Fortsæt til indhold

Tillad mig at være pessimistisk

Trumps sejr varsler ikke en nært forestående økonomisk krise i Danmark. Og da det stod klart onsdag morgen, at sejren var i hus, var det danske C25 ligefrem i et lille plus. Men burde aktionærerne ikke være mere sortseere? Jo, det synes jeg, at de burde.

Debat
Palle SørensenCheføkonom i Nykredit

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Palle Sørensen

Dansk økonomi har det fremragende. Medicinalindustrien har holdt aktiviteten oppe, og nu er opsvinget efterhånden bredt funderet. Der er kommet styr på inflationen. Samtidig er husholdningerne kommet stærkt igen, og de fleste, som er ansat i det private erhvervsliv, har tilmed genvundet den tabte købekraft, så fremtiden tegner lys for dansk økonomi på den korte bane.

Det ændrer valget af Donald Trump ikke på.

I det hele taget er det svært at sige noget præcist om konsekvenserne ved valget af Trump. Hans politik komplementeres ikke af præcist nedskrevne forslag. Så selvom Trump synes, at tariffer er det smukkeste ord i ordbogen, så ved vi reelt ikke, hvad det kommer til at betyde.

Er det 10 pct. importtold på alle varer og tjenester fra Europa, eller er der undtagelser? Vi ved det ikke.

Men selv med en handelskrig, hvor Kina og Europa svarer proportionalt tilbage på omfattende amerikanske toldregler på europæiske og kinesiske varer og tjenester, så er konsekvenserne formentlig overkommelige.

Jovist koster det på væksten, men de fleste studier indikerer, at det formentlig ikke er nok til at starte reel tilbagegang.

Men problemet stikker dybere. For Trump har fået overbevist amerikanerne om, at protektionisme er svaret på den amerikanske arbejderklasses problemer – og tilmed at regningen ved importtold betales af producenterne i udlandet, ikke af amerikanerne selv. Så hvorfor stoppe ved 10 pct.?

Og når toldbarriererne bliver større, bliver den internationale arbejdsdeling dårligere, og det koster på væksten. Ikke mindst i Danmark, hvis største eksportmarked er USA, der i dag udgør 17 pct. af den samlede eksport af varer og tjenester.

Mit bedste bud vil være, at den globaliseringsgevinst, som Danmark meget dygtigt har udnyttet de seneste årtier, i stedet fremadrettet vil trække velstanden ned.

Det vil ske i takt med, at protektionismen vender tilbage. Det er særligt problematisk i et land som Danmark, der faktisk har formået at dele gevinsten ved globaliseringen på tværs af befolkningen ved at opkvalificere og uddanne dem, der mister deres job, når fabrikkerne flytter til udlandet.

Trumps sejr varsler også nye sikkerhedspolitiske kvaler herhjemme. Det er således ikke utænkeligt, at Trump trækker støtten til Ukraine. Dermed skal en endnu større del af samfundskagen kastes efter militær og sikkerhed.

Det er ikke helt det samme som at kaste penge ned i sort hul – nogle teknologiske landvindinger sker der trods alt i militæret – men det tynger vækstbilledet, hvis Vesten fragmenterer sikkerhedsmæssigt.

Sidst, men ikke mindst, så rammer valget af Trump en af Danmarks styrkepositioner.

For hvis fremtiden er ”Drill, baby, drill”, som der er blevet råbt på diverse Trump-vælgermøder, så betyder det færre ordrer hos grønne virksomheder som Ørsted og Vestas, der i øvrigt fik alvorlige prygl på børsen i onsdags. Og den grønne industri har unægtelig en størrelse, der ses i væksttallene for hele økonomien.

Så tillad mig at være pessimistisk. Samlet set er det svært at se, at valget af Trump ikke betyder lavere vækst i Danmark. Så kan man lune sig ved, at effekten formentlig kommer så gradvist, at vi undgår en decideret krise. Ikke mindst fordi, at udsigten for dansk økonomi i forvejen var bundsolid.

Artiklens emner
Nykredit
Palle Sørensen