En rentesænkning på 0,25 eller 0,50 - er det ikke ligegyldigt?
Den amerikanske centralbanks dobbelte rentesænkning for nylig gav anledning til eftertanke. Skyldtes den forsøg på at afbøde en frygtet vækstopbremsning – eller var den udtryk for en mere lempelig pengepolitik?
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den 18. september skete det, alle ventede på – den amerikanske centralbank sænkede renten for første gang i en længere årrække.
Centralbanken sænkede renten – ikke bare med de normale 0,25 procentpoint, men med hele 0,5 procentpoint.
Lad mig først slå fast: En forskel på 0,25 point betyder ikke det store, når udgangspunktet er en høj centralbankrente, som i USA aktuelt ligger lige under de 5 pct.
Amerikansk pengepolitik kan betegnes som restriktiv, da den aktuelle styringsrente ligger et godt stykke over det, der forventes at være den neutrale rente (omkring 3 pct.). Et neutralt renteniveau, hvor centralbankens styringsrente hverken er restriktiv eller lempelig på den underliggende økonomi.
Det centrale for aktie- og obligationsinvestorer, boligejere, pensionsopsparere osv. er derfor ikke størrelsen af rentesænkningen, men mere hvorfor renten sænkes, og hvad der er baggrunden for, at den kan sænkes kraftigere og eventuelt hurtigere, end markedet forventer.
Centralbankens vigtigste opgaver
En af målsætningerne for den amerikanske centralbank og andre centralbanker ved rentemøderne er ikke at overraske de finansielle markeder med pludselige renteindgreb, men i god tid at forberede markederne på, hvad der kommer til at ske med renten på rentemødet.
I den obligatoriske stilleperiode op til rentemødet må centralbankmedlemmerne ikke udtale sig offentligt, og tavsheden kombineret med en række nøgletal betød, at udfaldsrummet og usikkerheden om rentebeslutningen op til rentemødet var væsentlig højere end normalt.
Baggrunden for usikkerheden er, at den amerikanske centralbank overordnet opererer med to mandater. Banken skal sikre prisstabilitet (lav stabil inflation), og den skal sikre fuld beskæftigelse.
Med en historisk kraftig rentesænkning på 0,5 procentpoint kunne man derfor frygte en negativ markedsreaktion, idet bevægelsen kunne signalere, at centralbanken var bekymret for vækstudsigterne og derfor fandt det nødvendigt med en kraftig rentenedsættelse – et scenarie, som har været i fokus efter en række svage arbejdsmarkedsindikationer.
På det efterfølgende pressemøde lykkedes det dog centralbankchef Jerome Powell at overbevise markederne om, at banken har en stærk overbevisning om, at inflationsudviklingen fortsat bevæger sig den rigtige vej mod den langsigtede målsætning på omkring 2 pct., og at netop det faktum var den reelle årsag til den kraftige rentesænkning – ikke bekymring for en vækstopbremsning på arbejdsmarkedet.
Forvirrende signaler – og lettelse på markederne
Reaktionen på centralbankens udmelding var tydeligst i indekset for de små og mellem store amerikanske virksomheder (Russell 2000), der på grund af højere gæld og svagere drift er mere rentefølsomme end de store amerikanske virksomheder. Desuden oplever mange af de små og mellemstore virksomheder faldende indtjening og svag pricing power, hvilket naturligt også gør dem meget vækstfølsomme.
Russell 2000-indekset steg på dagen og i dagene efter rentesænkningen, og investorerne signalerede dermed en tro på, at vækstforventningerne til amerikansk økonomi var intakte og robuste, og at baggrunden for rentesænkningen lå i overbevisningen om en fortsat aftagende inflation mod den langsigtede målsætning. Rentesænkningen og rentesænkningens størrelse var således et resultat af inflationstilpasning mere end vækstbekymring.
På aktiemarkedet er kompensationen for at påtage sig risiko aktuelt lav, ligesom det gælder i markedet for virksomhedsobligationer. Det er bl.a. et resultat af, at markederne anser en blød økonomisk landing med fortsat robust vækst og aftagende inflation som det mest sandsynlige.
I det perspektiv skal man som investor derfor være yderst opmærksom på, om centralbanken ændrer kurs fra at have fokus på inflationstilpasning til at have fokus på at begrænse en eventuel vækstopbremsning – hvilket altså ifølge centralbankens kommunikation ikke var tilfældet i denne omgang.
Man kan derfor undre sig over centralbankens udprægede fokus på opbremsningen i beskæftigelsen i den øvrige kommunikation – samtidig med at banken på rentemødet har fastholdt, at inflations- og vækstrisiciene anses som ”fairly balanced”.
