Livsnerven i dansk økonomi skifter karakter
Beskæftigelsen har sat den ene rekord efter den anden, og uden de danske virksomheders evne til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft var det ikke sket.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Dansk økonomi har i de seneste mange år nydt meget stor gavn af udenlandsk arbejdskraft. Udenlandske arbejdere har løftet en betydelig del af fremgangen i beskæftigelsen over de seneste år. Her har beskæftigelsen sat den ene rekord efter den anden og uden de danske virksomheders evne til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft var det ikke sket. Vi taler altså nærmest om en livsnerve i dansk økonomi.
En livsnerve, der har givet os masser af økonomisk vækst og været medvirkende til, at arbejdsmarkedet ikke er kogt over med store lønstigninger og en eroderet konkurrenceevne til følge.
Samtidig har arbejdsmarkedet også overrasket de fleste, inklusive mig selv, igen og igen. Det har medvirket til, at vi i samme periode har set, hvordan det såkaldte økonomiske råderum er blevet opjusteret gentagne gange. Det er en ret håndfast indikation på, hvordan arbejdsmarkedet og den udenlandske arbejdskraft har gjort os rigere.
Ser man på, hvor den udenlandske arbejdskraft kommer fra, har vi over de seneste år set en interessant udvikling, som ved første øjekast kan synes bekymrende.
Den helt store kilde til udenlandsk arbejdskraft har nemlig historisk set været vores naboer i EU og særligt de østeuropæiske lande. Men over de seneste år er den udvikling og stagneret og vi har faktisk også set et fald i, hvor stor en andel af arbejdskraften, der kommer fra Østeuropa.
Faktisk så vi i tiden lige op til pandemien og i løbet 2023, at fremgangen i beskæftigelsen i højere grad var drevet af lande udenfor EU. Det kunne indikere, at i takt med, at de østeuropæiske arbejdsmarkeder også strammer til, så bliver det sværere for de danske virksomheder at tiltrække arbejdskraften.
Vi ser også, at fremgangen i den udenlandske beskæftigelse i sektorer som landbruget og bryggeriet faktisk udelukkende er drevet af personer udenfor EU.
Læg dertil, at mens lønningerne herhjemme siden 2016 er steget med 17 procent, så er de i lande som Rumænien og Litauen er steget med henholdsvis 141 og 164 procent. Alligevel er det ikke min vurdering, at vi må vinke farvel til ny arbejdskraft fra Østeuropa. Det høje lønniveau herhjemme gør nemlig, at de østeuropæiske lønninger målt i faktiske størrelser ikke er kommet meget tættere på over de seneste otte år.
Lønningerne i de lande udgør da også kun mellem en fjerdedel og en tredjedel af de danske lønninger. Derfor er der fortsat en mærkbar økonomisk gevinst ved at rykke teltpælene op og tage et job i Danmark. Ikke desto mindre vil den højere økonomiske levestandard i Østeuropa blive en ekstra udfordring for de danske virksomheder.
Heldigvis kan man derfor sige, at virksomhederne har været dygtige til at finde andre kilder til arbejdskraft. Godt nok på en trist baggrund, da krige i Syrien og Ukraine har været medvirkende til, at vi særligt fra disse lande har set en tilgang. Spørgsmålet er dog, om virksomhederne i stigende grad skal vænne sig til at være mere kreative og se længere væk, når de skal ud at finde flere hænder.
Her kan vi glæde os over, at vi har et arbejdsmarked og nogle virksomheder, der mange steder er dygtige til at integrere den udenlandske arbejdskraft, men omvendt vil vi også være i hård konkurrence om at tiltrække arbejdskraften fra tredjeverdenslande.
