller altid nye krav til effektivitet og sikkerhed, og her åbner AI døren til nye muligheder for dem, der tør tænke nyt.

Debat
Peter Juul Jørgensenlandechef for Lenovo Danmark

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Peter Juul Jørgensen

Små og mellemstore virksomheder (SMV’er) er rygraden i dansk erhvervsliv. De udgør 99 procent af alle danske virksomheder og beskæftiger godt 65 procent af alle fuldtidsbeskæftigede i det private erhvervsliv.

Men desværre peger nye tal på, at danske SMV’er bliver mere og mere pressede af både den globale og særligt digitale udvikling. Seneste opgørelse fra Dansk Industri om højvækst-SMV’er viser nemlig, at antallet af de mindre virksomheder, der bidrager mest positivt til den samlede job- og værdiskabelse i Danmark, er faldet til det laveste niveau i syv år.

Samtidig viser en gennemgang fra revisionsvirksomheden Beierholm af 179.630 årsregnskaber blandt små og mellemstore danske virksomheder, at det samlede nettoresultat faldt med 41 pct. i 2023. Det er tal og en udvikling, der vækker opsigt og er – for mig at se – en bevæggrund for SMV’erne til at tænke nyt og række ud efter mulighederne i især kunstig intelligens (AI).

For udover det stigende pres fra globale virksomheder og øgede driftsomkostninger i et stadigt mere konkurrencepræget forretningslandskab står SMV’er over for andre store udfordringer, set fra min stol:

Et øget krav om effektivitet, bæredygtig vækst og forretningsudvikling, en arbejdsstyrke med vidt forskellige behov i et mere hybridt arbejdsmiljø samt en stigende trussel fra cyberkriminelle.

Læg dertil at SMV’er har – meget indlysende – begrænsede ressourcer i forhold til større virksomheder.

For at vende ovenstående tendens og udfordringer, bør de derfor tænke nyt og inddrage ny teknologi som AI i deres daglige arbejde.

Brugervenlig AI er oplagt for SMV’er

Og der er et stort potentiale ved AI – især for SMV’er. Lige nu tyder meget nemlig på, at generativ AI kan give en fordel i forhold til at strømline driften, øge effektiviteten og åbne for nye vækstmuligheder.

Ifølge en rapport, som Future Navigator lavede for TDC Erhverv i 2023, har AI faktisk på den korte bane et langt større potentiale for SMV’er end større virksomheder.

Det kan f.eks. være som idéudvikler, der hjælper i forhold til at løse kreative opgaver som content creation, skriveopgaver og endda bud på indledende salgs- og marketingstrategier. Det kan også være som forretningsudvikler, hvor AI kan analysere data og afdække nye forretningsmuligheder for virksomheden.

Kom på forkant med it-sikkerheden

I dag er et robust cyberforsvar og en stærk forretning to sider af samme sag for virksomheder i alle størrelser – selv helt små virksomheder. Dog viser tal fra Digitaliseringsstyrelsen, at hele 35 procent af danske SMV’er har et for lavt digitalt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil.

Derfor bør små- og mellemstore virksomheder holde sig ajour med udviklingen inden for cybersecurity og sikre sig, at sikkerheden omkring hele deres digitale infrastruktur er på plads.

Også her kan AI hjælpe dem med at øge niveauet af it-sikkerhed og skabe et stærkere forsvar mod cyberangreb f.eks. gennem adfærdsanalyser og nye generationer af firewalls med AI og maskinlæring, der optimerer trusselsovervågning og -forebyggelse.

Mulighederne inden for AI til at opnå forretnings- og sikkerhedsmæssige fordele er dermed mange, men det kræver, at der rækkes ud efter potentialet.

Der er ingen tvivl om, at konkurrencen fortsat vil være hård for små og mellemstore virksomheder. Men jeg er ikke i tvivl om, at de virksomheder, der satser nu, vil nyde gavn af AI-teknologi til at få konkurrencekraften i omdrejninger, have styr på it-sikkerheden og skabe en smartere og mere smidig forretning.

Artiklens emner
SMV
Kunstig intelligens