Hvordan bevarer vi den gule førertrøje i farmaindustrien?
Danmark er i dag en global frontløber inden for farmaceutisk innovation. Særligt virksomheder som Novo Nordisk har været katalysatoren de senere år med banebrydende forskning og teknologiske løsninger inden for bl.a. diabetes og fedme.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Lige nu kigger mange af verdens dygtigste talenter mod os som et attraktivt sted at arbejde – ikke mindst takket være Novos imponerende resultater. Disse kompetente profiler søger ikke blot nye job men også unikke udfordringer, der skærper deres evner og løfter deres karriere til nye højder. Formår vi at skabe de rette betingelser, kan vi tiltrække og fastholde disse talenter, hvilket er en gevinst, der rækker langt ud over den enkelte virksomhed – det er en styrkelse af samfundet som helhed.
I de seneste år har Novo Nordisk overskygget mange andre aktører, men virkeligheden er, at vi i Danmark har flere farma-selskaber, der klarer sig forbilledligt og bidrager til, at vi som nation forbliver i den globale top af industrien.
Skal vi fastholde denne position, kræver det en målrettet indsats for at kombinere teknisk ekspertise med ledelsesmæssige og kommercielle kompetencer. Det handler ikke længere kun om at skabe produkter; det handler om at drive dem til succes på markedet og navigere i den benhårde globale konkurrence.
STEM-fagene - science, technology, engineering og mathematics - har længe været fundamentet for vores succes, men det er ikke længere nok alene at satse på tekniske kompetencer.
Vi har i årtier bygget en talentmasse op, der kan stå distancen på verdensplan inden for teknologi og forskning. Resultatet er specialister, der skaber løsninger og forskning i verdensklasse. Uden at iklæde specialisterne med de nødvendige ledelsesmæssige og forretningsudviklingskompetencer risikerer vi at stå stille. Det er afgørende, at vi nu skaber talenter, der både kan udvikle, lede og tænke strategisk for at tage produkter fra idé til markedsdominans.
I dag handler det ikke kun om at dyrke en stærk people culture; det handler også om forretningsudvikling. At skabe en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere trives, er kun én del af ligningen. For at drive væksten fremad er det nødvendigt at forene denne kultur med en skarp forståelse for forretningsstrategi og innovation. Det betyder, at vi skal opbygge et miljø, hvor teknisk dygtighed kombineres med kommerciel forståelse og strategisk ledelse.
De fleste uddannelser har traditionelt fokuseret på at levere teknisk viden, men mangler ofte den dimension, der handler om at klæde de studerende på med ledelses- og forretningskompetencer. Det kræver en ny tilgang til uddannelse og efteruddannelse, hvor STEM-disciplinerne kombineres med business insights og ledelse.
Universiteter og industrien skal arbejde tættere sammen for at sikre, at uddannelserne matcher virkelighedens behov, og at de studerende er klar til at navigere i den globale konkurrence. Når vi formår at skabe en talentmasse, der kan forbinde teknisk viden med strategisk og kommerciel tænkning, bliver vi en endnu stærkere aktør på verdensscenen og konsoliderer vores placering i toppen af markedet.
De skarpeste hjerner fra ind- og udland vil således både bidrage til at skabe vækst og nye arbejdspladser og sikre, at Danmark bliver ved med at være et land, som andre nationer ser mod for inspiration og partnerskab.
Vi har fundamentet – nu skal vi tage næste skridt og udvikle fremtidens ledere, der ikke blot kan tiltrække de bedste talenter, men også omsætte deres potentiale til konkret forretningsudvikling og samfundsmæssig værdi.


