Fortsæt til indhold

Mindre virksomheder skal stille flere grønne krav

Flere små og mellemstore virksomheder skal op i gear og stille mere kontante, grønne krav til samarbejdspartnere og sig selv. Alternativet er, at erhvervslivet går glip af milliarder i indtægter og falder bagud i den globale, grønne konkurrence.

Debat
Anders Ziegler Kuskprogramchef for Bæredygtig Produktion i Industriens Fond

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Ziegler Kusk

Mens enhver C20-virksomhed har en bæredygtighedsstrategi, fastlagte måltal og implementerer grønne(re) løsninger på højtryk, findes der også en fortælling om størstedelen af dansk erhvervsliv, som er knap så grøn. Flere analyser peger på, at det reelt er en meget lille andel af de danske SMV’er, der arbejder med bæredygtighed.

Ude blandt underleverandørerne - i de virksomheder, som er afgørende for vækst og arbejdspladser uden for de store byer, stortrives en mere afventende holdning til bæredygtighed. Her er det ikke uvant, at bæredygtighed isoleres til mindre pilotprojekter, der aldrig rigtigt får fodfæste i ledelsen og dermed heller ikke bliver del af virksomhedens DNA. Det er et kæmpestort problem for klima, miljø og konkurrenceevne.

Ja, bæredygtighed er dyrt... Men passivitet er dyrere

Lad os skære ind til kernen: Bæredygtighed er dyrt, det er forbundet med risici, og mange SMV’er er afhængige af trofaste kundeforhold, som man nødig sætter over styr med dyrere, grønne produkter og bøvlede forretningsmodeller - især ikke når et givent produkt fås billigere hos konkurrenten.

Læg dertil, at SMV’erne ikke har samme ressourcer og kompetencer at trække på som de store koncerner. Mange aner ikke, hvordan man implementerer bæredygtige løsninger effektivt og den konservative tilgang til forretningsdrift, hvor man fastholder traditionelle metoder, sikrer jo fortsat fyldte ordrebøger... Men den virkelighed er på lånt tid. For markedet vil i stigende grad efterspørge grønne løsninger og forvente en ansvarlig forretningspraksis.

Så hvordan får vi flere mindre virksomheder i gang med at arbejde med langsigtet vækst i en virkelighed, der traditionelt er karakteriseret ved kortere tidshorisonter? Én ting er lovgivning. Man kunne ønske sig modigere lovgivere på tværs af politiske skel, der regulerede på en måde, så de langsigtede økonomiske fordele står tydeligere for virksomhederne, end de gør i dag. Det ville sætte skub i udviklingen, og det skylder vi i øvrigt også de virksomheder, der står over for en grøn “totalomstilling”.

Ryk hurtigere end lovgiverne!

Men virksomhederne skal også selv stille krav – til sig selv og hinanden, så efterspørgslen hjælpes på vej. For det handler om at være på forkant. Krav om bæredygtighed vil sprede sig fra store virksomheder til underleverandører og dem, der formår at komme før tsunamien af grønne lovkrav rammer, vil høste de største gevinster.

Og når først lovkrav er vedtaget, handler det mere om compliance end konkurrenceevne – og dem, der er bagud, bliver valgt fra. Så virksomhederne skal gribe forretningsmulighederne nu. Det er nu, der skal investeres i grøn udvikling. Det er nu, konkurrencefordelene kan vindes. Det er nu, vi skal skabe det grønne marked, som vi gang på gang bryster os af, at Danmark kan og skal være epicenter for – og det bliver vi kun, hvis vi får rygraden i dansk erhvervsliv – SMV’erne – med.

Artiklens emner
SMV
Den grønne omstilling