Pisk og gulerod skal kombineres, hvis indsatsen mod kvælstof skal virke
Politikerne er nødt til at skabe klarhed om den fremadrettede regulering, hvis der skal være en chance for at komme i mål med kvælstofindsatsen. Det er afgørende, at man er villig til at ty til hårdere regulering, hvis den oprindelige indsats viser sig utilstrækkelig.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Forleden dag pustede et opslag på X fra Zenia Stampe (R) atter til debatten om reguleringen af landbrugets kvælstofudledninger. Ifølge den radikale landbrugsordfører lægger regeringen op til færre kvælstofreduktioner via målrettet regulering og flere via arealomlægning (også kaldet kollektive virkemidler) i den grønne trepartsaftale. Oplysningen kommer fra forhandlingslokalet og kan ikke bekræftes, men konsekvenserne er alligevel værd at overveje.
Målrettet regulering er nemlig afgørende for at opnå god økologisk tilstand i vandmiljøet, da kvælstofforurening er et lokalt problem koncentreret på de steder, hvor mest kvælstof finder vej fra mark til vandmiljø. Derfor kan tilskud til skovrejsning, som foreslås i den grønne trepartsaftale, ikke løse problemerne, fordi der ikke er nogen garanti for, at det er de rigtige jorde, der omlægges.
Udsigten til en større gulerod i form af højere tilskud skal kombineres med udsigten til mere pisk i form af generel regulering, når juraen sætter en stopper for den målrettede regulering.Andreas Lund Jørgensen
Tilskuddet til skovrejsning (arealomlægning) er en videreførelse af det, man i gamle dage kaldte frivillige aftaler, hvor landmænd kan få betaling for at tage marker ud af drift. Det vil de formentlig ikke gøre på højproduktiv jord – selvom den ligger i et område med kvælstofproblemer. Derfor har frivillige aftaler historisk ikke sikret de nødvendige kvælstofreduktioner, hvorfor der er brug for mere håndfast regulering.
Her er målrettet regulering det mest effektive værktøj. Alternativet – en generel regulering, som fx forhøjede kvælstofafgifter eller lavere kvælstofnormer – rammer også landmænd i områder uden kvælstofproblemer. Derfor er landbruget og samfundet som helhed bedst tjent med målret regulering.
Problemerne opstår i krydsfeltet mellem biologi, økonomi og jura
At regeringen (angiveligt) har nedjusteret forventningen til den målrettede regulering skyldes, at der er grænser for, hvor langt man kan gå med målrettet regulering, før det betragtes som ekspropriation. Juraen kan altså stå i vejen, selvom målrettet regulering er den bedste vej frem. Dermed kan der blive behov for, at (frivillig) arealomlægning fremadrettet bidrager mere, end det historisk har været i stand til.
Derfor står politikkerne overfor en stor opgave, når den endelige grønne trepartsaftale skal forhandles på plads. Her er man nødt til at beslutte, hvordan det håndteres, hvis den nødvendige kvælstofreduktion udebliver. Der skal være sikkerhed for, at løsningen ikke bliver at droppe målsætningerne. Der skal også være sikkerhed for, at løsningen ikke kun bliver øget tilskud til skovrejsning, for at undgå at landmænd venter med at udtage deres jord i håb om stigende kompensation eller ultimativt at blive eksproprieret.
Heldigvis ligger løsningen ligefor: Udsigten til en større gulerod i form af højere tilskud skal kombineres med udsigten til mere pisk i form af generel regulering, når juraen sætter en stopper for den målrettede regulering. På den måde sikrer man, at landmænd fremadrettet bliver medspillere, der har incitament til hurtigt at få taget de nødvendige jorde ud af drift, til gavn for samfundsøkonomi, natur og landbruget selv.
