Nu tager vi hul på fremtidens Finans – Danmarks stærkeste medie om virksomheder
Finans skal være Danmarks stærkeste medie om virksomheder, og de dagsordener, der betyder noget for dansk erhvervsliv. Vi tager nu de første skridt i udviklingen af fremtidens Finans.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Vi lever i et af verdens rigeste og lykkeligste lande. En af årsagerne til det?
De tusindvis af små, mellemstore og store virksomheder, der skaber vækst, arbejdspladser og udgør rygraden i den bomstærke danske økonomi.
De virksomheder fortjener et seriøst og dedikeret medie, der formår både at være kritisk og konstruktivt.
Finans tager virksomhederne alvorligt. Det gør vi ved at rette et udelt fokus på dansk erhvervsliv. På deres udfordringer, muligheder, nederlag og sejre. Alt, som har betydning og konsekvenser for dem, der får dette land til at løbe rundt.
I en tid med geopolitisk uro, klimakrise og grøn omstilling samt hastigt skiftende økonomiske forudsætninger er der mere end nogensinde brug for Finans - Danmarks stærkeste medie om virksomheder.
På Finans er vi stolte af dansk erhvervsliv og de virksomheder, der klarer sig godt. Vi rynker ikke per automatik på næsen ad store overskud eller høje lønninger. Vi hylder succes; dem, der tager ansvar, og dem, der skaber fremtidens virksomheder.
På Finans tror vi på, at virksomhederne i langt højere grad er en del af løsningen på verdens problemer, end at de er en del af problemet.
Finans er et medie, som er meget optaget af at forstå erhvervslivet og virksomhederne på deres egne præmisser og ikke gennem en særlig politisk eller ideologisk prisme. Det er derfor, du med Finans vil få landets bedste og grundigste journalistik om erhvervslivet, der ikke på forhånd er presset ned gennem nogen særlig skabelon.
Vi tør gå endnu dybere ned i virksomhedsdriften end nogen andre brede medier og er ikke bange for at være nørdede. Derfor skriver vi om de emner, som er helt afgørende læsestof for beslutningstagerne i dansk erhvervsliv. Finans skal hjælpe virksomhederne med at forstå virkeligheden og forberede dem på fremtiden.
Vi skriver, når virksomhederne klarer sig godt, vi skriver om strategi, ledelse og visioner. Men vi skriver også, når det går skidt. Vi er på pletten, når virksomhederne svigter deres ansvar over for samfundet eller deres medarbejdere - eller leverer dårlige resultater. Og vi skærer igennem spin og varm luft.
For selvom Finans er et medie for og om virksomhederne, så er vi først og fremmest et kritisk og uafhængigt medie, som frygtløst og fordomsfrit udfordrer virksomhederne og afdækker svigt, hykleri og magtmisbrug.
Samtidig lover vi at holde et vågent øje med politikerne, der ofte høster billige point ved at skælde ud på erhvervslivet, og om de nu også lever op til deres ansvar, når de definerer de rammer og regler, som dansk erhvervsliv skal indordne sig under i ind- og udland.
Lige om lidt fylder Finans 10 år. I 2014 blev Finans født som et digitalt erhvervsmedie af fremsynede folk på Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det har været en kæmpe succes, og i dag er Finans et stort og veletableret digitalt erhvervsmedie. I forsommeren tiltrådte jeg som chefredaktør, vi flyttede hjemmefra og blev udskilt fra Jyllands-Posten. Nu tager vi første skridt i udviklingen af fremtidens Finans.
Målet er klart: Finans skal levere landets bedste erhvervsjournalistik om virksomhederne og økonomien. Finans skal stå endnu skarpere som et stort, bredt erhvervsmedie med landets bedste, skarpeste, frækkeste og mest indsigtsfulde og velfortalte dækning af de største virksomheder i tekst, lyd, grafik, billeder.
Derfor styrker vi vores organisation, så vi i højere grad arbejder ud fra det mål hver eneste dag.
Vi slår vores virksomhedsredaktion og Impact-redaktion sammen. Det sker ud fra den antagelse, at dækningen af ESG, altså virksomhedernes sociale, miljø- og ledelsesmæssige ansvar, er vigtigere end nogensinde. Derfor skal netop det ansvar være et gennemgående tema i vores dækning af virksomhederne og dansk erhvervsliv.
Signe Ferslev Pedersen, en af landets mest talentfulde redaktører og medieledere, er ny virksomhedsredaktør på Finans. En absolut nøglerolle på det nye Finans. Her får hun ansvaret for at sikre, at dækningen af de danske virksomheder er landets bedste.
Søren Linding fortsætter som redaktør og erhvervskommentator. Få personer i det danske medielandskab ved mere om dansk erhvervsliv end Søren Linding. Han er Finans’ ansigt udadtil og vil med skarpe og indsigtsfulde kommentarer hver eneste uge give vores læsere en helt unik indsigt i de problemer og muligheder, som danske virksomheder står midt i. Og i de temaer og tendenser, som bør interesse landets virksomhedsledere.
Kasper Søegaard er ny podcastredaktør. Han er i fuld gang med at sikre, at vi styrker Finans’ stærke lydunivers med relevante, medrivende og velfortalte podcasts. Forvent mange spændende nye tiltag her.
Samtidig har vi styrket vores gravergruppe på Finans, altså vores dedikerede hold af dybdeborende journalister, med ansættelsen af de to kæmpe talenter Peter Thomsen og Tobias Hansen Bødker. Graverchef Jesper Høberg og gruppen skal sikre, at Finans fastholder positionen som landets bedste undersøgende erhvervsmedie.
Det bliver helt og aldeles fremragende. Og er langtfra sidste skridt i udviklingen af det nye Finans. Det bliver ikke kedeligt! Så følg med, køb et abonnement, læs eller lyt til vores fremragende journalistik, og forvent masser af nye initiativer den kommende tid.
Simon Bendtsen, ansvarshavende chefredaktør på Finans
