Højere risiko er genvejen til en solid privatøkonomi

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Endelig! For første gang tager et pensionsselskab konsekvensen og lader alle sine kunder løbe større økonomisk risiko. Det er PFA, der har besluttet at fylde flere aktier i depoterne hos 800.000 af sine kunder.

Det gælder også kunder med middel risiko. De får proppet flere aktier ind på deres depoter, og målt over 40 år, vil de få en opsparing, der er 10 pct. større, end hvis deres penge var anbragt som hidtil.

»En hyldest til aktier,« er forklaringen fra PFAs investeringsdirektør Kasper A. Lorenzen. Dertil er kun at sige: Rolig nu, spis lige obligationer til. Dem kan vi ikke undvære.

PFA har analyseret 221 års afkast fra 1802 til 2023. Konklusionen er, at aktier slår obligationer på langt sigt. Det er præcist samme resultat, som alle aktører på aktiemarkedet har handlet efter i mange år efterhånden. Aktiemarkedet stiger mere, end det falder. Men udsvingene på kort og mellemlangt sigt kan være langt større end på obligationer.

De seneste par hundrede år er det amerikanske aktiemarked årligt steget med omkring 7-8 og pct. Det er gennemsnitstal og kan variere noget, alt efter om man indregner inflation og valutakursudsving.

Det er bestemt ingen bebrejdelse af PFA, for et pensionsselskab skal være mere forsigtig end alle os andre. Der er tale om store beløb, som skal betale en forhåbentlig fornuftig alderdom.

At det er rettidig omhu, viser det seneste regnskab fra endnu mere forsigtige ATP, som alle danskere er tvangsgift med. I første halvår har ATP forrentet vores tvungne opsparing med 2,9 pct. Til sammenligning har nordmændenes pengekasse, Oljefondet, leveret et afkast på lidt over 6 pct. - altså det dobbelte.

Det sløje resultat bliver sat i perspektiv af CBS-professor Jesper Rangvid med disse ord til Finans:

»Det er ekstra ærgerligt, at pensionskassen, der er designet til at hjælpe mennesker, som ikke har så mange penge, ikke leverer afkast, som er tilfredsstillende og ikke har gjort det i mange år.«

Citatet rammer hovedet på sømmet, for ATP er netop sat i verden for at sikre lavtlønnede et vigtigt supplement til folkepensionen. De pågældende får altså ikke den samme gevinst som os andre, og det øger forskellen mellem rig og fattig pensionist.

I takt med at arbejdsmarkedspensionerne er blevet hverlønmodtagers eje, og levealderen stiger, bliver det endnu vigtigere at forholde sig til risiko. Det gamle råd om at minimere eller helt fjerne risikoen, jo tættere man kom på pensionsalderen, vil kun kunne give en økonomisk bet.

Jeg hæfter mig ved disse to mekanismer. Vi siger, at en nyslået pensionist har en ratepension på 2 mio kr. Den er sat til at løbe i 20 år. Fornuftigvis hæver vedkommende 200.000 kr. af pensionen til at dække de første to år. Men hvad med de resterende 1,8 mio. kr? Skal pengene stå og visne på en bankkonto de kommende 18 år?

Det ville faktisk være en katastrofe, der skal risiko på drengen - undskyld mennesket!

Der er også et undervurderet aspekt, når det drejer sig om livrente. Mange tror, at de er sikre på at få et vist beløb hele deres pensionstid. Det er de ikke. Med muligheden for selv at investere sine pensionspenge, stiger risikoen for, at der simpelthen ikke er penge nok i den sidste ende.

Og så taler vi ikke længere om livrente.

Er vi danskere så klar til at løbe en større risiko? Ja da. Bare spørg alle de mange boligejere, der lægger lån om, så snart renten svinger den ene eller den anden vej. Spekulationslysten var tydelig, da renterne pludselig steg. Det betød, at boligejere med lån for flere hundrede mia. kr. indfriede deres lavt forrentede lån til underkurs og betalte det ved at optage et lån med højere rente.

Perioden gav også et gennembrud for de såkaldte skrå konverteringer, der er ensbetydende med fuld risiko på pladen. Går man skråt, forlader man et lån med fast rente og erstatter det med et rentetilpasningslån. Man forlader altså rentesikkerhed og går i total renteusikkerhed.

Mange valgte at omlægge til det såkaldte F-kortlån, der får ny rente hvert halve år, og det har været en rigtig dårlig forretning for de pågældende, da de har betalt den suverænt højeste rente i sammenligning med boligejere med eksempelvis F3- og F5-lån.

Jeg hører nu ingen, der piver over det hverken blandt boligejerne eller banker og realkreditinstitutter. Sagen er nemlig, at der er meget få tvangsauktioner, og at stort set alle boligejerne betaler til tiden.

Boligejere betegnes ofte som ”sagesløse ofre” for bankernes retorik og salgstaler. Denne påstand fremføres typisk af folk med perifer tilknytning til boligmarkedet, ældre der aldrig kom med på konverteringstoget, I ved: »mig skal de ikke tjene på,« eller af gul stue- og forældrekøbsgenerationen, der ikke behøver lægge lån om, fordi de har den årlige pengegave fra far og mor at tære på. (Grænsen i år er 74.100 kr. - det var så lidt.)

Sandheden er, at boligejerne er blevet hærdede konvertitter, der kan rumme konsekvensen af deres egne beslutninger. Det beviser de få restancer og tvangsauktioner.

I dette medie beskriver vi regelmæssigt de muligheder, der er. Husk: I beregningerne er omkostningerne altid indregnet, og det er de maksimale omkostninger. Dem skal I ikke betale, hvis I er kunder i banken. I skal naturligvis have rabat. Som vi siger i Jylland: »Jeg er ligeglad med prisen, men hvad koster’et?«

At løbe en kalkuleret risiko eller tage en chance er hverdagskost for boligejerne efterhånden. Nu skal alle med egne pensioner også skifte kostvaner. Det er på tide.