Fortsæt til indhold

Mens papirtigeren æder væksten, bliver vi slugt af konkurrenterne

Danske virksomheder drukner i bureaukrati og administrative byrder, hvilket hæmmer både vækst og innovation. Problemet går ud over den grønne omstilling og forværres af den skarpe konkurrence fra udlandet.

Debat
Maria Schougaard BerntsenUnderdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Maria Schougaard Berntsen

Det er ingen hemmelighed, at administrative byrder er blevet en klods om benet for det tekniske erhvervsliv. Det er især de små og mellemstore virksomheder, der rammes hårdest, da ejeren ofte selv må bruge dyrebare timer på papirarbejde.

Vi taler ikke småting. Faktisk bruger danske virksomheder årligt hele 41 millioner timer på administrative opgaver. Det svarer til, at 25.000 mennesker kunne have arbejdet fuldtid med noget, der faktisk bidrager til virksomhedens vækst og konkurrenceevne. Det er tid, som mange virksomheder i stedet må bruge på at navigere i et stadig mere kompliceret bureaukrati.

Og desværre er det ikke blevet mindre med årene. Tværtimod. Det ved vi fra vores medlemmer, der i en ny undersøgelse peger på, at byrderne stiger. Det svarer tre ud af fire virksomheder i undersøgelsen - et skræmmende højt tal!

Skatteregler, GDPR, indberetninger til offentlige myndigheder – listen over administrative byrder bliver længere og længere. Flere end halvdelen af virksomhederne peger på økonomiske byrder som de mest belastende, mens næsten halvdelen nævner it-sikkerhed og GDPR som områder, hvor byrderne er steget mest.

Gode intentioner bag administrativt monster

Det er tydeligt, at mange mindre virksomheder mangler de ressourcer og stabsfunktioner, der skal til for at holde trit med reguleringerne. Det gør det svært at fokusere på kerneforretningen, og i sidste ende risikerer det at hæmme vækst og innovation.

Men det stopper ikke her. Nye krav til ESG-rapportering og bæredygtighed fylder også mere og mere, og det forventes, at virksomhederne fremover skal dokumentere langt flere oplysninger om deres produkter og materialer. For mange kan det blive en dyr affære. De nye EU-regler inden for bæredygtighed (CSRD) forventes at koste virksomhederne cirka 6 mia. kr. i omstillingsomkostninger, og der er endnu flere byrder på vej.

De grønne regler er skabt med et godt formål. Vi skal i mål med den grønne omstilling – det er en bunden opgave. Men vi skal også tage alvorligt, at den grønne omstilling ikke sker ved, at vi skriver papirer om det eller udfylder blanketter. Men ved at vi faktisk har skruetrækkeren og svejseapparatet i hånden.

Stigenede konkurrence fra USA og Kina

Den udfordring har den såkaldte Draghi-rapport netop taget op. Hvis EU skal kunne klare sig i kapløbet med statsstøttede virksomheder fra Kina og USA i fremtiden, er der brug for en gedigen økonomisk indsprøjtning, fuld tryk på den grønne omstilling og ikke mindst en reduktion af de administrative byrder.

Vi bliver nødt til at sætte fokus på, hvordan vi kan lette disse byrder. Selvfølgelig skal vi følge lovgivningen, og der skal være styr på tingene. Det siger sig selv! Men når administrative krav i stigende grad stjæler tid og ressourcer fra virksomhedernes kerneopgave, går det ud over væksten – og det er ikke i nogens interesse. Og mens den flittige og lovlydige begraves i papirer, går svindleren fri.

Lad os derfor stå sammen om at skabe et erhvervsvenligt miljø, hvor bureaukratiet ikke får overtaget. Et miljø, hvor virksomhederne kan fokusere på det, de er bedst til – at skabe arbejdspladser, vækst og innovation.

Artiklens emner
ESG
Den grønne omstilling