Fortsæt til indhold

Nyt EU-direktiv efterlader små virksomheder på perronen

Trods gode intentioner er EU's direktiv mod greenwashing ramt af væsentlige mangler, da det ikke forpligter til offentliggørelse af de enkelte virksomheders score bag certificeringer. Forbrugerne ønsker ellers netop viden om konkrete initiativer.

Debat
Josephine Piplitsstifter af Act by Choice, tidl. leder i den globale rejsebranche

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Josephine Piplits

Et af de overordnede formål med EU’s direktiv 2024/825 er at rydde op i junglen af certificeringer, og man kan derfor populært kalde det for en ”certificering for certificeringer”. I dag findes der flere end 200 private bæredygtighedscertificeringer inden for EU alene, og globalt set flere end 450 ifølge State of Sustainability Initiatives (SSI). Det er derfor et kærkomment initiativ specielt i rejsebranchen.

Både set med danske og europæiske øjne vil det gøre det nemmere for turisme- og rejseaktører at øge troværdigheden om deres arbejde med at gøre forretningen mere bæredygtig.

Men det er fortsat uklart for forbrugeren, hvilke tiltag virksomheden har iværksat for at opnå certificeringen. Når vi ser på, hvad forbrugerne kigger efter, er det handlinger, de kan relatere sig til, og som imødekommer deres personlige interesse inden for bæredygtighed såsom mindre energiforbrug, vandforbrug, affaldssortering samt lokale råvarer, diversitet og arbejdsvilkår ifølge VisitDenmarks Internationale image- og potentialemåling 2023.

Hvis en certificering f.eks. omhandler ti bæredygtige parametre, og man kun skal bestå seks for at opnå certificeringen, behøver certificeringen ikke at oplyse forbrugeren om, hvilke seks der er bestået, og hvilke fire der ikke er bestået for virksomheden.

Direktivet er et paradoks

Det er paradoksalt, at direktivet, der skal skabe øget gennemsigtighed for forbrugerne, samtidig gør det markant sværere for mindre virksomheder at kommunikere. Forbrugere og mindre virksomheder har brug for hinanden, men det er ressourcekrævende at blive certificeret, og med det nye direktiv har de mindre caféer, restauranter og overnatningssteder ikke en ramme, de kan tale ud fra uden at risikere anklage om greenwashing, selvom deres respektive initiativer i udgangspunktet er helt efter bogen.

Med mere end 20 års erfaring fra rejsebranchen kender jeg problematikkerne indefra. Lige nu oplever jeg, at flere aktører i branchen finder det svært at italesætte de initiativer, de arbejder på, så hvordan løser vi det?

Skal vi imødekomme regeringens ambitiøse målsætning om en vækst i turismeomsætningen på 50 milliarder kroner frem mod 2030 og fastholde positionen som et af Danmarks vigtigste væksterhverv, skal vi have en løsning på bordet, der hjælper de mindre virksomheder, så de ikke bliver kørt helt ud på et sidespor.

B-corp er best practice

Det bliver et vigtigt konkurrenceparameter for cafeér, restauranter og hoteller at italesætte bæredygtige initiativer med afsæt i konkrete data. Det er også derfor, Booking.com prøvede at opfinde deres egen mærkning, så man kunne vælge et ”grønt” hotel. Udfordringen var dog, at deres parametre ikke var eksternt valideret, og dermed troværdige, og de måtte derfor fjerne det igen som et søgekriterium.

B-corp er derimod en af de certificeringer, der er helt gennemsigtige og tredjeparts-validerede. Det gør det muligt for forbrugerne at få svar på hvilke konkrete handlinger, der ligger til grund for certificeringen. Vi har brug for en tilsvarende model i mindre målestok til de mindre virksomheder.

Det bæredygtige valg er personligt og vigtigt ifølge tal fra VisitDenmark, og dermed kan det få stor betydning for konkurrenceevnen for den enkelte restaurant, café eller overnatningssted.

Her er, hvad de mindre virksomhederne bør gøre nu:

  • Start samtalen med gæster i dag og bliv klogere på, hvilke tiltag, de personligt vægter højt.
  • Kortlæg iganværende og ønskede initiativer, sæt målepunkter og begynd at indsamle data for de enkelte handlingers påvirkning og bidrag i det store klimaregnskab.
  • Udarbejd og offentliggør en strategi, der forklarer nuværende handlinger, hvordan de måles og italesættes for gæsterne.
Artiklens emner
Oplevelsesindustrien
SMV