Fortsæt til indhold

AE: Højkonjunkturen synger på sidste vers

En mere normal konjunktursituation venter forude, viser nye prognose for dansk økonomi fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Debat
Sofie Holme Andersen og Frederik Olsenhhv. cheføkonom og analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Sofie Holme Andersen og Frederik Olsen

Sommeren går på hæld, og det samme forventer vi for den højkonjunktur, som dansk økonomi har befundet sig i de seneste år.

Afslutningen af en højkonjunktur sker ofte meget brat. Det siges, at en højkonjunktur ikke dør af alderdom – men denne gang ser det ud til at gå anderledes.

Den nuværende højkonjunktur startede på bagkant af coronaepidemien. Før corona var der også en højkonjunktur i gang, men den blev slået ned af nedlukningerne af samfundet. Efter genåbningerne stod det dog hurtigt klart, at højkonjunkturen kunne buldre videre. Så det gjorde den. Lynhurtigt var det tabte indhentet i både produktion og beskæftigelse.

I dag er BNP næsten 10 procent større end før corona, og 220.000 flere personer er i beskæftigelse. Økonomien er vokset betydeligt gennem denne højkonjunktur, så dansk økonomi nu står historisk stærkt. Det gælder også de offentlige finanser og betalingsbalancen.

Vi forventer ikke, at de høje vækstrater, der har været for både BNP og beskæftigelse, kommer tilbage.
Sofie Holme Andersen og Frederik Olsen

Kan højkonjunkturen blive ved i det uendelige? Nej, højkonjunkturen er ved at løbe tør for luft. Normalt sker det på grund af en begivenhed, der slår luften ud af økonomien med recession og krise til følge. Men denne gang ser det – foreløbig – ud til at gå anderledes. Det har vi set nærmere på i en ny prognose for dansk økonomi.

Høj inflation fulgt af højere renter har lagt en dæmper på væksten. Forbruget er stadig påvirket af, at reallønnen ikke er genoprettet for alle, mens investeringerne – særligt i boliger – er påvirket af renterne. Samtidig påvirkes eksporten af, at det samme er gældende i udlandet. Tilsammen har det dæmpet væksten nok til, at højkonjunkturen er ved at være ved vejs ende.

Vi forventer ikke, at de høje vækstrater, der har været for både BNP og beskæftigelse, kommer tilbage. Men vi forventer fortsat, at der vil være vækst – blot en vækst, der er forenelig med en normal konjunktursituation.

De seneste højkonjunkturer er som nævnt blevet slået ihjel af en begivenhed. IT-boblen, der brast i start 00’erne. Dårlige boliglån i USA og generel overophedning i Danmark før finanskrisen. Og nedlukningen ved corona.

Den nuværende højkonjunktur har fået lov at løbe linen ud. Forsynings- og inflationskrisen tog lidt af luften af forbruget, men højkonjunkturen var så stærk, at de øvrige dele af økonomien kunne bære den videre. Selv rentestigningerne har kun langsomt lukket luften ud, fordi de er slået igennem i takt med lavere inflation.

Vi kan ikke forudse, om der pludselig opstår en begivenhed a la corona, der vil ramme dansk økonomi og slå den ud af kurs igen. Men vi kan se, at der ikke er samme ubalancer, som der var med IT-boblen og før finanskrisen. Vi kan også se, at arbejdsløsheden er steget stille og roligt siden 2022 – langt fra de voldsomme stigninger, man har set tidligere.

En lille joker er forbrugerne, der har været meget tilbageholdende med deres forbrug. Beslutter de sig for at tage spenderbukserne på, i takt med at reallønnen genoprettes, står vi med mere vækst igen.

Lige nu ser det ud til, at dansk økonomi er på vej tilbage til normalen.

Artiklens emner
Dansk økonomi
Økonomiske nøgletal