Finanssektoren i klimafokus: COP29 skal vende milliardstrømme

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Finanssektoren kommer til at fylde mere på årets klimatopmøde i Aserbajdsjan, end vi har set før. For topmødet kommer til at handle om at få penge på bordet. Rigtig mange penge. Mens bølger af klimakatastrofer skyller ind over os, bliver det nemlig mere og mere presserende for verdens ledere at finde svar på, hvem der skal dække regningen for klimaskader, klimatilpasning og omstilling i det globale syd.

Behovet lyder på minimum 1000 mia. dollar i ekstern støtte om året. Pilen peger mod de rige lande, der langt overvejende står bag de udledninger, som skaber de ødelæggende forandringer. Men i disse lande retter flere i stedet blikket mod finanssektoren.

F.eks. mener statsminister Mette Frederiksen og hendes kolleger i EU, at privat finansiering kan levere mange midler. Men det er en forkert analyse af, hvordan finanssektoren bedst kan bidrage til at begrænse de globale temperaturstigninger.

For det første fordi erfaringen viser, at mobilisering af private midler har svært ved at leve op til forventningerne. F.eks. identificerede man i 2001 et finansieringsgab på 3.900 mia. dollar til opfyldelsen af verdensmålene. Efter godt 20 års indsats konkluderede OECD, at det kun lykkedes at mobilisere 51,3 mia. dollar i private midler. Heraf var det kun 12 pct., der gik til lavindkomstlande, og kun 4 pct. gik til klimatilpasning.

Det betyder ikke, at mobilisering af privat finansiering ikke kan og skal spille en rolle, når endnu et globalt finansieringsgab nu skal lukkes. Men det er vigtigt at være realistisk om omfanget og forstå sektorens styrker og svagheder. Finanssektoren er ikke gearet til social omfordeling, men har fokus på projekter med en god business case og håndterbare risici. Derfor er potentialet klart større i mellemindkomstlande og grøn omstilling frem for lavindkomstlande og tilpasning.

For det andet fordi Mette Frederiksen og de andre verdensledere kun har fokus på, hvordan finanssektoren kan bidrage til overgangen til et bæredygtigt samfund, men undlader at tage hånd om, at finanssektoren bringer os tættere på undergangen. De finansielle institutioner fortsætter nemlig ufortrødent med at sende enorme summer mod kul, olie og gas.

Siden Parisaftalen har verdens 60 største banker lånt for 48.000 mia. kr. til fossile selskaber, og i 2024 investerede pensionskasser, kapitalfonde mm. for 38.000 mia. kr. i fossile selskaber. Den pengeregn skal stoppe, hvis vi skal levere på Parisaftalen og COP28-beslutningen fra sidste år om at udfase fossile brændsler.

Det må og skal verdenslederne indse i år, for COP29 er sidste chance for at påvirke de nationale klimaplaner, der skal indleveres af alle lande inden februar 2025. Danmark kan være med til at sætte en prop i de sorte pengestrømme, hvis vi endnu engang træder ind i rollen som foregangsland og sender statsminister Mette Frederiksen på talerstolen med nyheden om, at Danmark vil forbyde lån og investeringer i de kul-, olie- og gasselskaber, der udvider den sorte forretning. Sådan et løfte kan nemlig bane vejen for, at der i årets sluttekst kommer til at stå, at alle lande skal arbejde for at stoppe pengestrømmen til fossil ekspansion.

En sådan formulering vil også forpligte verdens lande til at forholde sig til ikke bare at stoppe private penge, men også de offentlige midler, der fortsætter med at fosse ind i fossil energi. Globalt tilføres fossile brændsler knap 900 mia. dollar i subsidier eller i form af såkaldte eksportkreditter.

Så er verdens lande måske pludselig ikke så langt fra at have fundet de 1000 mia. dollar, der skal afsted mod det globale syd. Og så vil vi samlet set være langt tættere på at kunne opfylde Parisaftalen.