Pinligt. DR gør små problemer store med privatfly-pjat
Opskriften på en ægte dansk shitstorm? Den er nem. Du tager nogle rigmænd, privatfly og CO2-udslip og blander dem med letkøbt klimamoralisme, misundelse og aktivisme, og så er der jackpot. Ny DR-satsning er under lavmålet.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Søndag lancerede DR en ny, kæmpe journalistisk satsning.
I dokumentaren “De superriges privatfly” sætter public service-mastodonten fokus på brugen af privatfly hos nogle af Danmarks rigeste og belastningen af klimaet.
Siden søndag er det væltet ud af DR med tv- og radioindslag samt artikler om emnet. Når DR mener, noget er vigtigt, går det de færreste danskeres næse forbi.
I dokumentaren har DR kortlagt flyvemønstre for 14 privatfly ejet af nogle af Danmarks rigeste. Man føler nærmest, at man med den minutiøse kortlægning er vidne til en afsløring af et stort internationalt forbrydersyndikat. Men næ. Det drejer sig om nogle rigmænd og virksomheder, der helt lovligt flyver i privatfly.
Er det fair? Spørger DR retorisk i en af de mange artikler, mens journalister bliver sendt ud i lufthavnen for at spørge helt almindelige mennesker.
Og tada! Så ringer DR til Enhedslisten og den ekstreme klimabevægelse Extinction Rebellion, der så kommer på banen med helt forudsigelige svar og krav om forbud og straf.
Et langt bedre spørgsmål ville være: Er debatten og dækningen hos DR helt ude af proportioner?
Ja, det er den.
Netop nu har vi en grøn krise. Markedet for havvind er underdrejet, de store energiselskaber og staterne kan ikke enes om de økonomiske vilkår. De storslåede planer om en dansk energiø har lidt skibbrud. Samtidig er fremtidens grønne brændstoffer meget langt fra at blive økonomisk bæredygtige, mens det tirsdag er kommet frem, at et afgørende dansk rør til grøn brint til Tyskland er blevet forsinket.
Der er masser af store problemer og udfordringer at beskrive, hvis man gerne vil lave kritisk journalistik om klima og den meget besværlige grønne omstilling af vores energiforsyning, af vores transportsektor og meget mere.
Naturligvis kan man diskutere, hvorvidt det er hyklerisk, at verdens – og Danmarks – rigeste flyver rundt i privatfly og dermed udleder langt mere CO2 end andre. Man kan også diskutere, om der skal være klimaafgifter på privatfly ligesom med rutefly.
Problemet her er proportionerne. Eller nærmere mangel på samme.
Måske har jeg overset det i den overgearede dækning på alle DR’s platforme, men jeg har ledt forgæves efter tal for problemets omfang. Flyindustrien står for 2-3 procent af verdens samlede CO2-udledning, hvoraf privatflyenes udledning udgør en lille brøkdel.
Det er en størrelse på problemet, som langtfra retfærdiggør den massive og meget værdiladede dækning. Vi medier har ikke kun et ansvar for, at vores historier er korrekte og fair. Vi har også et ansvar for at huske proportionerne, når vi bruger vores store megafoner til at sætte spot på verdens problemer.
Der tegner sig i øvrigt et mønster hos DR’s redaktører, der virker nærmest besatte af privatfly.
Vi så det også for nylig, da DR i serien ”Topdirektørerne” problematiserede Mærsk-topchef Vincent Clercs brug af privatfly. I forhold til Mærsks anstrengelser – og meget store problemer – med at omstille containerflåden til grønne brændstoffer er topchefens eventuelle brug af privatfly inderligt ligegyldig.
Igen et udtryk for, at proportionerne forvrænges, at man forstørrer et lille hjørne af et stort, komplekst problem til noget, det slet ikke kan bære, og dermed gør seerne en bjørnetjeneste. Man gør det simpelthen sværere at skelne mellem verdens store problemer og verdens små problemer. I realiteten det stik modsatte af public service.
Lige om lidt er alle videre og diskuterer noget andet, så hvorfor er dette overhovedet vigtigt?
Det er det, fordi historierne og de helt forudsigelige reaktioner afslører alt det værste ved klimadebatten. Den reducerer en af vores allervæsentligste offentlige samtaler til et unuanceret slagsmål mellem de gode og de onde, en politisk korrekt jagt på alle de superrige svin, som sviner løs på alle andres bekostning og gør strukturelle komplekse problemer til personlige problemer.
Hvor man har mere fokus på at fodre den indre svinehund og udskamme andre, og hvor man bilder folk ind, at der findes nemme løsninger på komplekse problemer. Og hvor man ligesom i forskellige religioner har mere fokus på skyld og skam end på reelle problemer og løsninger på dem.
I dette tilfælde tager DR en velkendt skabelon bestående af rigmænd, privatfly og CO2-udledning og blander det med klimamoralisme, misundelse og aktivisme, og så er der fuld jackpot i det store forargelsesbingo.
En opskrift, som løser lige præcis ingen af verdens problemer, men i stedet gør os alle dummere og mere fremmedgjorte over for klimadebatten og den nødvendige grønne omstilling. Trist.
Simon Bendtsen er ansvarshavende chefredaktør på Finans.
