Er passiv investering den hellige gral?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I praksis er passiv investering både nemmere og billigere end aktiv investering, og markedet for indeksinvestering er vokset år for år. Samtidig har aktive, globale aktiefonde haft sværere ved at matche eller slå det brede aktiemarked de seneste år, hvilket har bidraget yderligere til indeksfondenes popularitet.

Men er det virkelig så simpelt, eller kan der være nuancer, som man kan bruge til at forbedre sine odds som investor?

Aktiv eller passiv investering har været en fast del af debatten i investeringsverdenen i årevis. Aktiv forvaltning bliver typisk betragtet som en tilgang, hvor investorer forsøger at slå markedet ved at vælge de rigtige aktier, den rigtige andel og/eller time markedet korrekt. I den anden ende står den passive investeringstilgang, hvor man blot placerer sine penge i en indeksfond og lader markedet gøre arbejdet. Der skeles med andre ord ikke til de enkelte aktiers værdiansættelse, følsomheden over for konjunkturer eller lignende.

Nobelprisen favner bredden

Lad os først lige træde et skridt tilbage. For hvornår er forudsætningerne for at investere henholdsvis aktivt og passivt overhovedet til stede? Her kan historien og uddelingen af Nobelprisen i økonomi hjælpe.

I 2013 blev den prestigefyldte pris delt mellem tre amerikanske økonomer, hvoraf den ene Eugene Fama var banebrydende i 1960’erne med sin forskning i, hvordan aktiepriser reagerer på ny information – det, vi kalder den efficiente markedshypotese (EMH). Fama argumenterede i bund og grund for, at markederne er så efficiente, at det er umuligt at slå dem, hvilket også danner grundlaget for ideen om blot at investere passivt. For hvorfor prøve at slå markedet, hvis det alligevel er perfekt prissat?

Dertil havde Robert Shiller, en anden af Nobelprismodtagerne, et modsvar. I 1980’erne påviste han blandt andet, at markederne ikke altid opfører sig rationelt. Ifølge Shiller kan investorpsykologi og følelser få priser til at svinge uforholdsmæssigt meget på kort sigt. Hans forskning antyder også, at markederne faktisk er delvist forudsigelige på længere sigt, hvilket – i modsætning til Famas resultater – åbner døren for aktiv investering.

Det iboende paradoks

Den grundlæggende antagelse bag ideen om passiv investering er altså hypotesen om efficiente markeder. Men da passive investorer er pristagere, eftersom de ikke tager aktiv stilling til den aktuelle markedspris, modarbejder de – paradoksalt nok – grundlaget for deres egen investeringstilgang. Det gør de, fordi markedspriserne i sidste ende vil kunne afkoble sig fuldstændigt fra selskabernes underliggende værdi, så længe ny og tilgængelig information ikke anvendes aktivt.

Netop disse skævvridninger i markedet er den aktive investors muligheder. Aktive investorer er nemlig prisstillere og vil til enhver tid jagte ubalancer i markedet og justere prisen derefter. På den måde opretholder de teorien om efficiente markeder, som passive investorer i sidste ende drager fordel af.

Det bedste grundlag for en passiv strategi er med andre ord tilstedeværelsen af aktive investorer. Faktisk jo flere, desto bedre. Nøjagtig den samme afhængighed har aktive investorer til passive investorer, hvilket fuldender symbiosen.

Derfor giver det heller ikke mening at diskutere, om man bør vælge den ene eller den anden tilgang. Det relevante spørgsmål er snarere, hvordan de to investeringsformer kan supplere hinanden. Når passive investeringstilgange trives, og det f.eks. har været tilfældet over længere tid, er det typisk også der, mulighederne for aktive investorer er størst. Skulle fremtiden byde på mere usikre markeder, vil det ofte også være de aktive investeringsstrategier, der klarer sig bedst.

Med denne forståelse kan vi som investorer forbedre vores odds og træffe mere velovervejede beslutninger, der tager hensyn til både aktive og passive investeringsstrategier.