Beredskabsministeriet bør samle de bøvlede krav til større events
Det nye ministerium bør sætte sig i spidsen for en digitaliseringsportal, så ansøgningsbøvleriet kan blive langt mindre byrdefuldt for alle de gode kræfter, der arrangerer events.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Regeringen etablerer nu et nyt Beredskabsministerium, der bredt skal sikre Danmark mod udefrakommende trusler og kraftigere naturfænomener. Det bliver forhåbentlig en god løsning på de aktuelle trusler og sårbarheder.
Men det nye ministerium bør også gøre det mere enkelt at være kultur- og festivalarrangør i Danmark, som bøvler med de helt samme problemer.
Samler man mange mennesker til et større event, det kan for eksempel være en byfest, et motionsløb eller en festival, skal man nemlig forholde sig til rigtig mange love og regler. De gør man for at have et sikkert event og sikre et tilstrækkeligt beredskab, hvis det uforudsete skulle ske.
Samlet bliver til omkring 60.000 ansøgninger om året, som desværre giver arrangørerne store udfordringer. Ikke mindst fordi reglerne ligger i mange minister og skal behandles på tværs af kommuner, politi og statslige styrelser. Der er mange eksempler på, at man ender med tocifrede ansøgninger ved blot små arrangementer.
Hen over de senere år har særligt større ændringer til brand- og byggeområdet givet arrangørerne grå hår i hovedet. Men også løbende opdateringer af regler på tværs af erhvervs-, justits-, transport-, miljø-, fødevare- og kulturområdet mv. gør det vanskeligt at være ajourført, når kræfterne ofte er frivillige.
For at komme problemerne i møde har regeringen og kulturministeren for nyligt fremlagt otte forslag, der blandt andet skal lempe i bygningsreglementet og give muligheden flerårige tilladelser og faste årlige arrangementer.
Det er en rigtig god start, der vil løse en række problemer, for især de mindre arrangører. Men det vil ikke løse problemerne for alle. Derfor er der behov for en indsats, der for alvor kan gøre noget ved de omfattende ansøgningskrav.
En stor analyse af området udarbejdet for regeringen i 2022 viste, at både myndigheder og arrangører kan spare op til 17 procent i administration, hvis der indføres en fælles digital sagsbehandlerportal på området.
For myndighederne vil det betyde en besparelse på over 15 millioner kroner årligt, mens det for arrangørerne vil betyde minimum det dobbelte, og mere konkret over 38 mio. kr. årligt.
Det er bestemt ikke småpenge for kulturlivet. Og det vil komme et bredt felt af eventarrangører til gode.
Samtidig vil de anslåede etablerings- og driftsomkostninger til systemet være tjent hjem efter 10 år alene som følge af myndighedernes besparelse.
Det vil derfor være oplagt, at det nye ministerium, sammen med et styrket Digitaliseringsministerium, sætter sig i spidsen for at udvikle et digitalt sagsbehandlingssystem, der kan samle og forenkle kravene til arrangørernes ansøgninger og gøre det nemmere at være festival- og koncertarrangør i hele landet.


