Innovation i farezonen: Kan Danmark holde trit?
Danmark topper en ny analyse af innovationskraft med fokus på grøn teknologi, men fremtiden er truet af indenlandske nedskæringer og global konkurrence fra USA og Kina. EU’s middelmådige indsats forværrer situationen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I en ny analyse har vi i IDA kortlagt 50 landes innovationskraft med særligt fokus på grønne teknologier. Den gode nyhed er, at det danske innovationsmiljø indtager en international førsteplads, stærkt efterfulgt af lande som Sverige og Schweiz.
I alt måler vi på 19 indikatorer, der samles i fire temaer: Uddannelsesniveau, investeringsniveau, innovationsaktiviteter samt det grønne aftryk i industrien og eksporten. Over hele linjen ligger Danmark solidt placeret og på det grønne område på en klar førsteplads. Det understreger, at hvis man vil skabe et innovationsmiljø i verdensklasse, er det ikke nok kun at fokusere på ét område.
Men når solen skinner klarest, kan det være svært at se skyggerne komme. For det er langt fra givet, at Danmark i fremtiden kan fastholde sin førerposition. Dette skyldes dog ikke alene indenlandske forhold, selvom de planlagte nedskæringer i universitetsoptaget bestemt ikke styrker vores fremtidige position.
Et nærmere kig på tallene viser desværre, at EU som helhed klarer sig middelmådigt, hvor særligt de store lande befinder sig i midterfeltet. For at citere vores udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: ”Det er svært at være en vinder i en taberregion.” Hvis EU som helhed ikke formår at komme op i gear, stiller det Danmark i en svagere position.
Særligt når vi kigger ud over EU’s grænser, er der grund til bekymring. Der er allerede lavet mange analyser af, hvad Trumps kommende præsidentperiode kan betyde. Overordnet peger det meste dog på, at USA i stigende grad ikke tænker andre lande ind i sine planer.
Med udsigt til massive stigninger i de amerikanske importtoldsatser og betydelige skattelettelser til amerikanske virksomheder, gør Trump alt, hvad han kan for at flytte virksomhedernes fokus til USA. Dette sker oven på i forvejen populære initiativer som Inflation Reduction Act (IRA), der giver særligt grønne virksomheder skatterabatter.
Selvom Trump har udtrykt skepsis over for sidstnævnte tiltag, vil jeg vove at påstå, at IRA’en består, fordi den virker. Samlet set er der altså udsigt til et særdeles mere attraktivt investeringsmiljø på den anden side af Atlanten. Ser vi på de generelle investeringsniveauer, ligger USA i forvejen foran EU og vil sandsynligvis øge dette forspring yderligere.
Også Kina giver anledning til bekymring. Vores analyse viser, at Kina i 2017 lå på en 29. plads, men i 2024 er rykket frem til en 22. plads. Dette spring er et af de største blandt landene og et udtryk for, at kinesernes samlede tilgang til innovationspolitik virker. Faktisk så godt, at Kina ifølge Australian Strategic Policy Institute er førende inden for 57 ud af 64 ledende teknologier.
Det danske EU-formandskab giver os en oplagt mulighed for at skubbe EU i den rigtige retning. Samtidig bør vi herhjemme foretage et grundigere eftersyn af, om vi har de rette rammebetingelser for innovation – nu og i fremtiden.

