Kan pensionsformuerne løse alle vores problemer?
Hen over sommeren har der været flere kreative forslag til, hvordan pensionsformuerne vil kunne løse forskellige problemer. Men det betyder ikke, at pensionspolitikken er det bedste værktøj.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I 2023 nåede de danske pensionsformuer op på hele 4.700 mia. kr. Det er et enormt beløb, som vidner om, hvor stærkt det danske pensionssystem er. Det store beløb betyder dog også, at pensionsformuerne kan være en fristende finansieringskilde til en række politiske ønsker. Det har vi set hen over sommeren, hvor der er kommet flere forslag til, hvordan pensionsmidler kan bringes i spil før pensionsalderen.
Forslagene har dækket alt fra at hjælpe unge ind på boligmarkedet til at øge fleksibiliteten i arbejdslivet, enten ved at muliggøre deltidsansættelser, forlænge barslen, finansiere efteruddannelse eller trække sig tilbage før tid. Alle disse er legitime politiske mål, men det er værd at overveje, om pensionspolitikken er det rette værktøj til at opnå det.
På samme måde kan de fleste sikkert se de høje boligpriser, men det er usandsynligt, at flere får adgang til boligmarkedet ved at bringe pensionsformuerne i spil. For det første har de unge som regel ikke synderligt store formuer at bruge af, og dertil vil det forstærke de allerede eksisterende lønforskelle blandt køberne. I sidste ende vil sådan et greb næppe medføre andet end højere boligpriser og større ulighed.
Hvis vi ønsker at få flere unge ind på boligmarkedet, bør vi i stedet overveje andre løsninger – f.eks. om pensionskasserne har tilstrækkelige muligheder for at investere i opførelse af flere boliger. Det ville både sikre flere boliger og give en mere sikker forrentning af pensionsmidlerne.
Når det gælder spørgsmålet om fleksibilitet, nedsat arbejdstid, barsel og efteruddannelse er det afgørende at tage helheden i betragtning.
Forsikring & Pension har i en nylig analyse set på danskernes dækningsgrad, altså hvor stor en del af deres indkomst man kan forvente at have i pensionsalderen i forhold til arbejdslivet. Den gode nyhed er, at andelen af personer med en dækningsgrad under 70 pct. falder fra 44,4 pct. i 2020 til 35,6 pct. i 2080.
Det er dog stadig udtryk for, at en relativt stor gruppe ikke får sparet nok op, og denne gruppe vil logisk set ikke nødvendigvis have gavn af at kunne trække på deres pension løbende – tværtimod kan det blive dyrt for samfundet, hvis vi skal træde til og hjælpe dem yderligere i pensionsalderen.
Samtidig betyder den nuværende indeksering af pensionsalderen, at vi kan forvente længere arbejdsliv, hvilket giver flere år, hvor pensionsformuerne kan vokse. Dette kan føre til, at flere får mulighed for at trække sig tidligt tilbage – hvilket ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt set fra et samfundsmæssigt perspektiv.
Hvis vi vil bruge pensionspolitikken til at skabe mere fleksibilitet i arbejdslivet, er det altså med risiko for, at vi gør en eksisterende skævhed større og også må se dygtige medarbejdere træde ud af arbejdsmarkedet. I stedet for hurtige løsninger vil det derfor være en god idé med en ny pensionskommission, der kan tage højde for hele arbejdslivets samspil med pensionsalderen.
