Fortsæt til indhold

Sådan kan de lavere renter skubbe til aktiviteten i dansk økonomi

ECB har sænket renten og forventes at sænke den yderligere i den kommende tid. Det vil give dansk økonomi en indsprøjtning. Særligt byggeriet vil have gavn af det.

Debat
Sofie Holme AndersenCheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Sofie Holme Andersen

Den europæiske centralbank (ECB) og den amerikanske centralbank (FED) er begyndt at sænke renterne igen, efter at renterne blev hævet for at bekæmpe den høje inflation i 2022. Inflationen er kommet ned igen – i hvert fald langt nok ned til, at centralbankerne nu er begyndt at sænke renterne igen.

For personer, der snart skal optage et nyt lån eller rentetilpasse deres nuværende, er renten selvfølgelig vigtig. Men renterne er ikke kun vigtige for boligejere. De påvirker også den generelle økonomiske aktivitet.

Renten er den pris, man betaler for at låne penge. Det betyder, at renterne er vigtige for, hvad det koster at investere. Investerer man i forskning og udvikling eller i en ny maskine, skal afkastet mindst være på højde med den rente, der skal betales for at få lov at låne pengene – og helst lidt højere end det. Med en lavere rente, vil flere projekter være rentable at investere i.

En rentesænkning vil forventeligt sætte gang i flere investeringer, hvilket både øger væksten nu og her og øger produktionspotentialet i fremtiden. Så det giver et positivt skub til økonomien, når renterne sænkes.

Det modsatte har vi kunnet se de seneste år, hvor ECB og FED øgede deres renter. Det medførte et betydeligt fald i investeringer – særligt boliginvesteringerne. Boliginvesteringerne rammes særligt hårdt, fordi renterne også påvirker købersiden på en måde, der ikke genfindes i de fleste andre investeringer.

Når renten øges, vil personer, der skal købe bolig, skulle betale mere løbende for at servicere deres gæld. Det vil mindske efterspørgslen og få prisen på boliger til at falde. Det betyder jo sådan set ikke noget for boliginvesteringerne. Men når prisen på boliger falder, vil nybyggede boliger kunne sælges for mindre end tidligere. Dermed vil afkastet på at opføre en nybygget bolig blive mindre – eller måske endda negativt. Det vil mindske boligbyggeriet, altså boliginvesteringer. Vi har da også set, at de boliginvesteringer, der særligt er blevet færre af, netop er nybyggeri.

Lavere renter i den kommende tid vil kunne skubbe til flere boliginvesteringer igen. Det vil særligt komme byggeriet til gode, da det jo er dem, der skal opføre boligerne. Det har vi i AE for nyligt vist i en analyse.

De lavere renter – og formentlig forventningen om yderligere rentefald – har også fået virksomhederne i andre brancher, som industri og service, til at forvente flere investeringer til næste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er en naturlig konsekvens af de lavere renter, men det er stadig overordentligt positivt.

Hvis der kommer flere investeringer, vil det øge produktionspotentialet i fremtiden og vil formentlig også øge produktiviteten. Produktiviteten (hvor meget hver medarbejder producerer per time) hænger nemlig sammen med antallet og kvaliteten af maskiner og bygninger med videre.

Produktiviteten i særligt serviceerhverv er omtrent stagneret de seneste år, så det vil være meget positivt, hvis de lavere renter også kan skubbe til den udvikling.

Artiklens emner
Dansk økonomi
Økonomiske nøgletal