Kina kan vanskeligt stimulere sig ud af krisen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Kinesiske aktier steg fra midten af september og to uger frem med 35 pct. En ekstrem bevægelse, som kun de færreste markeder nogensinde kommer til at opleve.

Bevægelser af en så voldsom karakter afspejler typisk flere faktorer: ekstrem positionering hos investorerne i udgangspunktet, store skift i forventninger og en katalysator eller et chok af økonomipolitisk eller anden karakter.

I Kinas tilfælde har investorer længe set med enorm skepsis på økonomien og aktiemarkedet, som har klaret sig rædderligt de seneste år. Katalysatoren var myndighedernes meldinger om stimulans af en helt anden karakter end hidtil signaleret.

Det har påvirket forventningerne ­– og i hvert fald øget forhåbningerne. Men spørgsmålet er, hvor meget forventningerne bør justeres. For selvom tiltagene understøtter økonomien på kort sigt, så udfylder de ikke det vækstmæssige tomrum, som nedturen i byggeriet har efterladt økonomien med.

Men bevægelsen i aktiemarkedet er som nævnt ikke opstået ud af det blå. Den er sket som følge af en række betydeligt mere aggressive stimulative tiltag fra myndighederne, end vi har set de seneste tre år.

Først kom en række pengepolitiske justeringer: sænkelse af bankers reservekrav samt nedsættelser af styringsrenter og boligrenter fulgt op af administrative tiltag, som gør det nemmere at finansiere sin bolig.

Der er også afsat midler til at understøtte ejendomssektoren med opkøb i lageret af usolgte boliger. I den forgangne weekend fulgte Kinas finansministerium op med løfter om finanspolitiske initiativer. Det gælder bedre adgang til obligationsudstedelse i de kinesiske regioner, som er slemt presset, efter at salget af jord til ejendomsudviklere ikke længere er en gangbar finansieringskilde.

Et tiltag, som efterlader regionerne med bedre muligheder for at understøtte økonomien via lokale projekter, og som også giver mulighed for at understøtte byggesektoren, f.eks. med opkøb af land (og som nævnt boliger).

De store statsbanker vil få styrket kapitalen og derved deres muligheder for at understøtte væksten. Men der var ingen stor direkte finanspolitisk indsprøjtning (eller skattelettelse) til at understøtte den brede efterspørgsel, f.eks. forbruget. Det har skuffet flere.

De økonomipolitiske udmeldinger over de seneste uger vidner dog om et skifte i selve tonen fra Kinas myndigheder, som taler om at »gribe til handling«, »standse nedturen i ejendomssektoren«, »imødegå problemerne direkte« osv.

Det afspejler måske en tiltagende frygt for, at aktiviteten i økonomien er svagere, end hvad der er acceptabelt (og lovet) – en frygt, som vedvarende svækkelse i ejendomssektoren og svag vækst i bnp i andet kvartal sandsynligvis har næret.

De varslede tiltag vil medvirke til at dæmpe presset på ejendomssektoren og på boligpriserne i Kina, som falder i et accelererende tempo, her mere end tre år efter at ejendomskrisen startede. Det kan medvirke til at gøre Kinas forbrugere, for hvem boliger er et typisk opsparingsaktiv, mindre pessimistiske.

Forbrugertilliden har historisk kun en enkelt gang været ringere end nu, nemlig da trætheden over coronaindespærringer nåede sit højdepunkt i efteråret 2022. På regionalt plan kan de nye rammer også løsne lidt op for snærende finansieringsbegrænsninger for lokalregeringer, som bedre kan understøtte væksten.

Men selvom tilpasningen i økonomien bliver gjort blidere af rækken af nye initiativer, som kan medvirke til at bryde negative spiraleffekter, så ændrer det ikke ved, at Kinas økonomiske tilpasning vanskeligt bremses med ny stimulans.

Så længe man sikrer sig, at banksystemet er i stand til via udlån at understøtte sunde aktiviteter i den resterende del af økonomien (uden for byggeri og ejendomme), så skal en stor del af den resterende tilpasning så at sige foregå af sig selv.

Og Kinas myndigheder kæmper tilsyneladende ikke med en omfattende finanskrise. Myndighederne kan måske forhale og opbløde, men ikke eliminere den aktivprisdeflation, som er resultatet af tidligere overbyggeri og overoptimistiske forventninger.

Og når den motor, som byggeri af ejendomme og den omkringliggende infrastruktur udgjorde, ikke længere bidrager, men i stedet trækker ned i væksten, så mangler der noget. Den aktivitet kan ikke erstattes på mere end kort sigt. På længere sigt kræves en mere balanceret økonomisk model, hvor Kinas egne forbrugere spiller en større rolle.

Så mens skiftet i signalerne fra regeringen med rette har løftet forventningerne til Kinas aktivitet på kort sigt og derigennem givet et boost til aktiemarkedet, så løser det ikke de udfordringer, som på mellemlang sigt trækker ned i Kinas vækst.