Kan virksomhederne følge med generation Z’s krav?
Fra Thomas Vinterbergs nye klimaserie til Gift ved første blik. Generation Z stiller krav til bæredygtige beslutninger.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den seneste tid har klimaet fået en prominent rolle i danskernes stuer; fra Thomas Vinterbergs serie Familier som vores, der sætter klimakrisens konsekvenser på den personlige dagsorden, til Gift ved første blik, hvor et par vælger toget frem for fly på grund af miljøet.
Disse valg afspejler en voksende forventning om, at bæredygtige valg er noget, vi tager stilling til både som individer og virksomheder.
Generation Z, som ifølge World Economic Forum i 2025 vil udgøre 27 pct. af den globale arbejdsstyrke, forventer ikke kun, at virksomheder viser klimaansvar i deres produkter, men hvad vi ser er, at de også forventer det i deres arbejdsrutiner, herunder rejsepolitikker.
Spørgsmålet er, hvordan erhvervslivet bedst skal håndtere de nye forventninger?
Når den unge generation vælger tog frem for fly, gør de det ofte ud fra et personligt klimavalg. Virksomheder kan understøtte disse valg ved at stille værktøjer til rådighed, der gør det nemmere at støtte medarbejderne i at finde alternativer.
Med teknologi, der gør det muligt at sammenligne rejsemuligheder og deres klimaaftryk, kan virksomheder nudge medarbejdere i en bæredygtig retning uden at tvinge dem til et bestemt valg.
Mange virksomheder har måske et ønske om at gøre en forskel, og ved at tilbyde gennemsigtighed og let adgang til relevante data har erhvervslivet en reel mulighed for at tilpasse sig og imødekomme de nye krav.
Klima som konkurrenceparameter
Generation Z vælger i større grad deres arbejdsplads på baggrund af værdier og de muligheder, arbejdspladsen giver for at leve op til dem.
I en undersøgelse fra Deloitte i 2024 svarede 55 pct. af de danske generation Z-respondenter, at de har afvist en opgave, mens 46 pct. har afvist en potentiel arbejdsgiver på grund af deres personlige etik/overbevisning.
Hvis virksomhederne tilbyder gennemsigtighed, kan de langt bedre opfylde denne generations forventninger uden at diktere “det rigtige valg.” For mange medarbejdere kan det være attraktivt at arbejde i en virksomhed, der gør det muligt at vælge klimavenlige løsninger - og på sigt kan dette give en konkurrencemæssig fordel og tiltrække dem, der sætter pris på ansvarlighed.
Fra skåltaler til reelle muligheder
Når kultur og samfund sætter klimaet på dagsordenen, viser det en bred forventning om mere fokus på klima – og de virksomheder der formår at støtte og informere medarbejdere, vil have en fordel.
Generation Z ønsker, at deres arbejdsplads tager ansvar, men de forventer også fleksibilitet. Erhvervslivet kan gå i front ved at tilbyde værktøjer og løsninger, der gør klimabevidste valg mulige, uden at de nødvendigvis bliver en regel. På den måde er bæredygtighed ikke en moralsk pegefinger, men en del af de valg, der står åbne for medarbejderne.
For selvfølgelig er det ikke muligt at tage et tog til Grønland, men selv i det tilfælde er der løsninger, som kan øge transparens og gøre ledelsen klar over, hvad denne tur reelt betyder - ikke kun i forhold til udgifter, men også i forhold til udledningen.
Når vi i dag møder klimabevidsthed i både underholdning og hverdagsvalg, er det ikke tilfældigt – det afspejler et nyt mindset. Det moderne arbejdsmarked kræver, at virksomheder er parate til at tilbyde valgmuligheder, der lever op til de nye generationers krav, og som kan tilpasses den enkeltes behov.
Klimaets fremtid dikterer, at virksomheder tager ansvar, men for at klare det i praksis, kræver det valgfrihed frem for en løftet pegefinger.

