Fortsæt til indhold

Fælles opråb: Norden skal være Europas motor i AI-kapløbet

Norden har grundlaget til at blive verdensleder i at udnytte mulighederne ved kunstig intelligens, lyder budskabet fra ministre, virksomheder og organisationer fra de nordiske lande i dette indlæg.

Debat
Caroline Stage, Erik Slottner, Karianne Oldernes Tung, Wille Rydman, Áslaug Arna Sigurbjörnsdóttir, Karen Ellemann, André Rogaczewski, Mette Beck-Nielsen, Martin Svenson, Karoliina Partanen og Øyvind Husbyhhv. dansk digitaliseringsminister, svensk civilminister, norsk minister digitalisering, finsk økonomiminister, islandsk minister for uddannelse, videnskab og Innovation, generalsekretær i Nordic Council of Ministers, CEO i Netcompany samt formand Digital Dogme, adm. dir. i Digital Dogme, adm. dir., AI Sweden og adm. dir., AI Finland og adm. dir, IKT Norge

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I Norden er vi vant til, at resten af verden ser til os for inspiration, når det gælder håndteringen af store samfundsmæssige udfordringer. Vi har været frontløbere inden for alt fra klimaomstilling til ligestilling på arbejdsmarkedet. Vores samfund bygger på åbenhed, sikkerhed og tillid, hvilket i høj grad skyldes det stærke politiske, kulturelle og økonomiske samarbejde, vi har opbygget gennem tiden.

Men verden forandrer sig – og lige nu i en usikker og uforudsigelig retning. Vi står overfor en række nye, påtrængende udfordringer, der truer ikke bare os i Norden, men hele Europa. Indadtil står vi med demografiske skift, hvor aldrende befolkninger skaber behov for flere hænder i velfærdssektoren. Udadtil oplever vi et geopolitisk landskab i forandring, hvor teknologi og kunstig intelligens spiller en afgørende rolle i den globale udvikling.

En fællesnævner for mange af disse nuværende og fremtidige udfordringer er, at kunstig intelligens (AI) kan blive et afgørende redskab til at håndtere – og finansiere – det, vores europæiske velfærdssamfund står overfor. Vi skal gribe de muligheder, teknologien tilbyder, til at skabe bedre services for borgerne, mindske administrative byrder, frigøre hænder til velfærdsopgaver og sikre større værdi for hver skattekrone. Vi skal være de bedste til at udnytte teknologien effektivt, ansvarligt og demokratisk, så vi ikke sakker bagud i den globale konkurrence. For at lykkes må vi handle nu.

Norden har grundlaget til at blive en verdensleder i at udnytte mulighederne ved AI. Vores befolkninger har høj tillid – både til hinanden og til myndighederne. Vi er relativt små lande, som kan handle hurtigt, og vi står på et solidt digitalt fundament skabt gennem 50 års succesfuld offentlig digitalisering. Med andre ord har vi alle de nødvendige byggesten – vi mangler blot at samle dem.

For at nå vores mål kræver det, at vi intensiverer samarbejder, videndeling og læring på tværs af Norden – præcis som vi har gjort på utallige andre områder gennem mere end 100 år. Vi skal gøre det sammen, for der er ingen grund til, at hvert land opfinder AI-hjulet på ny, når vi har så meget tilfælles. Dog kræver det, at vi accelererer etableringen af offentligt-private partnerskaber og vidensudveksling i Norden.

Dette var netop fokus for det første nordiske AI-topmøde, der blev afholdt i København i september. Her var der enighed blandt nordiske ministre og erhvervsledere om, at nordisk samarbejde er katalysatoren, der kan fremme anvendelsen af AI. Et nordisk center for anvendt AI kan samle trådene og gøre Norden til en global frontløber i ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens – til gavn for hele samfundet.

Det, vi tidligere har opnået sammen inden for uddannelse, klimaomstilling, velfærd og ligestilling, skal vi nu gøre med AI – både for Norden og for Europa

Artiklens emner
Digitalisering
Kunstig intelligens