Fortsæt til indhold

Medicin til vægttab er en gamechanger men bør ikke stå alene

Er træning og kost ligegyldig, når man tager vægttabsmedicin? Nej, tværtimod er det måske vigtigere end nogensinde før, og der er derfor brug for en mere nuanceret debat om vægttabsmedicin.

Debat
Jeppe Skov, Henrik Duer og Thomas Møberghhv. speciallæge og Ph.d., træningsfysiolog og adm. direktør i EASIS

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Danskernes sundhed er på en bekymrende kurs. Fra 2010 til 2023 steg andelen af voksne med svær overvægt fra 13,6 procent til 18,7 procent. Hvis denne udvikling ikke vendes, vil andelen af danskere med et BMI på 30 eller derover stige fra knap hver femte til hver tredje i 2040. Det viser en fremskrivning fra Statens Institut for Folkesundhed.

Udviklingen understreger behovet for forebyggelse, som bør ses som et samfundsanliggende snarere end blot den enkeltes personlige ansvar.

Det er positivt, at flere med overvægt får hjælp af vægttabsmedicin – særligt de nye GLP-1-baserede præparater, der vinder frem globalt. Disse præparater mindsker appetitten, reducerer kalorieindtaget uden følelse af afsavn og fører i gennemsnit til vægttab på over 15 procent af den totale kropsvægt. Desuden forventes der i fremtiden at komme præparater, hvor vægttabet bliver 25 procent eller mere, hvilket utvivlsomt vil påvirke både sundhedsstatistikkerne og klimaaftrykket fra fødevareindustrien.

Er vægttabsmedicin så en gamechanger for personer, der kæmper med overvægt? Ja, langt hen ad vejen er det faktisk et effektivt tilbud, som også giver sundhedsgevinster udover selve vægttabet. Som med al anden medicin kan der dog forekomme bivirkninger, og det er også vigtigt at være klar over, at medicinen kun er effektiv, så længe den tages. Man skal derfor forvente en vedvarende, betydelig månedlig ekstraudgift, som dog delvist kan opvejes af et reduceret madbudget.

Er træning og kost så ligegyldigt, når man tager vægttabsmedicin? Nej, tværtimod er det måske vigtigere end nogensinde før, og der er derfor brug for en mere nuanceret debat om vægttabsmedicin. Når kroppen er i kalorieunderskud, og vægten falder, er det næsten umuligt at undgå også at tabe muskelmasse.

Da muskelmassen er afgørende for vores fysiske formåen, generelle sundhed og fortsatte vægttab, bør muskeltabet modvirkes så meget som muligt. Styrketræning er den mest effektive måde at bevare muskelmassen på, men al træning er godt, og lidt er bedre end ingenting. Et nyere dansk studie har desuden vist, at hård træning sammen med GLP-1-baseret vægttabsmedicin hjælper med at fastholde vægttabet.

Og så er der kosten; det er en selvfølge, at kosten skal omlægges, hvis man vil tabe sig. Medicinen hjælper, men det handler ikke kun om at spise mindre, det handler også om at vælge den rigtige mad. Når appetitten er nedsat, er det vigtigt at sikre, at den mad, man spiser, indeholder de nødvendige næringsstoffer, selvom mængderne er mindre.

Dette kræver viden, planlægning og mentalt overskud med fokus på færre kalorier, flere kostfibre og mere protein, og mange danskere har brug for støtte, når de begynder et forløb med vægttabsmedicin.

Derfor bør det være lettere for det stigende antal danskere i medicinsk behandling for overvægt at træffe de rigtige valg. Fødevareindustrien har i årevis produceret fødevarer til diabetikere og forskellige typer allergikere, som ofte er samlet på udvalgte hylder i supermarkederne, hvilket gør indkøbene lettere.

Sådan bør det også være med fødevarer målrettet personer i medicinsk behandling for overvægt. Kundegruppen er bestemt stor nok, produkterne findes allerede og udvikles løbende, men der mangler viden, oplysning og fokus fra detailhandelen i samarbejde med fødevareproducenter for at få denne information ud til befolkningen.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at GLP-1-præparaterne gør et fantastisk arbejde, men hvis man vil have den fulde effekt – både samfundsmæssigt og for det enkelte individ – kræver det en mere omfattende indsats fra interessenter hele vejen rundt.

Artiklens emner
Sundhed
Fedme