Fiasko-topmøde har sat spot på finanssektorens nøglerolle
Trods tilbageskridt og historisk fiasko står det efter COP29 klart, at finanssektoren har fået en central plads i klimaforhandlingerne. Ledere verden over har fået øje på sektoren som et afgørende tandhjul i den grønne omstilling.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Klimatopmødet COP29 skulle være endt i en historisk vigtig aftale, der flyttede store milliardbeløb fra det Globale Nord til det Globale Syd og fra fossile brændsler til grønne løsninger. I stedet endte topmødet i en historisk fiasko.
Der udspillede sig et større drama i Baku, hvor fronterne mellem de sårbare og rige lande var trukket hårdt op. Det lykkedes at undgå et forhandlingssammenbrud, men prisen for at lande en aftale blev et massivt tillidsbrud. Tilbage står vi med en aftale, der hverken bygger videre på sidste års beslutning om at bevæge verdenssamfundet væk fra fossile brændsler eller levere den hjælp til de fattige lande, som de har brug.
Men trods mudder og tilbageskridt står det efter årets topmøde klart, at finanssektoren har fået en central plads i klimaforhandlingerne. Ledere verden over har fået øje på finanssektoren som en af de helt afgørende tandhjul i den grønne omstilling.
De rige lande inklusive Danmark og EU holdt hårdt på ikke at ville lægge betydelige beløb på bordet i form af offentlige tilskud til klimahjælp. Aftalen endte med et beløb på 300 mia. dollar som et mix af finansieringskilder, der også omfatter mobiliserede midler fra den private finanssektor.
Der er ingen tvivl om, at finanssektoren kan og skal spille en rolle, men det burde have været som et supplement til et mål om offentlige tilskud. For erfaringer viser, at det sjældent lykkes at mobilisere privat finansiering til klimatilpasning i de fattigste lande og slet ikke i den størrelsesorden, der er brug for.
Det skyldes, at finanssektoren investerer med afkast for øje, og hvor der er en god business case. Det er alt andet lige lettere at finde i mellem-indkomstlande og til omstillingsprojekter. Men selv der skal finanssektoren typisk have hjælp fra det offentlige til at nedbringe risikoen.
Det betyder, at når Danmark og de øvrige rige lande skal levere på COP-aftalen i Baku, skal de hoste op med tilbud om risikoreducerende mekanismer som garantier og blended finance.
Det er jo en form for offentlig støtte, man på den måde tilbyder den private finanssektor, som gør det muligt for sektoren at komme ind på nye vækstmarkeder og høste gode afkast. Men verden er jo lige vidt, hvis finanssektoren med den anden hånd fortsætter massive investeringer og lån til fossile selskaber.
Derfor bør politikerne ikke give offentlig støtte uden også at stille krav til finanssektoren. Det var der faktisk også lagt op til i tidligere udkast til aftaletekst i Baku. Her lagde forhandlerne bl.a. vægt på, at man ville begrænse investeringer i ny fossil infrastruktur og kræve, at finanssektoren skulle sætte reduktionsmål. Man ville også sikre, at centralbanker og finanstilsyn satte nogle robuste grønne rammer for sektoren.
De grønne krav til finanssektoren blev skrevet ud af den endelige aftaletekst, men kravene kan meget vel komme på forhandlingsbordet igen til næste klimatopmøde, hvor der er flere forhandlingskroge. For det første besluttede man i år at lave et roadmap frem mod næste klimatopmøde for at få vendt de store pengestrømme, som skal levere hele 1300 mia. dollar ekstra i klimafinansiering. For det andet har der siden Dubai-topmødet været gang i et forhandlingsspor om at vende verdens pengestrømme fra fossilt til grønt. Det spor skal afsluttes med en aftale næste år.
Pengestrømmene vender ikke af sig selv. Derfor er det positivt, at klimatopmødet i år har vist, at der er appetit blandt flere forhandlere på at stille særlige krav til finanssektoren. Det bør Danmark gribe og sætte ekstra skub på. Det gør Danmark bedst ved selv at gå forrest og vise, hvordan man stiller de rette krav på en god måde.
Danmark bør forbyde lån og investeringer i fossile selskaber, der i strid med klimavidenskaben laver nye fossile projekter. Derudover bør regeringen i forbindelse med opjusteringen af vores klimalov inkludere et reduktionsmål for finanssektorens klimaaftryk, der lige nu er mere end dobbelt så stort som Danmarks udledninger.
Endelig bør Folketinget give Nationalbanken og Finanstilsynet et grønt mandat til at sikre robuste grønne rammer for finanssektoren. Så kan vi, som det gode eksempel, skubbe på for, at det samme sker i EU, og at vi via en COP-aftale næste år forpligter resten af verdenslederne til at gå samme vej.
